KAPITEL 1

DRØMTE MIG EN DRØM

Telefonen ringede helt vildt tidligt, og langt de fleste ved jo hvor belastende det kan være, og så på en lørdag, som er lige nøjagtigt den dag der udgør ret præcist 50% af de dage hvor jeg kan sove bare lidt længe. Og som om det ikke var nok, så var jeg lige midt i at drømme mig en helt vildt lækker drøm. Jeg når selvfølgelig ikke engang at tage telefonen før det er for sent, mest fordi jeg er helt træt efter endnu en lidt for sen nat, og da jeg endelig finder telefonen frem er det selvfølgelig fra et nummer jeg ikke kender. Super’t! Der er bare en helt speciel fornemmelse omkring det at blive vækket 07:15 i weekenden

“Det er helt sikkert sådan en scammer fra Indien, eller måske en journalist fra Ekstra Bladet, de er omtrent lige hæmningsløse på det område” – Tænkte jeg. Bedst som jeg sidder med telefonen i hånden så ringer den igen, fra samme nummer – Jeg beslutter mig for at give den indiske scammer en lærestreg for at forsøge at snyde tilfældige mennesker med en smartphone, og et NEM-id, helt uden at ha’ ordentligt styr på tidszonerne. Da jeg tager telefonen viser det sig slet ikke at være en gut fra Pimpri-Chinchwad provinsen, men en gutinde fra DR-Byen.

“God morgen det er Sara fra Sara & Monopolet, du må undskylde at jeg ringer så tidligt men jeg har virkelig brug for din hjælp, vi er kommet i lidt af en knibe og vi tænkte om du måske havde lyst til at hjælpe os?“…..

“Hej Sara, sikke da en overraskelse, jeg havde ikke lige dit nummer i telefonen, og jeg troede et kort øjeblik at du var en indèr ude på ballade.” Sagde jeg, mens jeg priste mig lykkelig for at det var Sara, og ikke en indér – Jeg kender ikke Sara sådan helt vildt godt, men da godt nok til at vide hun er godt opdraget, og hun slår mig bestemt ikke som en, der under normale omstændigheder, ringer rundt om lørdagen for at snyde folk for penge.

“Det er fordi vi i dag i Sara & Monopolet har et specielt dilemma, jeg kan faktisk ikke afsløre så meget lige nu, men det er et dilemma der kræver en lidt speciel profil så…“

“Det er noget værre rod Sara, og tak for tilliden, men lige inden du fortsætter, så ved du godt at jeg er super-influencer, og ikke rigtigt laver radio ik? Hvorfor ringer du ikke til Mads Christensen, han er jo tosset med at være med?“

“Det går simpelthen ikke med Mads Christensen, fordi han sidste gang kom til at kalde en lytter for en stivstikkerkost, og så stak det helt af på KVINFO’s Facebook-side, hvor der ikke var en eneste der sådan for alvor identificerede sig selv som en rengørings-redskabelse, og slet ikke en stiv en af slagsen, så nu han har en sag liggende i Radio- og tv-nævnet, og indtil der er faldet ro over det, er det bare bedst han holder lav profil – Han har, så vidt jeg er orienteret, også fået nogle trusler i sin indbakke fra en binær dame der hedder Ulla“.

“Men Sara, nu da du lige har vækket mig, og jeg er stadig ikke helt vågen, er du sød at forklare mig igen, hvorfor er det at du lige ringer til mig?“

“Jamen nu skal du høre, det er lidt en lang historie, jeg skal prøve at gøre den kort, for vi er lidt i tidsnød, vi skal nemlig sende her klokken 9 så vi har en anelse travlt. Nå men der er sket det uheldige at L.O.C som skulle have været en del af panelet i dag, desværre er blevet forhindret, der opstod noget akut, ja jeg kan jo godt sige det til dig, han prøver jo at sparke gang i sin karriere, og var i går ude for at lave en video med Chilli Claus, og er endt op med enormt dårlig mave i form af en ualmindelig lind afføring, så han har måtte melde afbud. – Så forsøgte vi at få fat i Nicolaj Kopernikus, men han er på vej i sommerhus med svigerfamilien, ja de skulle lave hjemmelavet citronfromage fra bunden, og du ved vi kører med sådan et Søren Pind princip om, at man skal sige ja til det første man er inviteret til, så han kunne heller ikke komme. Så tænkte vi, hvem er lige så cool som L.O.C, og lige så jovial som Nikolaj, og så poppede du op, du kan jo heller ikke li’ citronfromage så godt“

Det lød simpelthen for langt ude, men sommetider overgår virkeligheden jo fantasien, og når det sker så skal man gribe chancen. Jeg var jo sådan set også allerede i gang med dilemma nummer et, skulle jeg sige ja tak til at løse andre folks problemer, og så i radioen, eller skulle jeg blive hjemme og måske hellere forsøge at løse nogle af mine egne problemer – Det sidste var måske i virkeligheden lidt vigtigere.

“Sara, nu er jeg jo sådan en slags ret introvert i det, så inden jeg beslutter mig, er det muligt du kan sige hvem der ellers kommer for jeg tror ikke jeg kan holde tre timer med Peter Mygind ud – Jeg ved ikke hvad det er med ham, jeg bliver simpelthen SÅ ubegribeligt starstruck hver gang der er en der bare nævner ham“…

“Ej du skal altså ikke være nervøs, det skal da nok gå. Peter er bare så sød en fyr, faktisk er han er nok den der er mest nede på jorden. Men du kan være ganske rolig, Peter deltager nemlig ikke i dag, for dagens panel kommer til at bestå af Asger Aamund, Lina Rafn og altså dig hvis du siger ja?“

WOW! – Sagde hun lige Lina Rafn og mig?….. Det lød simpelthen for langt ude, men sommetider overgår fantasien jo virkeligheden og så skal man bare skynde sig at gå i bad.

“Sara – Det bliver et ja herfra, jeg går lige i bad, og så kommer jeg så hurtigt jeg kan, jeg er overbevist om at det var gået hurtigere hvis du ikke havde nævnt Asger Aamund, men jeg skynder mig!“

“Ej men er det rigtigt!? Det lyder bare rigtigt dejligt og tusinde tak fordi du vil være med, jeg lover dig at det nok skal gå fint. Men hør, hvis du nu gør dig klar så sørger jeg for en taxa, og når du så ankommer her til DR-Byen så siger du bare nede i receptionen, at du er gæst i Sara & Monopolet, så sørger de for resten. Vi ses snart og jeg glæder mig, endnu engang tak.“

Det bliver bare en helt hamrende perfekt lørdag, tænkte jeg, først alligevel ikke vækket af en indisk scammer, og nu på vej til at hænge ud med Asger Aamund som jeg bare er totalt tosset med, og som tidligere har været lidt af et erhvervs-forbillede for mig, hvis man altså kan rende rundt, og ha’ sådan et. Og som om det ikke var godt nok, så kommer Lina også, hun er så lige på min alletiders top 3 liste, over de absolut mest lækreste mennesker jeg kender, så er hun desuden vinder af “Danmarks mest sexede mor” i både 2019, 2020 og en klar kandidat til at tage prisen igen i år – Det er en pris jeg ellers tidligere kun har uddelt til Sarah Grünewald, men det var mest fordi jeg savnede en ny kæletysker tror jeg.

Da jeg stod i badet fik jeg pludselig en ret god idé – Det er noget jeg har lært af Christian Stadil engang vi var til et business møde i Sverige, det der med at bade sig i gode idéer, det kan man jo godt ha’ brug for i ny og næ og rigtig meget nu, for når man skal i radioen, og komme med råd skal det helst være en slags gode råd.

Nå men… Da jeg ankom til DR-Byen efter en…. uhm… begivenhedsrig sindssyg taxatur hvor jeg har lidt taxachaufføren mistænkt for at forveksle mig med instruktøren af “Fast and furious”-filmen og nu håbede på at jeg kunne skaffe ham rollen som den tyrkiske superskurk fra Istanbul i “Mission Impossible XXVIII” – Ja enten det eller også har Sara fortalt ham at det hastede da hun ringede. Jeg turde ikke prøve, at forklare ham, at jeg ikke var filminstruktør, og titlen som tyrkisk superskurk lis’som allerede er optaget, og for øvrigt har været optaget siden 2003. For efter at være kørt over for to røde lys, overhalet indenom, udenom og rundtenom og alt sammen meget hurtigere end det både burde, og behøvede, var jeg bare taknemmelig for at være fremme.

Der var nok noget med en forfejlet forventningsafstemning i forhold til måden jeg ville blive modtaget på. For lige der hvor jeg så mig selv som værende Statsradiofoniens ubetingede redningsmand, og bare ventede på at blive badet i klapsalver i samme sekund jeg trådte ind i foyeren, så, så ham gutten i receptionen mig, en hel del meget mere som sådan en, der bare ventede, og helt uden klapsalver. Så da jeg havde ventet og ventet, og var blevet sprunget over, først af Signe Lindqvist, og bagefter af Marianne Bedsted i, hvad man i 80’ernes folkeskole-kantine-køkultur-jargon, bedst ville kunne betegne som en “total ureglementeret baglomme” var jeg i den grad i tidsnød.

Heldigvis så stod Søren Espersen sådan lidt bag mig nede i køen og han havde under ingen omstændigheder travlt med at skulle vente ret meget mere, for han var mindst lige så utålmodig som jeg var ved at være. “Perfekt” tænkte jeg, en åbenlys mulighed for at slå to fluer med et smæk, at komme igennem security OG få sat en stopper for de tyrkiske superskurke fra Istanbul – Jeg ved godt det er dobbeltmoralsk at fise rundt i DR-Byen i weekenden, og slå på fluer imens de desperat forsøger at redde insekterne på Ramasjang, men målet helliger jo som bekendt midlet, og jeg var jo i princippet på en mission.

Så jeg vender mig om, kigger på Søren og siger “Hva’ Søren, Espersen er det dig, jeg havde slet ikke set dig, tak for sidst, det er jo ved at være længe siden, men ej hvor var du altså bare inspirerende, det skal du vide, det vil jeg sige, hold da op”, og håber så ret meget på, at Søren Espersen er helt enig med mig i, at han var super inspirerende, og at det er så længe siden at Søren Espersen ikke rigtigt kan huske, at vi aldrig har mødt hinanden før.

Så inden Søren får husket godt igennem, skynder jeg mig at følge op med et, “Hvis nu du sørger for, at der bliver indført en farvetest i indfødsretsprøven, så folk der kommer udefra, som et minimum kan kende forskel på rødt og grønt, så giver jeg sgu en forlomme – Og hey, hvis du på nogen måde kan få dem til at kende forskel på dit, og mit, så smider jeg en krammer oveni”.

Jeg vidste at Søren ville have svært ved at afslå den handel, det var jo en win/win, og for folk som er vant til at afregne den type af handler i omfartsveje, var det her jo i den billigere ende. Men bare for at være helt sikker toppede jeg den med et “Jeg lover dig Søren, at hvis vi har en aftale, så siger jeg noget pænt om dig i Sara & Monopolet”. Når man har en helt klassisk win/win situation, der ovenikøbet lige er blevet til en win/win/win situation, behøver man ikke en spindoktor til at cost-benefit analysere inden man hopper ud i det… Jeg mener…. What’s not to like?

Da vi langt om længe var sluppet igennem det der security-halløj klarede jeg heldigvis også lige at fare en stor smule vild, det er hvad der sker hvis man ukritisk følger Søren Espersen. Da jeg endelig var kommet på ret kurs og fik øje på Sara, der mest af alt lignede en der forsøgte at vinke hånden af sig selv, var klokken så mange, at jeg ikke nåede andet end lige at komme ind, før vi var i gang.

Det var en lidt stressende entré, jeg kiggede hurtigt over på Asger Aamund, og i samme sekund, følte jeg en enorm stor lettelse over ikke at ha’ taget shorts på, for når man kommer helt tæt på Asger, så ligner han faktisk en type som ikke er super pjattet med folk der går rundt i shorts, i al fald ikke i det offentlige rum – Og jeg ville bare gerne gøre et rigtigt godt førstehåndsindtryk, specielt når man er lidt af en fan.

“Er i klar på dagens første dilemma som kommer her. Det er fra en fyr der kalder sig Preben, og Preben han skriver følgende:

Kære Sara & Monopolet.

Jeg er forelsket i en fantastisk kvinde, hun er smuk, sød, sjov, selvstændig og selvbevidst. Hun har et godt job og er generelt succesfuld, både som mor, og karrierekvinde. Alle i hendes omgangskreds anerkender hende som et forbillede på mange områder. Så hun er det jeg vil betegne som en drømmekvinde.

Problemet er bare at jeg har været forelsket i, lad os kalde hende Berit, lige siden vi gik i folkeskole hvor Berit gik i klassen under mig. I skolen kiggede jeg længselsfuldt efter Berit hver dag, i flere år mødte jeg før tid kun for stå og glane nede ved cykelskuret i op til 15 minutter alt sammen i håbet om at få et glimt af Berit i Ball-trøje.

Jeg har ikke haft kontakt til Berit efter jeg heller ikke for alvor havde det i folkeskolen men jeg er stadig mindst lige så forelsket, de få gange vores veje er krydset igennem årene, og vi har stået ansigt til ansigt, har følelsen af forelskelse overmandet mig i sådan en grad, at jeg enten ikke tør sige noget til hende eller ender op med at sige noget bøvet.

Nu er jeg blevet inviteret til en fest i forbindelse med den gamle folkeskole, og jeg ved med sikkerhed at Berit kommer. Så kære monopol, her kommer mit dilemma – Skal jeg deltage i festen, og hvordan forholder jeg mig til Berit, skal jeg fortælle hende at jeg har haft følelser for hende lige siden dengang? Hvordan griber jeg så det an uden at det bliver overbøvet?

Eller skal jeg blive hjemme, acceptere at Berit udadtil virker lige så glad og lykkelig man kan blive det, slå mig selv så hårdt jeg kan lige i øjet for at have været en snegl og ikke erklæret min kærlighed tidligere.

De venligste hilsener

Preben.

I det sekund Sara var færdig med at læse Prebens dilemma op slog det mig, det her handlede i grunden slet ikke om Preben, det var jo helt åbenlyst, det var jo om mig… eller det kunne lige så godt have været om mig hvis altså det nu ikke lige havde været om Preben.

Jeg kiggede med det samme hen på Lina Rafn, og da vi fik øjenkontakt sendte hun mig det mest afvæbnende smil man kan forestille sig, og sådan et bestemt blink med øjnene, lidt som et blink med det ene øje, men bare med begge. Lige i det moment vidste jeg bare at tiden var inde – The time is right, som man siger i Vendsyssel.

