Kapitel 07 Superheltene

Hvis man absolut skal erobre verden og tvangs-gøre den til et bedre sted baseret på helt uprøvede teorier så er det min helt klare anbefaling at man gør sig selv en tjeneste ved at stable et hold af superhelte på benene først – Eller senest løbende. Sådan et hold af folk med helt specielle evner så man bedre kan imødegå de udfordringer der nu engang er forbundet med at indtage en hel planet – Jeg har da selv forsøgt at tilegne mig alle de mest basale kundskaber indenfor de mest elementære områder for bedre at kunne skabe mig et overblik, men man kan bare ikke være bedst til det hele – Og nu ved jeg ikke om du husker det, men jeg ville jo egentlig også bare være bedst til det med at være far. Da vi startede projektet var der en del snak omkring hvordan vi skulle dokumentere hele forløbet, vi overvejede eller det vil sige, der var andre der syntes det ville være en rigtig god ide, at dokumentere hele forløbet på en eller anden måde, for eksempel i et eller andet dokumentarfilms-format, men jeg er simpelthen, alt alt for introvert til at hænge ud på DR2 i fire afsnit af et eller andet social-realistisk tv-program med en bismag af reality-tv – Desuden så havde jeg absolut ingen personlig interesse i at blive dokumenteret overhovedet, som i slet ikke, for det handlede ikke om mig men om de hjemløse….. Ja og løftet til Søren. Men vi indgik en form for kompromis der betød at vi ville hyre en fotograf ind der så kunne tage billeder gennem hele forløbet, det var der bred enighed om var en super god ide. Men altså som så mange gange før kan der til at starte med være en uoverensstemmelse mellem teori og praksis – For selvom det lyder som en god ide, hvor Søren finder man så lige en fotograf der vil stå til rådighed 24/7 i et års tid eller to, og som gør det næsten udelukkende for målets skyld eller i al fald meget lidt for pengene? Fordelen ved at være direktør, eller en af dem er, at man kan uddelegere opgaverne uanset hvor håbløse de end må være, til andre i organisationen og jeg var jo sådan set ham der var direktør også selvom hende teenagefagforeningsdamen mente det mest bare var for sjov, så jeg sendte opgaven videre til vores knalddygtige CMO – Chief marketing operator (ham der skal finde næsten gratis fotografer), uheldigvis var vi jo svært underfinansieret så vores knalddygtige CMO var sådan set også mig…. Ja selvom hende teenagefagforeningsdamen mente at det kunne man umuligt være – Men sådan var det altså. Så skete der noget, noget helt utroligt, som i et vaskeægte fikspunkt. – Hvis man er en knalddygtig marketingshalløj sidder man jo ikke bare på hænderne, jeg har en bachelor i marketing så det er jo ikke fordi jeg er sådan helt på bar bund, og går derfor fluks i gang med at Google “verdens dygtigste fotograf som gider at arbejde næsten gratis på et projekt om hjemløse som vi ikke aner er en god ide og som skal være klar på at arbejde på alle døgnets 24 timer hele året rundt med meget kort varsel” – Der kommer bare ganske få mulige kandidater frem når jeg søger eller nærmere præcist ingen, og så er gode råd jo pludseligt blevet lidt dyrere. Den næststørste udfordring i forhold til underfinansieringen af projektet var helt sikkert den ikke eksisterende mulighed for at fuldt ud honorere de mennesker som ydede os deres assistance på den eller anden facon, som for eksempel med fotografen, så er det hele tiden en halvsvær manøvre at opbygge den, efter planen, påkrævede organisation. Det vidste jeg godt på forhånd ville kunne udgøre en uhensigtsmæssig forhindring i forhold til rekruttering, men vurderingen var at fordi det var et projekt der omhandlede hjemløse og andre svært udsatte så kunne vi trække lidt på goodwill-kapitalen hos de personer vi spurgte om hjælp – Hvilket faktisk viste sig at være en ret rigtig teori. Når man arbejder med frivillige er det på mange måder en anelse anderledes end hvis man… Ja ikke arbejder med frivillige, det er enormt tidskrævende og relativt ledelsestungt for det er væsentligt sværere at diktere ting og kræver i langt højere grad at man som leder selv går forrest. Jeg ved det af erfaring for allerede for mange år siden, da jeg var omkring samme alder som teenagefagforeningsdamen kom vi til at starte et helt andet projekt der også greb om sig og inden jeg fik set mig om var jeg leder for en organisation med mellem 