Nu starter du med at råbe “Sorti de l’enfer où l’amour est interdit” tænkte jeg, og så fortæller du Lina hvor forelsket du har været i hende lige siden dengang hun havde crepet garn, og lige var begyndt at danse en lille smule bedre. Nej sgu da, du fortæller hende hvordan du har siddet og tyret røde romkugler, og halve parisertoasts oppe i svømmeren, og bare kigget bjergtaget på hende med hendes våde hår og badedragten fra ARENA, ja……i op til uendeligt mange gange 15 minutter… ej men det virker jo totalt patetisk.

Du fortæller sgu da om alle de år du gik med lokalavisen hver evig eneste uge, og helt uden at få løn, men udelukkende for at have en undskyldning for at komme forbi der hvor hun boede, og mest i håbet om, at hun om onsdagen hang ud nede ved postkassen, og bare ventede på at snave avisbudet – Det var faktisk en ting i 80’erne, det ved man hvis man har læst de grå sider, selvom jeg nu tror mest det var i Jylland eller måske Lolland. – Det går jo heller ikke, så risikerer man at Asger Aamund bare tror at man er forretningsmæssigt retarderet det kan man jo under ingen omstændigheder have siddende på sig, og da slet ikke på landsdækkende radio.

Så var det nok bedre at lave en Nik & Jay – Sådan en…

“Vi har danset til sækkepibens æggende tone,
Jeg din Mythos, du min amazone.
En desperat stemme fra forstads-fortiden,
Til kvinden i mit liv på ugebladsforsiden.
Et dilemma om en havfrue hip hop ballerina,
Et ekkokammer af spørgsmål i en uendelig stræben,
For når alt kommer til alt er Berit jo Lina,
Og #JeSuisPreben“….

Det virker sgu altid med en Nik & Jay, jeg kunne se det for mig allerede, Asgers anerkendende nik med hovedet fulgt op af hans karismatiske smil, Sara med et flashback til 00’ernes Hjerteflimmer, L.O.C der ville sidde derhjemme, på toilettet med Aloe Vera coatet toiletpapir i otte lag, lytte med, og tænke… “Det var lige godt sa**ns – Han er sgu alligevel sej” men vigtigst af alt så ville det endelig gå op for Lina hvor meget det bare skulle være hende og mig.

Det var bare ikke lige det der skete, for Asger syntes Preben var lidt af en tøsedreng, og Lina Rafn havde det nogenlunde på samme facon, og i sådan en situation, er det praktisk talt umuligt at springe ud som Preben. Så da Sara lagde dilemmaet over til mig var jeg helt blank, anede overhovedet ikke hvad jeg skulle svare, og så gik jeg i panik!

“For helvede da også, det er lige nøjagtigt derfor jeg aldrig nogensinde laver hverken radio eller fjernsyn – Nu kan jeg sidde her og ligne en fucking idiot altså“.

Jeg tænkte så hurtigt jeg kunne… Og lige på det tidspunkt var det absolut ikke specielt hurtigt så jeg sagde det eneste rigtige… “Først vil jeg lige sige at Søren Espersen er en alletiders fyr!” og lige da jeg havde sagt det eneste rigtige, virkede det ikke helt som det helt rigtige at sige alligevel…Og da slet ikke når det nu var det eneste.

Heldigvis blev jeg reddet af Sara som rundede første dilemma af med at spille den der Bonsoir Madame med Big Fat Snake. Hun fornemmede godt min nervøsitet tror jeg, det gjorde Asger i al fald, men han er jo også en ægte menneskekender, så han tilbød mig en lakridspastil, sådan en med propolis. Med munden fuld af lakrids, og ørerne fyldt af Big Fat Snake forberedte jeg mig på næste dilemma, det var på mange måder en lidt skidt start, indrømmet – men al begyndelse er som bekendt svær.

“Så er det blevet tid til dilemma nummer to som kommer her. Det er fra Berit og hun skriver i sin mail til monopolet:

Kæreste Sara og det altid formidable Monopol.

Jeg har fået et dilemma som går mig mere, og mere på som tiden skrider frem. Jeg er gift med Preben, og vi har i mange år levet det perfekte ægteskab med alt hvad det nu indeholder. Jeg har altid været glad og lykkelig, og har som sådan aldrig rigtigt stillet spørgsmålstegn, ved hverken Preben eller vores ægteskab – Indtil nu.

For der er sket det, at Preben har besluttet sig for at redde verden, og her mener jeg ikke kildesortering af affald, genbrugsbutikker, at investere i en ny elbil, og den slags, men sådan helt overordnet. Det lyder på mange måder som en rigtig god idé, men samtidig jo også uendeligt idiotisk. I starten troede jeg at det var for sjov, men efterhånden er det gået op for mig, at han mener det alvorligt.

Problemet er at det tager tid at redde verden, der er jo en del problemer for tiden, og den tid Preben nu bruger på sin redningsplan, går fra den tid han ellers ville have brugt sammen med børnene og mig. Nu er det så snart tid til sommerferie som i år står på en tur til Lalandia i uge 31 med dem fra mødregruppen, sommerhus på Djursland i uge 32 med naboerne, og camping med mine forældre og resten af min familie i uge 33 & 34.

Her kommer dilemmaet så: Preben synes ikke at man behøver at holde fire ugers sommerferie når man lige er gået i gang med at redde verden – Jeg mener netop omvendt, hvis man er i gang med at redde verden så er fire ugers ferie nok i underkanten.

Nu siger Preben så, at han synes vi enten skal aflyse uge 31, som er turen til Lalandia med mødregruppen eller, at jeg alternativt kan tage alene afsted med børnene uden ham. Jeg mener ikke man kan tillade sig at aflyse en aftale med så kort varsel, og jeg har bestemt ikke lyst til at tage afsted uden ham for så kan jeg ikke sove længe, og så er det jo ikke rigtig ferie.

Så mener Preben, at vi nok godt kan nøjes med en uge, altså sammen med mine forældre på camping, men det er i mine øjne helt udelukket da det er mine forældre der har inviteret, og da det er dem der betaler så mener jeg ikke, at man kan tillade sig at sige man kun orker en uge.

Så kære kloge monopol, hvad skal vi gøre for at få sommerferien til at gå op i en højere enhed?

Berit.

Helt alvorligt så lød det som en dårligt instrueret film af Anne-Grethe Bjarup Riis, sådan en hvor kvinderne langt om længe har taget magten, og det eneste de så kan blive enige om er at alle skal sidde ned og tisse. Nu er det heldigvis ikke kvaliteten af spørgsmålet men kvaliteten af svaret der bliver målt på, og jeg vidste allerede lige nøjagtigt hvad jeg ville svare Berit – Så langt så godt.

“Nå – Hvad siger monopolet så til Berits dilemma? – Hvad med dig, hvad siger du Asger, hvad skal Berit gøre?” – Sagde Sara og kiggede over på Asger der mildest talt lignede sådan en der aldrig for alvor holder ferie og da slet ikke i Lalandia.

“Jeg har faktisk oplevet en sommerferie som Berit her beskriver, det vil nok komme som en overraskelse for mange når jeg fortæller at Suzanne og jeg var i Lalandia for mange år siden, det var da Oliver var teenager, det må have været i ’89 eller deromkring, jo for vi var lige blevet gift, Suzanne og jeg, så Oliver må have været 13 tror jeg, det var den sommer jeg lærte ham at lave damer”

“Eeeeeej Asger” sagde Sara “inden du nu kommer alt for godt i gang, må jeg så ikke lige minde om at klokken ikke er over 10 endnu“

“Hvad siger du Lina, hvad gør Berit i denne situation?” sagde Sara og fulgte op med “Bonusinfo – Det er kun mødrene fra mødregruppen som skal med i Lalandia, så Preben er den eneste mand, og så lider Preben af en mild grad af PTDU som er en form for vandskræk man kan udvikle hvis man har været i en drukneulykke“.

“Ej men jeg er helt med Preben på den her” sagde Lina “At tage i badeland med en mødregruppe han ikke kender i en uge for at hun kan sove længe…. men come on – Den tror jeg ikke jeg havde fået min kæreste med på, nu har jeg ikke selv gået i mødregruppe, men hvis jeg havde, gad han da helt sikkert heller ikke at tilbringe en uge sammen med dem, og når han nu heller ikke er svært begejstret for vand, eller hvad det var du sagde, noget med vandskræk ik? Nej han behøver overhovedet ikke at tage med i den uge, det mener jeg er helt op til ham selv at bestemme til gengæld må han så æde 14 dage på camping med svigerfamilien“.

“Ja – Her kommer så endnu en bonusinfo, camping med svigerfamilien er på en nudistcampingplads” og så gloede Sara på mig og sagde “Hvad tænker du?“…..

Deja-vu, ej men deja-fucking-vu da altså, her sidder jeg hamrende klar med et kvalitetssvar til Preben, Berit og resten af hele Danmarks befolkning og så bliver det lige pludseligt noget med nudisme – Det tog mig med bukserne nede, det gjorde det, mest fordi jeg ved hvor lang tid 14 dage på en nudistcampingplads kan være.

Der sker nemlig stort set oftest det, at mænd, når de ferierer indenfor landets grænser, kan få en ubændig trang til at bygge noget. Det indtræffer som regel ikke i den første uge, med mindre man har været gift længe eller har flere børn end gennemsnittet, men trangen kommer oftest snigende i starten af anden uge.

Nu forholder det sig således at det er kropumuligt at bygge noget som helst på en nudistcampingplads, og netop derfor kan anden uge godt virke lidt anstrengende – Jeg taler af erfaring. Sidste gang der var nogen der inviterede mig på nudistcamping var det mig selv der inviterede, og mest fordi jeg var lidt stresset i perioden så opdagede jeg ikke nudist-delen af det da jeg bookede.

Når sådan noget sker, og det kan jo ske, kan man godt blive en anelse perpleks til den forbløffede side når man så lige pludseligt står der med kone og børn og det hele emmer lidt af en underlig situation.

Vi var i hvert fald ikke ret langt inde i første uge, førend der helt spontant opstod et helt akut behov for at bygge et midlertidigt plankeværk cirka 2.40m højt og hele vejen rundt om campingvognen bare lige for at tage det værste. Da jeg var stort set færdig viste det sig at man stort set ikke må bygge plankeværker på campingpladser, for man risikerer at der bliver der en slags dårlig stemning i undergrunds-camping-miljøet, det blev der i al fald her.

Der samlede sig ret hurtigt en ret stor gruppe af ret sure nudister lige ude foran vores camping-matrikel og langt de fleste fuldstændigt blottet for forståelse for vores plankeværksbehov. Jeg fornemmede godt den ulmende uro i nærområdet og at en konfrontation syntes uundgåelig så jeg bevæbnede mig med min bachelor i konfliktløsning, det skal man når man har en, og gik ud for at afværge eventuelle tumultariske tilstande.

Men inden jeg fik forklaret misforståelsen kunne jeg godt fornemme at de ikke var til at tale med og så skal jeg da love for at jeg fik et par sandheder med på vejen. Der er faktisk lige det med nudister som mange ikke ved, men de opererer med et begreb man kalder den “nøgne sandhed” og ja der er jo ikke så meget at stille op mod den. “Hold da fest” tænkte jeg og kom til at tænke på hvordan man egentligt fester når man lige har bygget det måske vigtigste bygningsværk i ens liv og det eneste rigtig idiotisk jeg kunne komme i tanke om var et rejsningsgilde.

Så det der sker er, at jeg inviterer alle de her sure mennesker til rejsningsgilde om aftenen med grill und alles, og lover at pille plankeværket ned efter en uge, hvor vi så vil tage hjem – Kompromisets svære kunst hvilket jeg efter tiden som topdiplomat selv mener at mestre til fingerspidserne.

Det virkede da også, i al fald til at starte med og cirka indtil de kom forbi senere på dagen hvor det gik op for mig at man nok skal være en slags håndværker for at vide hvad et rejsningsgilde for alvor er og nudistcampere åbenbart er mere til den akademiske side.

Vi endte i al fald op med at der sad 8-9 halvgamle nøgne mænd, der sammen med to næsten ligeså halvgamle damer, gennem det meste af natten, drak sig roséstive i vores campingvogn, for øvrigt hed den ene vidst nok Belinda og kom fra Hjørring, de var under alle omstændigheder helt tossede med at høre Gnags.

Hvorom alting er var det alt sammen ret lige meget, for vi sov i bilen den nat, teknisk set var det mest ungerne der sov, stort set alle andre hørte Mr. Swing King, og så sagde min kæreste, at det nok var bedst at tage hjem efter morgenmaden.

“Hey!” Sagde Sara og knipsede med fingrene “Hallo? Er du der?”

Hvis der er noget jeg er så er det da det, og hvis jeg lige kan få lov at se bort fra det med sviger-nudismen så kan jeg da glæde alle, og i særdeleshed Preben, med nyheden om at planen for at redde verden allerede er skrevet, eller den er næsten færdig, det ved jeg med sikkerhed, for jeg har selv skrevet den, og jeg har brugt rigtig lang tid på den så på den måde behøver Preben faktisk slet ikke at spekulere over hvorvidt han skal holde 3 eller 4 ugers ferie, men holde lige så meget ferie han behøver, og så skal han til gengæld bare nyde den, og så tænker jeg at det nok ville være allerbedst hvis Berit lærer at slappe lidt mere af.

Jeg kiggede igen hen på Lina Rafn hendes øjne lyste op og hun smilede og sagde “Hvor du for vild altså, jeg fucking vidste bare at det var dig der kom til at redde verden, jeg har vidst det lige siden du bare sad der, og var sådan en nørd oppe i svømmeren – Ka’ du huske det, dengang du levede af toasts og var bange for vand, så du kom bare, og sad der på kanten, og gloede. Du var så mega cute med dine Speedos og korkbælte – Og hver gang jeg svømmede forbi dig så sad du bare der og var i gang med at redde verden – Hvor ville jeg ønske vi ku’ tage på nudistcamping, bare os to, lige nu og her i en taxa.“

“Hey!” Sagde Sara og knipsede med fingrene “Så er det nu..”

“Sara! Jeg har virkelig brug for at du omgående holder op med at knipse hele tiden og hvis du gider at ringe efter en taxa til Lina og mig – Pronto!!“…..

“Her… det er din telefon der ringer!” sagde Sara og i det jeg rækker ud efter telefonen for at tage imod den og jeg kigger på hende ligner hun helt utroligt meget min kæreste på en prik… Mest af alt fordi det var min kæreste – Hun havde godt nok et forholdsvis uortodokst morgenhår og så virkede hun en anelse mere morgensur end normalt, næsten på kanten til vred.

“Så tag dog den skide telefon altså – Den vækker jo hele huset og kaldte du mig lige for Sara? hvem helvede er Sara – Er det hende der ligger og ringer eller hvad?!”

Det var lige før jeg overhovedet ikke orkede at forklare at det var hende fra Sara & Monopolet og hun nok ringede for at invitere mig i radioen og højst tænkeligt for at sige noget klogt, men lige som jeg skulle til at give det et forsøg ringede telefonen igen, jeg skyndte mig at tage den, dels for ikke at vække hele resten af huset men også aller mest fordi jeg ikke ville risikere Sara måske alligevel ville ringe til Mads Christensen i stedet.

“Hey Sara?…. Sara! – Det bliver et kæmpe ja herfra” ….

“Hello Sir. I call from the Microsoft support department because we have learned that you have a problem with the security of one or more devices running Windows operating system. And Sir, to help you I need you to work together to create a quick solution to the problem. It should all go smoothly if only we follow the rules. Sir. I need you to verify your email, could you please spell out your email adress to me” – Ej men for fanden da også….Jeg kiggede på uret, 07:15 det er bare SÅ belastende, og så på en lørdag.

KAPITEL 2

BACK IN BUSINESS

Det sker bare altid for mig, nogle mennesker har en evne til at blive suget så meget ind i det de foretager sig at de glemmer alt om…. Ja alt andet. Sådan en type er jeg, hvis man overhovedet kan tale om typer i de her atypiske tider. Jeg tænker det er noget genetisk, mest fordi det bare lyder blæret, men også fordi min datter på fire fem år lider lidt af det samme.

Forleden var vi ude og cykle og hun cykler forrest på cykelstien sådan en 50-100 meter foran mig. Jeg kan høre at hun kører og brummer, sårn “Huuummm, Huuummmmm” og tænker i første omgang “Hva’ laver hun nu….altså!” så jeg sætter i tredje gear for at indhente hende og da jeg så kommer op på siden af hende, går det op for mig at hun cykler rundt med lukkede øjne, så tænker jeg i anden omgang “fuck hun er jo blevet suicidal mand!”, og umiddelbart efter og i tredje omgang tænker jeg “Hendes mor går jo noget nær amok hvis jeg kommer hjem og fortæller hende at hendes datter er faldet på cyklen fordi jeg lod hende køre rundt med lukkede øjne fuldstændig suget ind i følelsen af livet on the road“….

Så jeg bringer hende straks til standsning, kigger alvorligt på hende og spørger “Hva’ laver du nu….altså!” og så kigger op på mig svarer hun det absolut sidste jeg på nogen måde havde forventet….

“Far-AAAAR… Jeg laver yoga og nu har du forstyrret mig“. Det kom alligevel bag på mig og så lige yoga, og hva’ er det nu lige med dem der dyrker yoga sådan generelt, er de ikke pacifister? Kan man så overhovedet tillade sig at skælde ud? Men ARGH!

Nu har jeg heldigvis, og for lang tid siden besluttet mig for at være en super cool dad, sådan en som tager alting helt afslappet. Der sker bare det, at umiddelbart inden jeg fik kastet mig ud i al den cool’ness jeg er proppet med, var datteren kørt videre på sin yogafærd, og så er det altså bare lidt svært at bevare roen.

Da jeg fik bragt det cyklende yoga barn til standsning for anden gang, og jeg skal til at råbe hende direkte ind i hovedet, om hun er blevet fuldstændig skingrende vanvittig, og forklare hende, at hvis hun ikke straks har tænkt sig at ændre adfærd, så ender hun med at vokse op, og blive sådan en der cykler frem og tilbage på H.C. Andersens Boulevard i myldretiden, og de er jo ikke til at holde ud.

Men jeg når slet ikke at træde i karakter før hun kommer mig i forkøbet, hun kigger nemlig på mig med mega sure øjenbryn og så vrede rottehaler at de ligefrem sitrer imens hun forklarer mig at hun har prokura til at dyrke alt det yoga, og med ligeså meget lukkede øjne som hun lyster, for det er nemlig en aftale hun har indgået med sin mor…

Her er min hjerne ved at implodere, det er lidt som om lillehjernen bombarderer storhjernen med spørgsmål og det eneste storhjernen kan komme op med er noget i retning af “Jamen jeg ved det ik!” – Og det er da bare slet ikke godt nok til at iværksætte de indledende konflikthåndteringsøvelser som situationen åbenlyst kræver. Så jeg gør det eneste rigtige… Jeg skifter fra cool dad til autoritets-dad, og siger “Det har din mor i al fald, da aldrig nogensinde sagt, at du må cykle rundt med lukkede øjne mens du laver yoga, det tror jeg simpelthen da overhovedet ikke på“.

Så svarer hun det absolut næstsidste jeg på nogen måde havde forventet, “Det er fordi jeg laver yoga på vej ned af bakken når vi kører til børnehave, hvis jeg er lidt stresset” – Og så står jeg helt af, jeg mener hvor stressende er den børnehave lige? Skal hun ned på myrestuen og lege single-mom til to dukker på 4 og 7 mens Thor fjoller rundt med Emma i dukkekrogen eller hva ?

Nå – Men anyways så handlede det jo om at blive suget ind i noget i sådan en grad at man glemmer alt om tid og sted. Det er sommetider helt fantastisk, og det kan være absolut magisk når det sker. Forleden skete det igen, mens jeg sad og var mere end almindeligt fordybet i at forfatte et vildt sjovt kapitel til….. Ja en slags P.hd.

Jeg har på en eller anden forunderlig vis udviklet en lidt speciel evne, måske jeg har arvet den af min far for han besidder den også, evnen til ikke at høre efter, det kom helt af sig selv måske efter jeg fik børn (måske den allerede var der i folkeskolen) – Det er en form for white noise der lis’som udelukker alle de der børne og kone/kæreste frekvenser der bare farer rundt i hele huset fra morgen til aften, og eftersom vores matrikel er er i den mere lydfrekvente ende af skalaen, er det ret befriende at kunne sortere noget af det fra, bare en gang i mellem.

Nårh men her sidder jeg så, og ud af ørekrogen kan jeg godt sådan svagt fornemme at der er en der kalder, men fordi jeg er lige midt i at skrive sådan et lidt Nik & Jay inspireret digt til Lina Rafn, så hører jeg det alligevel ikke for alvor. Der er åbenbart sådan regel indenfor råben der hedder, hvis modtageren ikke forstår og/eller ikke hører hvad du råber, så skal du bare råbe endnu højere og hvis det heller ikke virker, så kan det være det er fordi du lige skal give den en ekstra tand.

Jeg har ellers forsøgt at insistere på indførelsen af en anti-råbe-regel på hjemmefronten, men der er ikke den fornødne vilje til, at effektuere den i praksis blandt husets øvrige beboere. Jeg går lidt rundt og tror det måske er fordi vi er kommet til at bytte lidt rundt på begreberne for det lader til, at hvis man bare kalder et råb for at kalde, så er det ikke et rigtigt råb og så er anti-råbe-reglen sat ud af funktion.

“HVA LAVER DU?! – KAN DU IKKE LIGE KOMME ALTSÅ??!!” råbt-kaldte min kæreste – Jeg tror det var 3. gang hun råbt-kaldte for det var som om hun lige gav den en ekstra tand. Så jeg rejser mig og går ud i køkkenet hvor kæresten viser sig at være i færd med at lave en rigtig lækker kartoffelsalat.

“Ka’ du ik’ lige smage på den, og fortælle mig om du synes den mangler flere løg?“

Så stikker hun en stor ske med en stor klump helt nylavet kartoffelsalat helt op i hovedet på mig, og med en pludselig bevægelse stopper hun hele molevitten ind i min mund.

“Hva’ siger du? – Er den god nok?“

Til at starte med er jeg helt mundlam, mest fordi jeg har hvad der godt kunne føles som 27 gr kartoffelsalat i munden, og da jeg endelig får nedkæmpet det mayonnaise-indsmurte overraskelsesangreb kommer jeg til den konklusion, at kartoffelsalaten helt klart godt kunne trænge til flere løg…. Jeg kan nemlig ret godt li’ løg i kartoffelsalat så jeg svarer.

“Jeg synes den smager godt, men jo…. der kunne da godt komme flere løg i“.

Så kigger hun helt underligt på mig, altså som om det nok omtrent var det dummeste hun nogensinde havde hørt hele dagen og jeg tror nok at det måske afstedkom, at jeg nok også kiggede helt underligt tilbage. Så lige der hvor vi står og kigger helt og aldeles meget underligt på hinanden så siger hun….

“Nej det skal der så ikke” – Og så siger hun ikke mere… Jeg er helt forvirret, det som jeg måske lidt nonchalant antog var et helt simpelt spørgsmål viste sig pludseligt at være mere sådan en form for quiz hvor man åbenbart skulle gætte hvorvidt der manglede løg i kartoffelsalaten og meget mindre sådan et helt simpelt spørgsmål.

Så stod jeg der lidt, først bare lidt, så stod jeg lidt og blev i tvivl om det måske var indledningen til en dialog så jeg forsøger med et forsigtigt “Men skat’ski, hvorfor kalder du på mig for at spørge mig om et eller andet hvis du alligevel er fuldstændig ligeglad med svaret?” – Lige da jeg har formuleret spørgsmålet stod jeg så og blev overhovedet ikke i tvivl om hvorvidt det var indledningen til en dialog, for det tror jeg faktisk ikke at det var tænkt som.

“Jeg er da overhovedet ikke ligeglad med svaret, men du ved godt at det er en børnefødselsdag ik? Der kommer børn! de gider ikke at spise det hvis der er for mange løg i vel?! – Det er jo ikke forbudt at tænke sig lidt om“….

Det kan man jo ikke sige så meget til, for jeg mener, hun havde jo ret meget ret, jeg vidste da godt at det var til en børnefødselsdag – Jeg havde jo selv pustet balloner op, og pakket gaver ind, og hentet morgenmad hos bageren, og vasket gulv, og hentet havemøbler, og grill og stole og pyntet op med flag og og og med alt det in mente, antog jeg at spørgsmålet var i den mere retoriske ende af skalaen.

Jeg er da også udmærket klar over at der kommer børn til børnefødselsdagen, det er jo de samme der er med hver gang, og her kommer en lille super-influencer-celebrity-secret, det er ikke noget jeg har skiltet så meget med igennem årene, men da jeg var barn, kunne jeg heller ikke fordrage løg, så også det har jeg da fuld forståelse for.

Det er på heller ingen måde forbudt at tænke sig lidt om – Det er det altså overhovedet ikke, jeg tror nu også at vi var kommet frem til den samme konklusion i forhold til mængden af løg i børnevenlig kartoffelsalat hvis spørgsmålet som udgangspunkt havde været “Tror du børnene vil spise den hvis jeg fyrer flere løg i?” og jeg måske havde fået lidt mere tid til at tænke mig lidt mere om.

Nu har jeg heldigvis, og for lang tid siden besluttet mig for at være en super cool kæreste, sådan en som tager alting helt afslappet, og når man nu ligefrem bliver opfordret, tænkte jeg, at det måske var et udmærket tidspunkt, at starte med at tænke mig lidt om – Så det gjorde jeg.

Jeg ved ikke om du kender det, men hvis man lige står i en lidt vanskelig situation som er ud over det sædvanlige, og man ikke helt ved hvordan man skal reagere så kan man godt spørge sig selv “Hvad mon Bertel Haarder ville ha’ gjort i den her situation” og så kan man håbe på at han ville ha’ gjort noget rigtigt smart. Så kan man selvfølgelig skifte Bertel ud med sin favorit superhelt som eksempelvis Dick Turpin, Dan Jørgensen eller gå all in og bare køre med Jesus.

Måske du ikke har sådan en halv-hemmelig-personlig-superhelte-rådgiver men det har jeg, han hedder Søren og jeg er tosset med ham. Så hver gang jeg ikke helt ved hvad jeg skal gøre spørger jeg bare ham… Det starter som regel med et “Hva’ Søren hvad gør jeg nu“.

Det plejer at virke, det gjorde det også denne gang for Søren og jeg blev hurtigt enige om at vi ikke ville optrappe kartoffelsalat-gate yderligere. Til gengæld blev vi ret hurtigt enige om at sende en SMS til alle de gæster der var inviteret til fødselsdagen…

“Jeg glæder mig helt vildt til at se dig senere, hvis det er muligt må du meget gerne, inden du går, lige nævne at kartoffelsalaten var VILDT go’ men, at den manglede løg, så er du sød :-* “

“Du er så løsningsorienteret, du er måske et af de mest løsningsorienterede mennesker jeg kender” – Sagde min overhovedet-ikke-hemmelige-superhelte-rådgiver Søren og så blev jeg pavestolt, Søren var nemlig min mentor og er et helt igennem fantastisk menneske og så er han indirekte årsagen til at hjemmesiden her eksisterer – Selvom han nok ikke engang selv ved det.

Jeg mødte Søren første gang da jeg læste til multimillionær, han viste sig helt tilfældigt at være underviser på iværksætter-delen af min Master uddannelse og heldigvis for det. Nogle gange bumper man bare ind i et fremmed menneske der rører en på en hel speciel måde og sådan et menneske var Søren.

Vi klingede ikke sådan for alvor, Søren og mig, ikke sådan fra start af, jeg tror det var fordi vi ikke talte helt samme sprog for han er temmelig akademisk i det, en del mere end jeg var i al fald, han er nu flink nok alligevel, det er slet ikke det.

På trods af de umiddelbare forskelle indgik Søren og jeg alligevel hurtigt en slags pagt, hvor han lovede at lære mig alt hvad han vidste om iværksætteri og hvordan man bliver akademisk mange-millionær på en god måde til gengæld lærte jeg ham hvordan man celebrerer gode idéer med at indtage store mængder Othellolagkage.

Ooh… Så lærte Søren mig også noget andet vigtigt, nemlig at tale med den der Copenhagen-Business-School-agtige accent hvilket er ret handy’t specielt lige når man står og skal til at omgås andre akademiske multi-millionærer hvoraf de fleste jo render rundt med sådan et karismatisk kongruent udtaletræk – Lige børn leger jo som bekendt bedst som man siger på Herlufsholm.

Efter en intens fordybelse i elevatortaler, forretningsplaner, visioner, mål, finansiering, markedsanalyser, supply chain management og alt det andet der lige følger med inden man for alvor kan gå i gang med at blive lidt rig i det endte jeg op med en helt vaskeægte lækker og næsten færdig forretningsplan for et unikt smykkeprojekt af international karakter i milliardklassen der uomtvisteligt ville få Lars Seier til at slå flik flak i bar begejstring og få Pandora’s ledelse til at gå i panik.