60-80 frivillige medarbejdere fordelt over det meste af verden som alle sammen knoklede i døgndrift udelukkende fordi vi havde et stærkt defineret fælles mål og alle sammen drevet af missionen – Dengang gjorde vi det udelukkende fordi det var sjovt og på ingen måde for pengenes skyld for dengang var der slet ingen, og selvom det som årene er gået har udviklet sig til en milliardforretning var pengene aldrig en væsentlig drivkraft eller motivation. Anyways vi stod jo og skulle bruge en fotograf, og heldigvis så havde jeg jo allerede spurgt min halv-hemmelig-personlig-superhelte-rådgiver Søren, desværre reagerede han bare ikke helt så hurtigt som min tålmodighed ønskede det, men så sker det, det med fikspunktet, for jeg står ude i min have og taler i telefon, jeg husker det helt tydeligt for vi skal nemlig have gæster, et vennepar, som kommer på besøg i forbindelse med at de skal giftes, og så skal vi prøvesmage den der bryllupsmiddag, og jeg kan da godt garantere dig, når ens madpyramide udelukkende består af rugbrød og havregryn så er prøvesmagning af bryllupskage altså noget der gør et ret stort indtryk – Nå men på grund af snarligt ankomne gæster så støvsuges der over det hele på matriklen, og så det bare ret umuligt at tale i telefon indendørs. Jeg har i desperation ringet til en god ven og vi taler om hvor man finder den her fotograf og fordi det ikke er helt så nemt som jeg troede så tager det uforholdsmæssig lang tid og inden jeg får set mig om så bliver vi afbrudt af min halvsure kæreste som for længst er blevet færdig med at støvsuge hele huset, og som gennem vinduet forsøger i en kombination af skyggeteater og hvad der ligner en bizar dans fra 90’erne, at mime at vores gæster er kommet. Lige da jeg kommer ind i stuen til min 90’er dansende kæreste og det giftemodne vennepar så står han der, Lars hedder han. Lars og jeg mødte hinanden første gang da vi var teenagere for vi var begge en del af en større fællesgruppe der allesammen brugte det meste af deres ungdommelige energi på at ryge en helt utrolige mængder hash – Mest for at flygte fra et uudholdeligt teenageliv i forstadens betonhelvede – Ja ikke mig selvfølgelig, jeg var for det meste bare med på en kigger for jeg kom jo meget mere fra et af forstadens parceller end egentlig betonhelvede – Sådan en slags med 2 toiletter og swimmingpool. Jeg havde ikke set Lars i evigheder – Han lignede sig selv så jeg var da ikke et sekund i tvivl og i selvsamme sekund fik han verdens største insta-krammer. “Hold da kæft det er godt at se dig min ven, hvordan går det mand, jeg har hørt du var flyttet til Tyskland?…. Hva fanden laver du så lige midt i min stue lige pludseligt?!“ Det viste sig at Lars boede mere i Søborg end i Tyskland og han stod midt i min stue fordi han havde en aftale med vores giftemodne vennepar i forbindelse med deres bryllup for han var helt tilfældigvis fotograf og sådan en stod de og manglede til at tage billeder – Sjovt nok. Og som om det ikke var sjovt nok i sig selv så manglede jeg jo også en fotograf og på den måde havde min halv-hemmelige-personlige-superhelte-rådgiver Søren alligevel vist sig Google overlegen – Noch einmal. Det viste sig også at Lars var en meget bedre fotograf end de fleste andre tænkelige kandidater, ikke så meget fordi han var dygtig til at tage billeder, det var han uden tvivl, men Lars havde selv levet lige på kanten i mange år og havde på den baggrund et indgående kendskab til mange af de problematikker der er i forhold til hjemløse og det at være hjemløs. Jeg er ret sikker på at det var en af grundende til at Lars uden at blinke indvilligede i at være vores husfotograf, han bekymrede sig om andre og det er en ret fin egenskab at besidde.

Når man fiser rundt sammen gennem lidt over et par år, morgen, aften og nat, weekender, tirsdage, helligdage og alle mulige andre dage – Så kommer man til at kende hinanden ret godt, og da jeg jo kendte Lars på forhånd endte vi op med at blive ekstra meget fortrolige. Hvis du er i tvivl så er det Lars med kameraet, det er oftest det der kendetegner en dygtig fotograf. Desværre er Lars her ikke mere og der går sjældent en dag hvor jeg ikke tænker på ham og savner ham helt utroligt meget, og jeg er ham evigt taknemmelig for, at han helt uselvisk gav mig det absolut dyrebareste han havde, og udelukkende fordi han troede på noget godt i alle.