Hvis du endnu ikke har prøvet at kickstarte et smykkeeventyr kan jeg da godt lige afsløre at der er en hel del arbejde i det. Først går der tid med at analysere markedet, så aktørerne, trends, brandloyalitet, segmentering og en masse andet business gejl. Så er der en lang række forhandlinger med mere eller mindre kendte smykkedesignere som for de flestes vedkommende er mere eller mindre optaget af dem selv. Næstsidst men ikke mindst så skal projekter af sådan en karakter jo helst have et kendt ansigt udadtil, de kan godt være svære at skaffe og slutteligt så skal det finansieres – Sådan i korte træk.

Så efter et halvt år med indgående planlægning el-cykler jeg, relativt co2 neutralt, med forretningsplan under armen og en superkendt supermodel med et superkendt ansigt på bagagebæreren, ned i banken for at hæve alle mine penge som skal bruges til finansieringen og realiseringen af det her helt fantastiske fremtidige milliardprojekt. På cykelturen derned kører jeg faktisk lidt rundt i lokalområdet med lukkede øjne og drømmer om den der Lamborghini jeg bare altid for alvor ikke har turde drømme om men som pludseligt virker væsentligt mere realistisk – Altså nu hvor milliarderne er lige på trapperne.

Fælles for alle iværksættere er, at der opstår sådan nogle fikspunkter, episoder i forløbet som man husker særligt godt, måske fordi det har været grænseoverskridende eller angstprovokerende, det kan også godt være en succesoplevelse, en indgået kontrakt eller bare et delmål der er nået – Det kan ret beset også være alt muligt andet eller en kombination, men fælles for alle fikspunkter er dog som hovedregel, at de har haft en eller anden form for negativ eller positiv indflydelse på den rejse som iværksætteri i virkeligheden er for langt de fleste iværksættere.

Sådan et fikspunkt var mødet med banken, altså sådan en oplevelse man kan huske ret klart, for bedst som jeg står der med alle mine talenter pakket ind i en milliardplan og jeg beder hende bankdamen om at hæve alle mine penge for jeg står og skal bruge dem så siger hun…

“Ja…. Det kan du så ikke“. – Og så siger hun ikke mere…. Jeg blev helt forvirret, det som jeg måske lidt nonchalant antog var en simpel formalitet viste sig pludseligt at være mere sådan en ikke så simpel manøvre. Det kunne på mange måder godt minde lidt om når min kæreste inviterer til spontan kartoffelsalat-smagning.

Så stod jeg der lidt, først bare lidt, så stod jeg lidt og blev i tvivl om det måske var indledningen til en dialog så jeg forsøger med et forsigtigt “Men det er jo mine penge? – Jeg skal rigtig meget bruge dem og helst lige nu?” – Og så gik jeg ellers i gang med at understrege vigtigheden af at kunne tilgå de indestående men tilsyneladende indefrosne aktiver ved, at forklare bankdame stolpe op og stolpe ned om smykkeeventyr, milliarder, tidsplaner, delfinansieringer, danske arbejdspladser og så lige toppet med en portion internationalt goodwill.

Da det overhovedet ikke lige ser ud til at påvirke bankdamen i synderlig grad så føler jeg mig nærmest tvunget til at følge op med at fortælle om den superkendte supermodel med det superkendte ansigt. Helt utroligt så det heller ikke ud til at ændre noget, og det var først da jeg langt om længe nåede til det der med Lamborghini’en der kommer en form for reaktion fra min bankrådgiver….

“Nårh ja det lyder da også helt utroligt spændende, det kan jeg da godt se… men altså nej.”

Lige da det sker bliver jeg sådan en anelse vred, eller faktisk mere skuffet, mest fordi jeg allerede havde regnet en del med at skifte cyklen ud med en lidt lækker sportsvogn, og pludselig står man så bare der, med en plan som i grunden er en lorteplan for, hvis det nu havde været en ægte superplan havde man jo taget højde for ignorant bankdame, og hvordan er det nu lige man fortæller en superkendt supermodel med så superkendt et ansigt, at det der med smykkemilliarder nok ikke lige bliver til noget sådan lige de kommende dage…. Men ARGH!

Sådan en smule slukøret i det forlader jeg banken med halv-død idé og knuste drømme og på vej ud tænker jeg hvordan mon min halv-hemmelige-personlige-superhelte-rådgiver ville vælge at tackle situationen.

“Hva’ Søren hvad gør jeg nu“…

KAPITEL 3

HVA’ SØREN – ER DET DIG

Jeg stod helt desillusioneret ude foran banken nu med slet ingen penge, uden job og som om det ikke var nok så var vi lige på nippet til at blive forældre og jeg vil sige at set i det lys var det sgu lidt stressende det hele. Bedst som det næsten ikke kunne blive mere stressende så stod Mette Frederiksen lige pludselig, midt i det hele, eller mere sådan foran banken stod hun, det var jeg ikke lige forberedt på – Jeg er ellers gammel og relativt højt dekoreret spejder så plejer da nok at være udmærket godt beredt, men til mit eget forsvar, så var hun altså flankeret af både Morten Bødskov og yndlingsborgmester så det kom bare som meget af en overraskelse.

De delte blomster ud, og jeg lignede åbenbart en der godt kunne trænge til lidt opmuntring, det er jo så det ignorante bankrådgivere gør ved en, for yndlingsborgmester genkendte mig og var da heller ikke sen til at tilbyde mig en blomst.

“Kommer du ikke over og siger hej” sagde han og stak en blomst i hovedet på mig “Skal du ikke ha’ en rose?” – Nu er det sådan, det er faktisk en lille super-influencer-celebrity-secret, det er ikke noget jeg har skiltet så meget med igennem årene, men jeg lider af høfeber, og så er helt uventede røde roser bare lidt som kryptonit.

“Nej jeg vil overhovedet slet ikke ha’ en rose! jeg vil til gengæld gerne ha’ mine fucking penge, og hvis i absolut skal stå hernede i gågaden, og dele ud af halv-død biodiversitet ku’ du så ikk’ i det mindste ha’ inviteret Nicolai Wammen for jeg har da lige en sag han kan tage med i finanstilsynet” – Det var nogenlunde det der poppede op i mit hoved men det kan man jo ikke stå og sige og da slet ikke foran Mette Frederiksen og entourage.

“Hva’ Søren – Hva’ ville en klog gøre?” – Spurgte jeg min allestedsnærværende halv-hemmelige-personlige-superhelte-rådgiver men inden han overhovedet nåede at svare og vi lis’som kunne komme op med et eller andet marginalt fornuftigt blev jeg afbrudt….

“Undskyld – Men var det noget med et eksemplar af Hus Forbi?“.

Argh altså… ikke nok med at hele gågaden var propfyldt med nærgående og en anelse florale socialdemokrater, så står der gudhjælpemig også en hjemløs midt i det hele – Og så er det jo pludseligt sådan lidt pest eller kolera-agtigt. Da jeg kigger på ham ligner han heller ikke en gang sådan en rigtig hjemløs, altså han har Hus Forbi uniform på men fraregnet det så ligner han mere en kikset PET agent i en lidt halv tam forklædning.

Jeg ved ikke helt hvad det er med ham den hjemløse, eller på daværende tidspunkt vidste jeg det ikke, men jeg bliver af en eller anden årsag bare helt interesseret i at spørge ham om han måske ved, eller kan forklare mig, hvordan det kan være, at der er så mange hjemløse i Danmark, når det nu vrimler med socialdemokrater over det hele – Så jeg spørger ham, hvad han hedder, og hvorfor han står og ligner en PET agent i hovedet, mens han sælger aviser.

“Jeg hedder Søren” – Sagde han og lige der vidste jeg jo godt hvad det var med ham den hjemløse…. “Perfekt!” – Tænkte jeg, en spritny personlig-superhelte-rådgiver til samlingen.

Det viste sig at Søren var en rigtig fin fyr, så jeg inviterede ham ud at spise, det afslog han godt nok, mest fordi han havde den der hjemløse uniform på og det syntes han ville virke malplaceret. Det kunne jeg sagtens sætte mig ind i, så vi blev enige om bare at købe noget at drikke og gå en lang tur.

På trods af de umiddelbare forskelle indgik Søren og jeg alligevel hurtigt en slags pagt, en pagt hvor han lovede at lære mig alt hvad han vidste om det at være hjemløs, til gengæld lovede jeg ham at gøre hvad jeg kunne for at hjælpe dem der var det.

Søren var en helt atypisk hjemløs, det fornemmede jeg med det samme. Søren var veluddannet og havde det der CBS-agtige, karismatiske kongruente udtaletræk, men han var sød, rar og imødekommende, yderst velformuleret og mindst ligeså velsoigneret – Hvilket ellers godt kan være et issue når man bor på gaden.

Søren var gift, eller han havde været det, han havde halvstore børn og boede før han blev hjemløs, med familien i et halvlækkert parcelhus i et attraktivt område i kongernes Nordsjælland, så var han direktør for en ret stor koncern med et kæmpe ansvar og følgelig også en årsløn der kunne honorere det meste af alt det man kan gå rundt og ønske sig.

Men en dag blev det bare for meget, korthuset væltede og det har en tendens til at starte en lavine af ulykker, så på den måde viste Sørens tilfælde ikke at være helt så atypisk i det alligevel, det var nok mere hans baggrund der stak ud.

Søren var rigtig ked af det for tiden for han havde lige mistet en af sine bedste venner, en fyr ved navn Daniel der også var hjemløs – Han døde lige midt på metrotorvet totalt hjælpeløs. “Efter at en håndfuld personer forgæves i en tidsperiode på mindst tre kvarter havde ringet efter hjælp fra politi og akutberedskab fem-seks gange – Kom der ingen hjælp” – Det var sørgeligt syntes Søren og så talte vi ikke så meget mere om det.

Vi var også ved at være tilbage ved gågaden hvor vi først mødtes og helt utroligt vrimlede det stadig med topkendte socialdemokrater. Lige der blev jeg sgu en anelse provokeret faktisk, sådan lidt “Hvordan kan man bruge en hel dag på at fise rundt og dele roser ud mens alle de hjemløse ligger i gaderne og dør“. Men altså “The show must go on” som man siger på Broadway – Så Søren fortsatte med at sælge sine aviser, politikerne solgte fortsat sig selv, og jeg skulle i IKEA sammen med højgravid kæreste – Så kan man jo for eksempel diskutere hvad der er værst.

“Det er ikke ligegyldigt hvad man får med i rygsækken – Husk det” – Sagde Søren da vi krammede farvel. Jeg besluttede mig for at gå hjem skrive en plan for hvordan man kunne hjælpe de hjemløse, bare så vi fremover kun skulle koncentrere os om alle mulige andre problemer – Der var bare lige den der åndssvage tur til IKEA, og jeg er bestemt ikke fan for når alt kommer til alt er super-influencer’s jo ekstremt kvalitetsbevidste.

Da jeg hentede min kæreste på jobbet havde hun det også lidt skidt med at skulle i IKEA, eller hun havde det bare generelt lidt skidt så lægen havde bedt hende om at svinge forbi hospitalet til et hurtigt tjek først.

Det var heldigvis et ret hurtigt tjek, det tog ikke ret meget mere end 5 minutter, så kom der en meget oprevet dame i hvid kittel væltende ind i lokalet og sagde en hel masse helt utroligt hurtigt og så på en uskøn blanding af dansk, latin og panik. Lige her kan jeg godt fornemme at vi nok ikke kommer i IKEA lige med det samme, men inden jeg når at glæde mig alt for meget over at slippe for indkøb af halvsløje saml-selv-møbler og ditto saml-selv-helvede så har hende den oprevne dame i kittel kaldt på en hel masse andre kittelklædte som alle er mindst lige så oprevne.

“Her tag den her på” sagde en af dem i hvid kittel og langede mig min egen kittel – ikke sådan en helt lækker en som de andre havde på, men sådan en petroleums grøn engangskittel… “Hvis du så kommer med mig“.

Den søde sygeplejerske eller jordmoder eller hva’ hun nu er, viser mig ind i hvad, der viser sig at være et sted, hvor man skærer babyer ud af maven på deres forældre – eller mest på moderen, men det er da også rigeligt. “Her kan du sidde” sagde damen og plantede mig på en stol – “Herfra kan du følge med i det hele” sagde hun og gik i gang med at forklare hele processen omkring fødsel ved kejsersnit…

“Når nu man skal føde ved kejser…bla bla men det skal man ikke være bla bla som så også kan betyde bla bla….” – Jeg hørte ikke et ord af hvad hun sagde og lige i det øjeblik ville jeg nok have foretrukket IKEA. Jeg sidder bare og betragter alle de her læger og sygeplejersker, jordemoderen og hvem der ellers er til stede og er dybt imponeret over hvordan de arbejder i forening, og det eneste jeg lis’som kan bidrage med er at holde min kæreste i hånden, og forsøge ikke at besvime.

Da damen kort forinden sagde “Herfra kan du følge med i det hele” så mente hun det faktisk alvorligt og jeg er ikke helt sikker på at jeg helt forstod, at med “du” mente hun mig, så lige der, da jeg kommer til at kigge ind i kærestens mave, der er skåret sådan helt op, og ham lægen samtidig hiver en baby ud, så bliver det alligevel en anelse for alvorligt – Jeg beslutter mig hurtigt at træde i karakter, så jeg rejser mig for at gå udenfor og dejse om, mest så jeg slipper for at ligge sådan midt i det hele – Og mere for ikke at skabe en unødvendig scene. Bedst som jeg står ude foran og er i fuld sving med at besvime, så kommer hende damen ud med en liiiiille lille bitte baby som hun så stikker mig og siger…

“Tillykke til faderen, en lille velskabt pige, moderen har det efter omstændighederne udmærket men altså vi lapper hende lige lidt sammen, portøren følger dig og baby op og hvis du så lige klarer resten så kommer hun op på afdelingen løbet af et par dage når hun er kommet sig“.

“Et par dage?!“…. Jeg kiggede hen på den der kuvøse med ledninger, alarmer og alt muligt… “ET PAR DAGE??!!” – Ej men det går jo under ingen omstændigheder!, det der er jeg simpelthen ikke voksen nok til at have ansvaret for helt alene, hun er jo lille bitte altså?! – Der var ikke så meget at stille op lige der, portøren var allerede gået, og jeg vidste bare at jeg ville få sidestik i forsøget på at indhente ham inden han nåede elevatoren – Det er drøn svært at løbe rundt med en kuvøse når man hyperventilerer og hvis man så samtidig ikke kender vejen er det lidt stressende.

Neonatal kalder man det når en stork er fuldstændig ude af sync og beslutter sig for at levere babyer før tid. Når det sker, og det kan jo ske så skal man blive på hospitalet, hvor længe afhænger helt af, hvor meget ude af sync storken lis’som er – I vores tilfælde var det over en måned, og i langt de fleste andre tilfælde minimum længe nok til at blive træt af maden.

Hvis man ikke har prøvet det så kan jeg godt afsløre at en måned på en neonatalafdeling kan føles som ret lang tid men, at det absolut intet er i forhold til den første nat som uden tvivl var den næst-længste nat i hele mit liv. Det at blive forældre er jo ubetinget en af de vildeste oplevelser man kan forestille sig, og når det så sker på en lidt hård facon, kan det godt være en anelse traumatiserende.

Det havde på alle mulige og helt umulige måder været en begivenhedsrig dag, og bedst som jeg sad der helt alene på en helt trist hospitalstue, meget sent om natten, og gloede smaskforelsket på min spritnye datter som på det her tidspunkt ikke er større end en halv liter cola, og ikke ældre end et par timer, men til gengæld er fyldt med alarmer over det hele, og slanger i tuden, iltmåler, hjerterytmemålerdims og en masse andre elektrodiske dimsedutter…

Til lyden af de elektroniske dimsers monotone hjertelydsbippen forsøgte jeg, sådan kronologisk, at fordøje dagens mange indtryk mens jeg alligevel sad der, og blev mere og mere forelsket i min helt nye baby….

”Hva’ stiller man op med sådan en ignorant bankdame?”

Jeg havde alvorligt brug for mine penge for uden dem ville det blive svært at færdiggøre konceptualiseringen af smykkeeventyret, og hvis det kiksede, hvad skulle jeg så stille op med den superkendte supermodel med det superkendte ansigt, hun ville helt sikkert blive en slags ret vred i det, og ja så ryger alle milliarderne jo også lige der – Det duer bare overhovedet ikke for det er helt utroligt mega dyrt, at ha’ børn altså.

Der lå også sådan lidt implicit et tidspres på hele det her smykkeprojekt, for når man går rundt og får babyer, og ikke for alvor har nogen indtægt så løber man helt vildt hurtigt tør for penge til bleer, og når det sker ja så går der ikke ret længe førend man står i lort til halsen.

“Det er ikke ligegyldigt hvad man får med i rygsækken”

Det var det ham Søren sagde, det kunne han jo ha’ ret meget ret i, det er bestemt ikke helt ligegyldigt men til gengæld virker det en anelse tilfældigt ik? Man bestemmer jo ikke selv hvem ens forældre er og det er trods alt dem der bærer hovedansvaret for at der er pakket til rejsen…. Jeg kiggede på min datter og lovede mig selv, at jeg ville for altid være en super-cool far – Ja det var lidt dumt, men jeg havde hverken sovet eller spist så jeg var i den lidt deliriske ende af skalaen.

Nu forholder det sådan, at hvis jeg selv skulle have valgt forældre, altså hvis nu der fandtes sådan en slags forældre-fritsvalgsordning, så havde jeg uden at blinke valgt dem jeg har nu, for de er, hvis ikke verdens bedste forældre så i al fald i top 10…..Og her taler vi globalt!

For mig har det været ret heldigt, for når man nu ikke selv kan vælge sin mor og far, og man som teenager er lidt af en mundfuld, så er det bare enormt befriende at være endt op med meget tålmodige forældre.

Der er bare det kæmpe store problem ved at have verdens måske bedste forældre – Det er, at det er stort set umuligt at leve op til. Det gik først sådan for alvor op for mig lige som jeg sad der, og selv var blevet forældre, og det var sgu en anelse præstationsangstfremkaldende. Det er jo benhårdt arbejde det der med at være verdens bedste et eller andet, og specielt verdens bedste forældre for der er jo relativ hård konkurrence – Så er det jo trods alt lidt nemmere, at være verdens bedste til at spise tarteletter eller noget – Det er stadig svært bevares, og det kræver øvelse, men man har jo lige barberet lidt over 6 milliarder konkurrenter væk ik?!

Nu har jeg aldrig for alvor været verdens bedste tartelet spiser – Selvom jeg faktisk har deltaget i en konkurrence om, at spise verdens måske største tartelet, og uden at prale kom ind på en ret sikker andenplads, hvilket jeg selv synes er en præstation man afgjort godt kan være bekendt lige at dele med sin borddame, hvis man nu er til bryllup eller sårn.

“Ooh så du synes at jeg virker bekendt? – Det er måske fordi det var mig der blev 2’er til den der internationale tartelet-konkurrence på Bornholm tilbage i 2016?”

“Det er ikke ligegyldigt hvad man får med i rygsækken….” – Den sætning blev bare ved og ved med at dukke op i hovedet på mig. Hvor var det i grunden da også bare pisse dumt at love ham Søren at fikse udfordringerne med alle de der hjemløse. Altså der må jo helt sikkert være et eller andet som man kan gøre anderledes, men hvad, og for hvem?

Hvordan fanden skriver man overhovedet lige en funktionel plan for at hjælpe en hel gruppe af mennesker man ikke ved hvem er, ikke kender og ikke har mødt? Er der overhovedet et problem? Er det så i virkeligheden ikke deres eget problem?

Ej men hvordan er det helt seriøst overhovedet muligt at blive hjemløs i Danmark med mindre det er en slags selvvalgt, vi har jo uendeligt mange systemer og instanser der skal afhjælpe de problematikker langt de fleste går rundt og sysler med inden de for alvor udvikler sig i retning af det komplette forfald – Velfærdssamfundet kalder vi det jo.

Pludselig fik jeg en ide! – Heldigvis, det kom godt nok som lidt af en overraskelse for lige med et løste alle mine problemer sig helt af sig selv – Eller det var jo på grund af ideen. Det eneste rigtige at gøre ville jo være at hive fat i Lars Seier Christensen og tilbyde ham et smykkeeventyr i milliardklassen, inklusiv en superkendt supermodel med et superkendt ansigt, i bytte for finansieringen af en kommende plan der skal hjælpe de hjemløse med alle deres hjemløse issues….win/win lige der.

“What’s in it for me?” er sådan en slags CBS term, og en af hovedingredienserne i en udmærket “win/win-opskrift” jeg har brugt nogle gange efterhånden. Det går i alt sin enkelthed ud på at skabe en nogenlunde ensartet værdiforøgelse for alle deltagende interessenter i en given aftale – Der var bare lige den hage ved byttehandlen med Lars Seier, at det selvfølgelig var en win/win, men når en aftale består af tre interessenter, og kun 2/3 står til at vinde ved sådan en aftale så kan det vise sig lidt besværligt i længden, specielt når det var Lars Seier og de hjemløse der stod til at vinde på bekostning af mine milliarder og hvordan så med Lamborghini’en?

Pludselig fik jeg en ny ide! “Hvad nu hvis vi bare sagde fuck de hjemløse!?“

Helt ærligt ik, så er hjemløse alligevel fuldstændigt “biip” op. De vælter jo rundt på stoffer, helt blæste og “biiip“. De er mega “biiiip” og så er de også totalt “biiiiip“. Så “biiiiiip” dem i deres “biiiiiiiiip” hårde “biiiiIIIIIIP“. Hva’ fanden er det der bipper sådan nåede jeg lige at tænke inden det blev helt umuligt at tænke….

“BIIIP BIIIP BIIIP BIIIP BIIIP BIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIP“

Jeg gloede over på den der maskine der var koblet til min helt nye baby og på skærmen blinkede en masse tal, de fleste med rødt – “Det ser sgu da ud som om hun ikke trækker vejret…Maskinen siger at hun ikke trækker vejret, hvorfor siger maskinen at hun ikke trækker vejret???” – “HEY” råbte jeg højt mens jeg hev i sådan en kom-og-hjælp-mig-snor der hang ved siden af kuvøsen.

“HJÆLP! en eller anden… HJÆLP MIG!! hun trækker ikke vejret… ER DER NOGEN DER KAN HJÆLPE MIG?!“

Når man står i en form nærdødssituation går tiden bare helt utroligt langsomt og sekunderne kan virke som minutter, det er en rigtig underlig fornemmelse, og man når at tænke en helt masse meget hurtigt. Da jeg havde tænkt en hel masse så skulle der lis’som også til at ske et eller andet i praksis, for det er jo svært at blive kåret til verdens bedste forældre hvis man ikke er forældre i mere end et par timer – Problemet var bare at det eneste jeg lige sådan kunne komme op med i forhold til førstehjælp på neonatale spædbørn med vejrtrækningsproblemer var at hive ekstra hysterisk i den der kom-og-hjælp-mig-snor.

Lige der var jeg helt tom for løsningsforslag og jeg kunne bare mærke panikken komme væltende, så jeg besluttede mig for at bede til Gud, det var sådan lidt en mærkværdig beslutning for jeg har det meste af livet været sådan en slags halv-ateistisk anlagt, men nu var det her jo en åbenlys nødsituation og jeg er da trods alt blevet både døbt og konfirmeret.

“Kære Gud…. Jeg har ret meget brug for din hjælp, jeg har virkelig brug for at min baby begynder at trække vejret igen til gengæld lover jeg, for altid, at være verdens bedste far. Ps. Jeg mente overhovedet ikke det der med fuck de hjemløse.”

Jeg åbnede øjnene og i samme sekund jeg åbnede øjnene og kiggede over på den der maskine der før blinkede med røde tal, skete der på helt magisk vis absolut ingenting…..Ingenting, den blinkede bare videre.

Lige som jeg skal til at tage fat i døren for at løbe ud på gangen for at lede efter en voksen der kan hjælpe lidt til, så kommer der en hospitalsdame ind på stuen, en voksen en af slagsen. Hun trykker lidt på den blinkende og enormt bippende maskine og så bliver der helt stille. “Du skal ikke være nervøs” sagde hun og smilede. “Det gør den altså sommetider, det er ikke farligt, det er bare sådan en føler der var faldet af og så kan maskinen ikke længere registrere noget og så brokker den sig. Tillykke med hende, hun er da bare superfin og dejlig. Du ligner forresten en der ikke har sovet så meget, hvad med mad, har du overhovedet fået noget at spise?“

Jeg havde allermest lyst til bare at tude alt hvad jeg kunne og kramme hende hospitalsdamen. “Hør her, nu henter jeg noget mad til dig, og mens vi venter på at der bliver gjort en stue klar til jer, i skal nemlig flyttes fra intensiv senere, så skal vi nok kigge efter din datter imens og så kan du få sovet lidt – Hvad siger du til det?“

Det tror jeg helt sikkert jeg siger ja tak til! Det var lige præcist hvad jeg trængte til, så jeg bestilte en omelet med ristede svampe & parmesan, et par skiver ristet rugbrød, lidt kaffe og en juice. “Jeg skal se hvad jeg kan finde” sagde hende den søde hospitalsdame og forsvandt ud af stuen. Jeg kiggede på uret, klokken var 6:02, hvis nu jeg så sover til klokken 13:13 så passer det ret sikkert ret godt.

Hende den søde hospitalsdame kom ret hurtigt tilbage og da hun rakte mig min omelet lignede den mest af alt en drikke skyr, sådan en med jordbærsmag – “Her, det var lige hvad der var i køkkenet” sagde hun “Hvis du så prøver at få sovet lidt, så vækker jeg dig om en time”….

Det var på mange måde en meget lærerrig oplevelse at være på hospitalet så længe, jeg har aldrig før eller siden været på hospitalet, så det var helt nyt for mig. Jeg vil dog gerne tilføje at hvis du en dag går med tanken om at blive indlagt, så vil jeg helt klart anbefale neonatalafdelingen, for de er simpelthen så søde som man overhovedet kan blive det.

Jeg har tit tænkt om jeg måske skulle give dem 5 stjerner på Trustpilot bare sådan for alvor at vise min taknemmelighed, men det er næsten for meget at gøre ud af det, så i stedet kigger vi hvert år, omkring fødselsdagen, forbi afdelingen med kage til alle dem der har lyst, som en lille bitte tak for at guide os gennem de første meget svære uger som nybagte forældre.

“God morgen, har du sovet godt?” Det var hende den søde hospitalsdame igen, hende der ikke så godt kunne kende forskel på 4 piskede æg med svampe og ost, og så en drikkeskyr fra Cheasy, da jeg kiggede på uret var den 6:45, og svaret på det indledende spørgsmål måtte i sagens natur være…

“Jeg har sgu da overhovedet ikk sovet, du var her for lidt over en halv time siden for at putte mig og nu er du her igen, allerede inden der er gået den time som jeg vidst for øvrigt men åbenbart kun fik en halv lovning på” men inden jeg fik svaret hende fortsatte hun “Jeres stue er klar, både mor og datter venter på dig” sagde hun og smilede “Hvis du tager dine ting og kommer med mig, så skal jeg følge dig hen til dem“.

I det samme vi kommer ind på stuen kan jeg se at den er helt gal, min kæreste ligger i sengen og har det lidt stramt, det er selvfølgelig forventeligt når man relativt kort forinden har fået hele mavsen skåret op på tværs, men ved siden af hende, mellem sengen og et par skabe, sådan i hjørnet af stuen, ligger vores bebs og sover, og hvis du nu, ligesom jeg, har læst til Feng Shui på internettet, så ved man altså bare, at det er helt forkert. Nobody puts Baby in a corner!

Der er heldigvis intet der er så galt at det ikke er godt for noget, det ved alle der har bagt fået stjålet sine peberkager – Og 4-6 ugers barsel på en hospitalsstue gav mig en oplagt mulighed for at skrive den der plan for de hjemløse. Det burde jo være tid nok til at strikke noget fornuftigt sammen, i al fald noget der er seriøst nok til at få det finansieret.

Min mentor Søren – Ham den overakademiske, han lærte mig heldigvis hvordan man skriver en plan, det var en del af den pagt vi indgik, han gav mig de værktøjer jeg manglede og den indsigt det kræver og alt sammen på rekordtid, “Vi asfalterer imens vi kører!” – Sagde Søren, der er bare lige den detalje at det ikke helt er nok at skrive planen, den skal også eksekveres, og der er, har jeg erfaret, en enorm stor forskel på skriveri og eksekvering men det sagde Søren bare ikke lige så meget om.

Så hvis det nu ikke er ligegyldigt hvad man får med i rygsækken og man skal forsøge at hjælpe de hjemløse sådan på en mere permanent basis og måske samtidig lave tiltag der på sigt gør en positiv forskel for dem som har det absolut sværest… Hvor Søren starter man så?

Det havde sgu været noget nemmere hvis vi bare var kommet i IKEA altså – Fucking stork!

KAPITEL 4

JEG HAR EN PLAN…. MERE

Det var faktisk relativt nemt at skrive en plan for at gøre noget for de hjemløse, det var faktisk så nemt at det på et tidspunkt undrede mig at ingen havde gjort det tidligere – Eller også var det bare fordi min hjemløse ven Søren allerede havde lært mig alt hvad han vidste om det at være hjemløs. “Det er ikke ligegyldigt hvad man får med i rygsækken” – Husk det sagde Søren, og dengang blev vi ret hurtigt enige med hinanden om, at det ville være en rigtig god ide hvis nu alle hjemløse som minimum fik nogenlunde det samme med i rygsækken – Bare for at starte et sted.

Så hvad med om vi laver en virksomhed der producerer og sælger rygsække, og fordi der er rigtig mange der bruger og køber rygsække så vi kommer jo til at tjene rigtig mange penge, og de penge vi så tjener giver vi væk til dem der ingenting har, og lige pludseligt så er der ikke længere nogen der har ingenting – Og så kan vi alle sammen leve en anelse mere lykkeligt.

BUM! Det er en helt lækker plan lige der…Det er for øvrigt da også mega god karma er det ik? Sådan noget med godt givet ud kommer sjældent dårligt tilbage-agtigt. Det kalder vi det sgu da… Karma! Vi laver en drønfed rygsæk, fylder den med varmt tøj og støvler om vinteren og regntøj og nye sko om sommeren og så forærer vi alle hjemløse en – Så kalder vi den for Karma og sælger rygsækkene til spejderne, for en stor del af det at være spejder handler jo også om at give til fællesskabet – AHA!

Problemet med den plan var sådan set ikke planen i sig selv, det var alt det andet, først og fremmest var jeg jo bare en average Joe, der i et pseudo-delerisk svagt øjeblik var kommet til at love en hjemløs at gøre noget uden at vide hvad, og som reelt set var helt uden nogen form for erfaring i praksis, samtidig med det så er det både lidt besværligt, og ret dyrt at sætte sådan en produktion af rygsække op, og for at toppe det så havde jeg ingen penge, eller rettere sagt, alle de penge jeg havde måtte jeg stadig ikke få for min ignorante bankdame.

Når man skriver sådanne slags planer er målet jo det absolut primære, finansieringen er sekundær, hvis bare visionen og målet går hånd i hånd og samtidig tjener et langt højere formål end bare at berige sig selv så vil der uden tvivl opstå finansieringsmuligheder hen ad vejen – Sådan må det nødvendigvis være hvis kapitalismen skal kunne bruges som et validt redskab og argument i forhold til at løse samfundsmæssige issues – Er det ikke det vi altid har fået af vide ved enhver given krisesituation det går nok vi har jo de der markedskræfter til at løse stort set samtlige samfundsmæssige problemer.

Og er der en der jo er helt tosset med kapitalisme og at løse samfundsmæssige problemer så er det jo Lars Seier og fordi han også samtidig er helt tosset med at tjene milliarder så tænkte jeg, at han da som den først skulle have muligheden for at gøre en hel masse godt for de hjemløse, og samtidig både høste goodwill for engagementet, og få et smykkeeventyr i milliardklassen i bytte inklusiv superkendt supermodel med et superkendt ansigt – Totalt Saxo Superfluo-sicut.

Det tog mig godt tre måneder at skrive den overordnede plan, jeg kunne måske have gjort det en anelse hurtigere men altså jeg var jo på barsel, og er der noget der overgår følelsen af at redde de hjemløse så var det afgjort følelsen af at være blevet far. Hvis du er mand så gør dig selv den tjeneste eller giv dig selv den gave det på alle mulige måder er, at tilbringe så meget tid som overhovedet muligt med din nyfødte det kommer til at give en payoff der i sidste ende langt overgår mine evner til at beskrive vigtigheden.

Nåh men første del af planen var færdig, og det viste sig at være overraskende billigt at redde de hjemløse, faktisk så billigt at det undrede mig, at der ikke var en eller anden der bare havde betalt regningen tidligere. Så jeg tager fat i Lars Seier og tilbyder ham, som planlagt, mit smykkeeventyr i bytte for finansieringen af det første parti af rygsække, og lige da jeg havde givet ham tilbuddet afslog han – Jeg nåede slet ikke at fortælle om den superkendte supermodel med det superkendte ansigt førend han afviste mit tilbud, først var jeg lidt sådan rystet over, at han kunne afslå for det var et ret godt tilbud, så blev jeg faktisk lidt mopset på ham, det kan man naturligvis ikke tillade sig, og det er da også gået over igen, i dag deler han mad ud til de hjemløse, og det kan være mindst lige så godt som rygsække – Desuden er det jo også mest Asger Aamund der altid har være mit erhvervs-forbillede, hvis man altså kan rende rundt og ha’ sådan et….

Sagen var bare den at fordi Lars Seier ikke lige var helt frisk på ideen så manglede jeg igen penge til finansieringen og selvom det forekom mig ekstremt billigt at redde de hjemløse, så er det jo ud fra et samfundsmæssigt økonomisk perspektiv, ud fra mit privatøkonomiske perspektiv så det krævede en form for ekstern kapital for at kunne realiseres, med mindre… med mindre jeg kunne overtale hende den ignorante bankdame til at give mig mine penge.

Måske det var nemmere nu hvor det hele ikke handlede om smykker og milliarder men om at redde de hjemløse, jeg mener det må jo næsten være i alles interesse ik? Så jeg tog endnu en gang en forretningsplan under armen og gik i banken,nu plejer jeg godt nok at cykle når jeg skal præsentere kæmpe planer for banken men den var flad efter sidste gang den ignorante bankdame punkterede min drøm.

“Hejsa – Nu skal du høre, jeg er lige i gang med at redde alle de hjemløse der render rundt over det hele, og i den forbindelse har jeg brug for din hjælp, jeg skal fortælle dig, jeg står nemlig lige og skal bruge alle mine penge til en hel masse drønfede rygsække, det skal også helst gå lidt tjept for det skal være inden vinteren for alvor sætter ind, det er nemlig deromkring det er mest nederen at være hjemløs.”

“Hold da op! – Hvor er du bare helt fantastisk, det lyder jo helt utroligt altså, at du bare helt på egen hånd er gået i sving med at redde de hjemløse. Hvor ville jeg ønske at der var nogle flere som dig, og hvor er det bare en knald god idé det der med rygsækkene” – Det virkede… det virkede sgu da, jeg kan bare huske hvor stolt jeg var af min elevatortale som på et splitsekund havde forvandlet ignorant bankdame til euforisk grænsende til empatisk bankdame, og jeg fik med det samme sådan en rolig fornemmelse i mavsen ved tanken om at jeg ikke skulle ud og finde eksterne investorer, det var desværre kun indtil den helt euforiske bankdame ret pludseligt besluttede sig for at falde tilbage i en mere vant rolle som ignorant bankdame.

“Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal sige det, men du kan tidligst få udbetalt de penge du har stående om 27 år, hvis du skal have dem udbetalt her og nu skal jeg bede dig om lige at dø først – Sådan er reglerne altså“. – Hun så meget bestemt ud.

“Det skal jeg nok lige ha’ en gang til, mere så jeg forstået det helt rigtigt, så det du siger til mig er at du ikke har tænkt dig at give mig mine penge, uanset hvad jeg tropper op med af argumenter? Ja altså med mindre jeg lige går hen går hen og dør først, og altså hvis nu det er scenariet, hvem fanden havde du så forestillet dig skulle redde de hjemløse om jeg må spørge?“

Jeg var lige ved at eksplodere… Jeg mener, helt ærligt, jeg havde så meget lyst til at gribe fat i nakken på hende og trække hende halvt henover bordet, kigge olmt på hende mens jeg hviskede hende direkte ind i øret “Hør her dame…. Det her handler om liv eller ikke død” lidt lis’som man ser på film, men det nåede jeg heldigvis ikke for i det samme siger hun…

“Hvorfor stiller du ikke bare dine penge som sikkerhed for et lån til dine rygsække, ville det måske ikke være en god idé?“

Ej men det var da en pisse hamrende god ide altså!, hvis nu bare hun havde sagt det for cirka tre måneder siden havde jeg sgu da allerede kørt Lamborghini for alle mine smykkemilliarder, og sejlet rundt på en yacht i middelhavet sammen med Lars Seier, og hende den superkendte supermodel med superkendt ansigt. Men altså bedre sent end aldrig, og desuden hvis nu hun havde foreslået det tidligere – Så havde jeg jo aldrig kastet mig ud i det der med at redde de hjemløse så måske der var en større mening med det hele.

Det kan måske lyde underligt men det var mig ekstremt magtpåliggende, at eksekvere første del af planen ved hjælp af egne midler, af flere årsager, men mest af alt så fordi planen var baseret på en del uprøvet teori som i sidste ende gjorde det til hvad man kan kalde risky business ud fra et investeringsmæssigt synspunkt. Det var for øvrigt også det der udgjorde en af de absolut største udfordringer igennem hele forløbet, det viste sig svært at tiltrække partnere og ikke mindst investorer til et forretningsprojekt der i bund og grund går ud på at forære overskuddet væk. Så var der en anden og ikke uvæsentlig årsag, det var tvingende nødvendigt at bevare komplet kontrol over selve planen og eksekveringen, det kan nemlig meget hurtigt blive meget besværligt med utidig ekstern indblanding og eventuel begrænsning af muligheden for at agere helt uafhængigt.

“Jamen så vil jeg da rigtig gerne stille mine penge som sikkerhed for et lån til mine rygsække tak!“

Bankdamen forlod lokalet med alle mine papirer og en hel masse af hendes egne papirer og efter hvad der virkede som uendeligt lang tid kom hun tilbage og så siger hun….

“Ja nu har vi fået kigget lidt på det, og jeg er ked af at fortælle dig at vi desværre må afslå dit ønske om at låne med sikkerhed i de penge du har stående – Så det bliver et nej tak herfra desværre.”

Først tænkte jeg hun lavede sjov med mig, hun havde sgu da for fanden selv lige foreslået det, det var da hendes egen idé… det mindede faktisk lidt om den kartoffelsalatsprøvesmagning min kæreste rodede mig ud i engang. Så blev jeg sådan top-mopset for jeg var allerede på det her tidspunkt ubegribeligt træt af min bank… Og det her var FØR det rent faktisk gik op for mig at de havde mere travlt med at vaske penge rene, støtte terrorister og klamme diktatorer og alt muligt andet helt latterligt – Det med hjemløse lå åbenbart meget langt nede på prioriteringslisten hvis de overhovedet var med.

Jeg blev enig med mig selv om at det der med banken det var helt håbløst, og hvis jeg skulle gøre mig de mindste forhåbninger om at komme videre med at redde de hjemløse så måtte jeg skaffe pengene et andet sted fra.

Men i mellemtiden ville det måske være på sin plads hvis du nu lige fik hele planen, det er nemlig meget nemmere at følge med fremadrettet hvis du kender planen på forhånd. Ja vi er jo allerede blevet en slags enige om at planen er at redde de hjemløse. Det er bare ikke sådan en rigtig plan, det er mere en vision.

Alle planer starter med en vision, så kommer der et mål, målet for planen var at ingen hjemløse fremover skulle fryse ihjel på gaden. Det stod mig desværre ret hurtigt klart at man ikke løser udfordringerne i forhold til at der findes hjemløse bare ved at dele rygsække ud, eller der er jo ikke en eneste hjemløs som holder op med at være hjemløs bare fordi de får en eller anden rygsæk af en eller anden, det var nu heller ikke meningen. Rygsækkene skulle først og fremmest afhjælpe et tilbagevendende problem med hjemløse der døde af kulde – Altså et her og nu quickfix på et problem man ikke lige umiddelbart har formået at løse siden….. Ja lige siden jeg kan huske tilbage i al fald.

At hjælpe de hjemløse ved at forære dem en rygsæk skulle også fungere som et salgsargument i forhold til kernesegmentet af potentielle kunder som i udgangspunktet var spejderne. Spejderne fungerede som et centralt omdrejningspunkt i planen af mange årsager, men ideen om at hjælpe andre ligger jo i spejdernes DNA så det virkede oplagt. Jeg blev ret hurtigt i forløbet bevidst omkring udfordringerne i forhold til hele det logistiske setup i forbindelse med uddeling af rygsækkene til de hjemløse så også her spillede spejderne en ikke uvæsentlig rolle for vi indgik en aftale der betød af det var spejderne der stod for logistikken.

Så var der salgskanalerne, det var planen at få Spejdersport til at tage vores rygsæk ind i deres sortiment og som udgangspunkt lade Spejdersport være eksklusiv forhandler, det tjente flere formål med en eksklusiv forhandler men er ellers ikke noget jeg vil anbefale hvis du nu sidder med en lille iværksætter i maven, og er ved at kaste dig ud i selvstændigt erhverv. Men i det her tilfælde, hvor der var udsigt og/eller mulighed for at høste en hel masse goodwill kunne det være en fordel at kanalisere den goodwill hen i et enkelt brand, Spejdersport i det her tilfælde, og lade partneren kapitalisere af det – Dels som tak for omfavne ideen men også som et godt fundament for et langvarigt partnerskab, desuden var jeg oprigtigt talt, sådan personligt, fuldstændig ligeglad med at høste noget som helst, jeg var i fuld sving med at så.

Når så vi havde fået overbevist alle spejderne om at de skulle ønske sige en mega fed Karma rygsæk fra Spejdersport i julegave og vi havde solgt en hel masse rygsække og vi havde givet alle de hjemløse en rygsæk med alt muligt lækkert i, så var planen at ringe Christian Stadil.

Planen blev sådan set skrevet eller skræddersyet til Christian Stadil, det var umiddelbart det bedste bud på en kommende investor, Christian er jo en slags karma-agtig fyr og det her var jo et karma-agtigt projekt – Så jeg tænkte at det da på alle mulige måder var et ret perfekt match i forhold til en hurtig opskalering – Det krævede selvfølgelig at vi selv kunne skabe fundamentet og interessen for både produktet men også at en eventuel forbruger købte ind på selve missionen eller visionen, og når så efterspørgslen var der, kunne jeg fise forbi Christian med vores rygsække i hånden, forære ham hele molevitten i bytte for en garanti på en hurtig opskalering og inden nogen så for alvor fik set sig om så var der ingen hjemløse der skulle fryse ihjel mere rundt omkring på Metrotorvet eller alle mulige andre steder for den sags skyld.

Nå alt det så var på plads kunne jeg fokusere på det at blive verdens bedste far og så gå i gang med smykkeeventyr i millardklassen….. Og så havde jeg også gjort hvad jeg lis’som kunne for at holde det jeg kom til at love min hjemløse ven Søren.

Der var bare lige det tilbagevendende problem, jeg havde ikke pengene…Hvordan, Søren, skaffer man lige et par millioner. ?

KAPITEL 5

GULD OG GRØNNE SKOVE

Der er intet der er så galt at det ikke er godt for et eller andet andet…. Måske lige fraregnet syltede ingefær, og alt i forbindelse hermed, som jo på alle mulige måder bare er helt kikset. Nogle gange kan det altså bare være lidt svært at se det når man står midt i – Ja hvad end man nu lige står i. Jeg havde nu brugt de sidste 9 måneder på at skrive planer og jeg var ikke for alvor i nærheden af at realisere en af dem.

Men så skete det… altså det der med at der ikke er noget der er så galt at det ikke er godt for noget andet. Jeg sidder hjemme hos verdens måske bedste forældre og helt tilfældigt er min yndlingssøster der også. Hun er mega ked af det for tiden for det fungerer dårligt på arbejdet hun arbejder nemlig i det offentlige og nu er hun gået ned med stress og depression så kommunen har henvist tvunget hende til en eller anden afklarings-coach-psykolog med speciale i idioti, og hans bedste bud på en langtidsholdbar løsning er, at hun da bare ka’ æde en masse piller ikke, at det vil hjælpe synderligt på problemet, men så kan hun i det mindste lade som alt er fint…. Altså det er jo kun ind til man skal på pension men alligevel.

Lige da jeg hørte det syntes jeg det lød enormt åndssvagt, og det synes jeg faktisk stadig det gør altså hvis vi har et arbejdsmarked hvor man ligefrem er tvunget til at være medicineret for at kunne holde ud at virke i sin stilling så er der jo et eller andet fundamentalt forkert…Det vender jeg tilbage til – Ama’r halshug.

Men det var sådan en slags held i uheld, for det var oplagt at spørge yndlingssøster om hun ikke kunne tænke sig at være med til at redde de hjemløse, mest fordi det altså er sådan en lidt stor mundfuld at fikse det kaos helt alene – Og så ville det måske også være et frisk’t pust i forhold til den hverdag der ellers ikke umiddelbart bragte noget godt med sig. Hun syntes at det lød spændende og indvilligede ret hurtigt i at hjælpe.

“Men hvordan skaffer vi pengene?” – Spurgte min søster mig…..

Jeg ved ikke om du kan huske det, men jeg har jo en allestedsnærværende ven, han er sådan en universal en af slagsen, Søren hedder han, og hver gang jeg står i en svær situation så spørger jeg ham til råds, og så dukker der som regel et eller andet op.

“Men hvordan Søren, skaffer vi pengene?” – Gentog jeg … og inden jeg kunne nå at svare så kom Søren med en løsning, jeg vil ikke sige at det var forventeligt men omvendt kom det ikke som en kæmpe overraskelse. Søren er nemlig min far… eller det er jo også min søsters, men mest min og kun fordi jeg er ældst og ellers er han til deling. Han er også på den globale top 10 over verdens bedste forældre så han siger….

“Hvis i er helt sikre på at det er det i gerne vil så vil jeg gerne hjælpe jer”

Jeg var helt sikker! jeg er ikke helt sikker på at min søster for alvor var sikker men under alle omstændigheder så betød det at vi nu langt om længe kunne komme i gang med at redde de hjemløse – Så på den måde var det en ret go’ dag.

Nu er der på flere områder ret stor forskel på Lars Seier og min far, og heldigvis for det da, jeg ved med sikkerhed, at Lars er en drøngo’ far, men han er jo ikke i top 10 over verdens bedste forældre som min jo er. Til gengæld er min far ikke sådan en der har haft sin egen bank og/eller privatfly og fodboldklub og alt mulig andet milliardær-gejl.

Det betød to ting, for det første, at vi nu havde 3 måneder til at blive klar og at planen var underfinansieret med 1.5 millioner. Det var på mange måder problematisk, dels så skulle planen omskrives, og så betød underfinansieringen også, at en lang række af de opgaver der skulle løses i forbindelse med etableringen af virksomheden måtte vi selv stå for, og at vi måtte begrænse sortimentet af rygsække. Og så kan det være at 3 måneder lyder af meget men det er det ikke rigtigt, ikke når man starter med ingenting.

Lige der var det dog ikke en bekymring, vi var bare helt på månen over at komme i gang, og med sommerfugle i maven kastede vi os hovedkulds ud i det – Det er svært at beskrive følelsen når man som iværksætter har en drøm, en plan og en uendelig tro på eksekveringen, men det var da tæt på en manisk følelse, det skal jeg da ikke være bleg for at indrømme.

Første skridt på vejen var at få fat i nogle rygsække, her kommer en lille super-influencer-celebrity-secret, jeg er ikke ret glad for at flyve, og jeg er ikke helt så stærk i kinesisk så det der med at fise til østen, og forhandle kontrakter uden tolk og advokat og rend mig det virkede helt uoverskueligt, så vi var indirekte tvunget til at ansætte en dame der gad at flyve ud i verden, og indsamle egnede prøver, tage dem med tilbage for så bagefter igen at ville flyve ud og forhandle priser og alt det der – Det er alligevel, for en nybegynder, sin sag og grænseoverskridende at overføre en halv million kroner i forskud til en vidt fremmed kineser man aldrig har mødt eller bare talt med…. Hvilket i grunden også ville være underligt når jeg slet ikk kan tale kinesisk.

Så alt imens vores helt nye men mega dygtige Chief operating officer (rygsække dame) var på jagt efter vores tasker gik vi i gang med at registrere virksomhed. Vi valgte at gå med navnet Karmawear og i dag ville jeg nok have valgt et mere danskklingende navn men vi var allerede fra start meget opsatte på at brede det ud til andre lande såfremt det havde den forventede positive effekt i forhold til at undgå hjemløse døde af kulde rundt omkring – Der findes trods alt lande hvor det at være hjemløs er noget helt andet end i Danmark så alt andet ville da være åndssvagt. Karma fordi det gav god mening, køb en rygsæk og giv en rygsæk til en hjemløs det var en god gerning… God Karma.

Der var lige det problem i forhold til navnet at jeg anede ikke en skid om Karma…. altså jo.. God Karma og ikke god Karma men så var det da også begrænset til det – Jeg havde så heldigvis 3 måneder til at læse lidt op på det, og planen skulle jo alligevel ændres efter beslutningen om, at gå med den underfinansierede løsning.

Nu bliver det en anelse teknisk, det er jo fordi du sidder lige midt i min Ph.d og derfor er jeg tvunget til at inkludere noget selvom det måske ikke er superfedt for alle.

Vi havde mange overvejelser i forhold til selskabskonstruktion, det viste sig underligt nok at være ret svært at lave en konstruktion hvor præmissen er at give pengene væk til folk der ingenting har, stik modsat en selskabskonstruktion der udelukkende er beregnet til ikke at dele, det i sig selv er jo lidt et paradoks.

Jeg ved ikke helt hvad der skete eller om det rent faktisk skete, men HVIS det skete ved jeg godt hvorfor, jeg tror nemlig der skete det, at vi i opstartsfasen fik det man måske ville betegne som et “red flag” hos SKAT. Efter jeg utallige gange, uden held, forsøgte at skabe en voksenkontakt til SKAT for at finde ud af hvordan de skattetekniske regler er for at give penge eller effekter til hjemløse – Det viste sig at det kunne hverken advokaten, revisoren eller bogholderen finde ud af, og hos SKAT troede de at jeg lavede fis med dem de første par gange jeg forsøgte at ringe…. Helt alvorligt.

“Det er BIIIIIIP fra SKAT, hvad kan jeg hjælpe med” ?

Wow… det kom lidt som en overraskelse da hun svarede, jeg ved ikke hvorfor det lis’som kom som en overraskelse for jeg havde lige brugt over en time på at lytte til en stemme der fortalte mig at jeg var i telefon kø som nummer 47 og hele vejen ned til 15 for så derefter at blive afbrudt. Så efter at have ringet op igen og da der endelig langt om længe var gået en time mere med at være i kø og lytte til skattefinansieret easy-listening musik… Ja jeg tror det bedst kan bestegnes som jeg måske var gået i dvale.

“Ja, hej, det BIIIIIIIIP fra Karmawear, jeg har lige sådan et skatteteknisk spørgsmål vedrørende reglerne for at give et eventuelt overskud til dem af dem der ingenting har.”?

Jeg tror måske hun blev lige så overrasket over spørgsmålet som jeg blev over at hun overhovedet gad at tage telefonen, så hun svarer bare…

“Jamen det kan man ikke. Hvorfor i alverden vil du også det? Det er der jo ingen der gør”

Hvis jeg blev lidt overrasket over hun tog telefonen så blev jeg da endnu mere overrasket over svaret på mit skattetekniske spørgsmål, for jeg sidder og forventer et svar der lyder noget mere i retning af “Det kræver en koncernstruktur med underliggende datterselskaber for at isolere og sikre driften, pengetanken og investeringer eller eventuelt en form for fondsejerskab” men der er jo en slags ret langt fra “Nu skal du høre….” og “Jamen det kan man ikke”.

Jeg var lige ved at svare “Hvorfor kan man ikke det, det vil jeg fordi jeg kom til at love en der hedder Søren det og nej det er langsomt ved at gå op for mig….” men inden jeg nåede dertil så tog hun igen selv teten.

“Eller også skal du prøve at ringe herind igen og tale med BIIIIIIIIP, det kan være hun kan hjælpe dig”

Jeg ved ikke helt, altså efter to stive timer i PTSD fremkaldende easy-listening-musik-helvede afbrudt minutiøst af en meget irriterende dame med en meget insisterende… ej men altså, hvad er det også for et svar?

Altså svaret på mit indledende spørgsmål er på nuværende, “Det kan man ikke fordi jeg ikke forstår det, og ingen andre gør det”…. “Med mindre man altså ringer til en der hedder Bente – Så kan man måske”….. Jeg ved sgu ikk helt hvad man skal mene om det, men det er da ikke i den seriøse ende af skalaen – Og husk lige på at jeg var på en mission her… Vi er jo i gang med at redde de hjemløse fra at fryse ihjel og ingen har nogen anelse om det overhovedet er lovligt.

Bente kunne desværre heller ikke hjælpe og efter utallige forsøg gav jeg simpelthen op, og jeg besluttede helt på eget initiativ, at hvis de hos SKAT var så fuldstændigt ligeglade og/eller inkompetente – Så kunne jeg også tillade mig at være pisse ligeglad…. Det viste sig så senere at de hos SKAT slet ikke er ligeglade, men det nok i højere grad var inkompetencen den var gal med.

Anyways vi havde jo travlt med en hel masse ting og en af de vigtigere opgaver var at få et kontor – Jeg har ALTID ønsket mig et kontor og nu ku’ jeg oven i købet få mit eget – Det var helt perfekt, desværre var vi jo svært underfinansieret så direktionssekretariatet var for længst blevet sløjfet…. Men et kontor! Så kan man da næsten ikke ønske sig ret meget mere.

Det var på ingen måder prangende, det var heller ikke et kontor placeret på sådan en mondæn adresse med en lækker udsigt, det var nok mere det stik modsatte, men det var mit kontor og jeg var simpelthen så stolt, det kan virke infantilt eller det ER infantilt, men det er nu engang sådan jeg havde det…. Det var endnu et iværksætter-fikspunkt, nøjagtigt som første møde med banken – Du får da lige et billede af det.

Det var bare verdens bedste sommer altså…. Vejret var så lækkert med lange lyse sommeraftener, jeg var gået fra at være arbejdsløs nybagt far, til helt friskbagt koncerndirektør, halvt på barsel og når jeg ikke skrev på planer for at gøre verden til et bedre sted eller malede mit nye opturs-kontor brugte jeg tiden på at vælte rundt med barnevogn inklusiv baby og blev som dagene gik mere og mere tilfreds med mig selv – Det gik jo faktisk meget godt og nu ventede vi bare på at få nogle rygsække.

Det viste sig dog hurtigt at hvis ens job er iværksætter så arbejder man stort set hele tiden, jeg tror ikke jeg sov mere end 5 timer sammenhængende de første 3 måneder. Det betød til gengæld ikke det store, hver eneste dag lod til at være den ene optur efterfulgt af den anden. Allerede inden vi fik set os om og kontoret overhovedet var helt færdigt kom vores COO Chief operating officer (mega dygtig rygsække dame) tilbage fra den store vide verden med en hel masse ny rygsække-venner med hver deres kæmpe store rygsække fabrikker.

I forhold til valg af rygsække var jeg udelukkende interesseret i en ting og det var at rygsækken skulle kunne holde til et liv på gaden, hvis vi bare gav de hjemløse et eller andet billigt lort for at få os til at se godt ud kunne det jo være fuldstændigt ligegyldigt alligevel – Heldigvis er min søster uddannet designer så hun stod for den del af processen – Og nok skulle rygsækken være holdbar men den skulle samtidig stadig appellere til en slutbruger så det var lidt af en udfordring at få de to ting til at gå op i en højere enhed – Jeg er barn af 70’erne og dengang var der ingen der havde problemer med at gå grimt klædt bare det var varmt og funktionelt, den går jo ikke rigtig mere.

Vi blev ret hurtige enige om en løsning i forhold til den nødvendige kvalitet og de krævede design og funktionsmæssige ændringer. Når man sætter sådan en produktion op så vil man rigtig gerne sikre sig at man ikke ender op med 5 containere med et eller andet ubrugeligt og usælgeligt lort som man ikke kan returnere. Så fremgangsmåden er den, at kinesisk rygsække-ven laver nogle færdige prøver på sin rygsække-fabrik som man så skal godkende inden den endelige produktion – Den proces tog en måned og så yderligere 3 måneder for den endelige produktion – Så nu havde jeg pludselig igen 3 måneder til at få styr på det sidste.

Vi manglede stadig at lukke aftaler med en del samarbejdspartnere, salgskanalerne var jo svære at gøre så meget ved så længe vi ikke havde et færdigt produkt. Så var der spejderne, men også i forhold til den aftale var det mere formålstjenstligt at vente til vi rent faktisk havde de helt færdige rygsække. Så vi besluttede at bruge tiden på 3 områder i følgende prioritering…

Først og fremmest så find så mange hjemløse som muligt, få dem i tale og find ud af hvad der er bedst at proppe i de der rygsække sådan de får mest muligt glæde af dem. For det andet, omskriv forretningsplanen så den passer til det underfinansierede kontor uden vandkig på en knapt så mondæn adresse på vestegnen. Og sidst men ikke mindst, netværke… Er du vimmer vi netværkede mand, fra Herodes til Pilatus.

Jeg absolut hader at netværke, nu kommer der en lille super-influencer-celebrity-secret, jeg er bare helt utroligt introvert altså nogle gange så udtalt og lige på grænsen til at folk rent faktisk tror jeg er arrogant og så er de der netværksmøder lige pludselig ikke sådan en hyggelig konstruktion – Heldigvis er min søster ret god til det, så det var hendes tjans.

Hvis man kan forestille sig hvor grænseoverskridende det er for en lidt introvert type at gå til netværksmøder med relativt ligesindede iværksættertyper – For selvom de kan være meget forskellige og til tider uendeligt nørdede så har man stadig den der fælles referenceramme. Så forestil dig at adressere en vidt fremmed hjemløs og hvor grænseoverskridende det er ikke kun for den lidt introverte type men så sandelig også den hjemløse.

For ikke at bringe os selv i en uhensigtsmæssig situation ved bare at vælte rundt og hive fat i hjemløse på Christianshavns Torv en tilfældig tirsdag aften omkring 22:30 lavede vi en aftale med SAND som er de hjemløses fællesorganisation eller landsorganisation eller sådan noget. Et møde med dele af administrationen og repræsentanter for de hjemløse deltog, jeg er ikke helt klar over den dag i dag, hvem de hjemløse var eller hvad deres funktion i organisationen rent faktisk var, men de var hjemløse og det var de hjemløse vi gerne ville italesætte.

Jeg husker ellers mødet ret detaljeret for det var endnu et iværksætter-fikspunkt, altså sådan en episode der ændrede historiens retning. På mødet forklarer vi selvfølgelig hvad vores mission er og hvordan vi har brug for deres hjælp i vores forsøg på at hjælpe dem. De virker overraskende positive og det er gennem hele forløbet mig magtpåliggende at understrege at vi ikke er ude på at kapitalisere på triste menneskeskæbner. Vi er udelukkende interesseret i at lave et setup der fungerer i praksis og jeg tror de kan fornemme vores oprigtighed for det er på mange måder et konstruktivt møde. Men så sker der noget underligt på mødet, noget der fuldstændigt ændrer hele mit syn på problemstillingen.

På et tidspunkt i løbet af mødet taler vi om hvad sådan en rygsæk koster og da den ledende medarbejder fra SAND hører prisen læner han sig ind mod mig og så hvisker han helt spontant… “Ej men de skal da ikke ha’ sådan en dyr rygsæk skal de det? Kan man ikke lave en der er billigere?”. Jeg kiggede bare på ham, nok helt tom i ansigtet, mest fordi jeg forstod ikke spørgsmålet, eller det er jo et simpelt spørgsmål, jeg forstod bare ikke at han stillede det.

Jeg ville gerne have svaret ham “Jo vi kunne sagtens give dem en billigere rygsæk, altså ret beset kunne vi jo også bare give dem en plastikpose eller skære dem i kontanthjælp, vi kunne også være pisse ligeglade, men fordi vi ikke er ligeglade så skal de have noget der virker og hvis det skal holde til det liv dine hjemløse venner lever så skal det være kvalitet og det koster, desuden så skal vi også tjene penge, det skal spejdersport også ellers fungerer planen desværre ikke – Så det er lidt derfor den koster det den koster, men jeg har da et spørgsmål? Hvorfor er det at de, i din optik, skal ha’ noget billigt lort? Hvis man er ansat som leder i en organisation og ens holdning er at ens medlemmer bare skal ha’ lort er man så ikke en lorteleder?”

Men altså… vi var jo helt oprigtigt interesseret i at skabe et for alle parter givtigt og frugtbart samarbejde så jeg nøjedes med at forklare ham at kvalitet desværre koster. Det var fraregnet det ellers et konstruktivt møde på trods og der var en væsentlig bekymring vi var tvunget til at adressere – Nemlig at at meget dyr rygsæk, eller en rygsæk der repræsenterer en relativ stor værdi ville kunne gøre den hjemløse til et mål for tyveri og/eller røverisk overfald – Det skulle selvfølgelig løses.

Det blev det sidste møde med SAND, i bagklogskabens klare lys var det nok en overreaktion men jeg blev simpelthen så skuffet over at de mennesker der er ansat til at varetage de hjemløses interesser kunne have sådan en holdning, det var mig sgu helt ubegribeligt.

Anyways – Vi besluttede os for at gå udenom SAND og selv støve nogle hjemløse op, tale med dem for, først og fremmest, at finde ud af hvad der skulle i de der skide rygsække men vi ville også gerne have den hjemløse til at fortælle eller forklare hvordan og hvorfor han/hun nu var havnet i den situation de nu en gang var havnet i. Det var vigtigt at finde så mange fælles problemstillinger som muligt for bedre at kunne finde en løsning på problemet. Vi havde også en anden agenda, vi ville rigtigt gerne videreformidle de her historier til vores kunder når de købte en rygsæk – Ja det er har noget med hvordan man skaber og fastholder kunderelationer og sådan noget….

Nu er, eller var, jeg ikke ekspert i at støve hjemløse op i større danske byer så det var en lidt vanskelig øvelse, det vil jeg sige. Hvor starter man overhovedet, hvordan finder man en hjemløs og hvordan henvender man sig til en vildt fremmed person som på alle mulige måder kan være utilregnelig og ustabil, måske eller højst tænkeligt påvirket af alkohol og/eller stoffer?

Jeg havde ingen anelse så vi besluttede at den bedste måde at spotte og komme i kontakt med en hjemløs på var tidligt om morgenen, meget tidligt om morgenen inden byen blev fyldt af morgentravle københavnere som ville få de hjemløse til at forsvinde i mængden. Hvis man skal have en undskyldning for at snige sig op på en sovende hjemløs og vække ham – Så skal man ha’ en ret go’ undskyldning for ellers ender det helt sikkert i ballade – Det lærte jeg ret hurtigt.

Jeg har en bachelor i konflikthåndtering og det var altså ret handy’t – Så havde jeg en anden klar fordel, jeg kan nemlig tale en del sprog og et af dem er flydende “street”, under normale omstændigheder eller til hverdag gik jeg for det meste rundt med en sådan lidt akademisk dialekt, men det blev ret hurtigt evident at hvis vi skulle have den mindste chance for at italesætte de her mennesker så krævede det tillid og den får man ikke med mindre man på en eller anden måde kunne skabe en fælles reference og hvis man taler vidt forskellige sprog er det en dårlig start.

Så den eneste undskyldning jeg kunne komme op med for at løbe rundt og vække sovende hjemløse meget tidligt om morgenen var hvis vi nu kom med morgenmad, det virkede som en udmærket måde at komme i kontakt med en hjemløs på… Helt ærligt, så er der faktisk ikke rigtigt noget der er rigtigt nemt når det kommer til hjemløse, og det der med morgenmad var en pisse god men på mange måder dårlig idé.

Altså det virkede i forhold til at skabe kontakt for langt de fleste vi rakte ud til responderede positivt, selvfølgelig oplevede vi også det modsatte, men som udgangspunkt fungerede ideen med morgenmaden som en god “icebreaker”. Der var lige den detalje, at der er er enormt stor forskel på hvad man forstår ved en god morgenmad, vi brugte en fu**ing formue på juice, Cocio’s, kaffe, rundstykker, smør, ost, marmelade, sukker, nutella, wienerbrød og hvad man nu ellers kan finde hos en bager, og som går ind under kategorien morgenmad – Så pakkede vi det i sådan nogle neutrale papirposer og så delte vi ellers ud til alle de hjemløse vi kunne finde.

Det tog lang tid, meget længere tid end jeg havde forventet, men det viste sig at det var de færreste hjemløse som overhovedet havde interesse i at tale med os om noget som helst. Det var først efter flere måneder, og uendeligt mange poser med morgenmad, at vi lis’som lærte flere af de her mennesker at kende, eller kende er jo svært overdrevet, men altså vi begyndte gradvist at blive accepteret som de der idioter der fiser rundt og deler Cocio’s ud hver nat – Men de forstod efterhånden at vi ikke var fra kommunen, og vi begyndte så småt at skabe den kontakt vi var på jagt efter.

Det stod på indtil min CFO – Chief financial officer eller hende med pengekassen gik fuldstændig ned med stress over hvordan hun skulle kunne forsvare en morgenmadspost overfor SKAT på 50k i en virksomhed hvor det var den eneste postering… Nåh men altså hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal jeg for det er præmissen for projektet her, så var langt de fleste af de hjemløse hamrende ligeglade med morgenmad – Indtil vi byttede lidt rundt på indholdet og skiftede Cocio & Juice ud med guldøl, det viste sig at være mere den slags morgenmad en stor del af hjemløse spiser – Vi lavede en aftale der betød, at hvis man skulle ha’ guldøl til morgenmad så skulle man minimum spise et rundstykke….Det tror jeg, at sundhedsstyrelsen ville ha’ sat pris på, man skal jo ikke drikke på tom mave.

Når nu vi nu ikke fes rundt og bespiste alle mulige meget tidligt om morgenen så forsøgte jeg at gøre vestegns-kontor nogenlunde lækkert, og selvfølgelig skrive videre på forretningsplanen, som jo er en løbende dynamisk proces, der regelmæssigt skal rettes til – Dels på grund af underfinansieringen, men også den læring vi havde fået, og de erfaringer vi havde gjort os i forhold hele det her morgenmadsræs de skulle jo helst omsættes til noget brugbart i praksis.

Lige pludselig en dag kom vores COO Chief operator officer (mega dygtig rygsække-dame) tilbage med de første prøver på vores rygsække og er du vimmer de var fede! Jeg var helt oppe og ringe og næstefter min datter så var de rygsække uden tvivl det smukkeste syn ever – Det var som om, at i det øjeblik blev det hele lidt mere virkeligt. Jeg er faktisk stadig, den dag i dag, lidt forelsket i dem selvom de i den grad har kostet blod, sved og uendeligt mange tårer…

KAPITEL 6

I TEORIEN SÅ….

Jeg var ikke sikker på at han ville være der til tiden, jeg var faktisk slet ikke sikker på han ville være der – Eller faktisk var jeg ret sikker på at han ikke ville være der overhovedet. Jeg ventede på s-togstationen og havde ventet i snart 25 minutter. Hver gang der kom et nyt tog spejdede jeg efter ham, Jørgen, en slags celebrity-hjemløs hvis man kan tale om sådan en.

Jeg var helt tilfældigt rendt ind i Jørgen på et tidspunkt under vores morgenmadsraids gennem København og det viste sig, at fordi vi kom fra samme by så kendte jeg Jørgen fra back then da vi var unge og jeg var lidt yngre, så altså jeg kendte ham ikke sådan for alvor, men vidste da udmærket hvem han var og huskede ham allerbedst fra dengang han hoppede i gadekæret under en koncert med Sweethearts i forsøget på ikke at blive anholdt af politiet… Så sad vi alle sammen der, helt retarderet og klappede, da betjentene måtte hoppe i efter ham – Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg at Jørgen har været anholdt helt ufatteligt mange gange siden da, måske det var hans debutaften til den byfest.

Anyways – Det viste sig at min søster kendte Jørgen meget bedre end mig – Eller uhm havde et anderledes forhold til Jørgen. Jørgen arbejdede nemlig for mange år siden i den daginstitution som min søster gik i. Jeg er ret sikker på at det mere var et kommunalt aktiveringsprojekt for allerede dengang var der store problemer med stoffer og Jørgen var en af dem der eksperimenterede en del for at sige det pænt – Der er jo som regel en årsag til man bliver anholdt i et gadekær en lørdag aften. De var to, Jørgen og hans gode ven Jacob, de var begge i nogenlunde samme situation – Men ungerne absolut elskede dem.

Vi havde aftalt at gå en lang tur og besøge alle de steder der havde en eller anden betydning i forhold til Jørgens opvækst, skole, teenageår, uddannelse, vennerne og alle de andre ting der er med til at forme et menneske eller et liv. Det var en ny taktik, efter vi lis’som havde sendt vores CFO chief financial officer (hende der passer på pengene) på rekreation med stresslignende symptomer over morgenmads-budgettet handlede det fremadrettet i højere grad om at samle på historierne – Så altså det der var interessant på nuværende var at at få forståelsen for hvordan en hjemløs sådan i grunden formes – Ja det krævede så lige at de gad at troppe op selvfølgelig og netop i dag det virkede ikke lige til det.

Som halvstresset koncerndirektør med en mission og samtidig en af dansk erhvervslivs shooting stars har man jo ikke tid til at stå og glane på en eller anden halvsløj togstation et eller andet sted i en gennemsnitlig forstadskommune, i hvert fald da ikke i evigheder.

Sagen er også den, at hjemløse godt kan rende rundt og være sådan lidt aftale-ustabile så man har ingen anelse om man er købt eller solgt – Desuden opererer et fåtal af hjemløse rent faktisk med begrebet tid sådan i klassisk forstand måske udover nu er det morgen og nu er det ikke morgen mere.

Men lige pludselig så kom han alligevel…. Væltende ud af toget med en hund i den ene hånd og elefant i den anden, og da han fik øje på mig smilede han over hele hovedet – Så meget at man uden problemer kunne se hvor usundt det er for bisserne med et liv på gaden.

“Det må du undskylde min ven” sagde Jørgen, da vi stod der på perronen, og sådan lidt uventet krammede højlydt. “Jeg fik sgu lige en bøde på vejen så jeg blev forsinket – Er du klar til turen, jeg har glædet mig helt sindssygt mand, det bliver så fedt“….

“Hvorfor fanden giver man også bøder til hjemløse” tænkte jeg, jeg mener, det virker helt uden at tænke ret meget over det som noget der fungerer uendeligt dårligt i praksis, og nok udelukkende er lavet for at lindre smerter hos de mennesker som lider af overdrevent ondt i røven.

Anyways – Turen med Jørgen var et fikspunkt, altså sådan et tidspunkt i forløbet som man husker særlig godt, det var nemlig på mange måder en øjenåbner for det var hudløst ærligt og på alle mulige måder en trist historie, og selvom det blev serveret med så meget humor man nu kan proppe ned over noget som i grunden er dybt hamrende tragisk blev det aldrig en rigtig sjov historie.

Turen med Jørgen var, af alle de ture jeg var på, den mest interessante, ikke så meget på grund af hans historie i sig selv, ja den var selvfølgelig lige så interessant og relevant som alle de andres historier, men i Jørgens tilfælde kunne jeg qua vores fælles fortid delvist verificere mange af de ting og episoder han fortalte om undervejs.

Jeg vil nøjes med at fremhæve en enkelt episode som gjorde særligt indtryk på mig, og som samtidig løste og understregede vigtigheden i forhold til en af de udfordringer vi havde efter mødet med SAND. Jørgen fortalte om en gang hvor han blev overfaldet midt om natten imens han lå og sov, de var tre og inden han nåede at reagere stak de ham flere gange med en kniv, stjal hans ting og efterlod ham hjælpeløs midt på gaden.

Lige der forstod jeg bedre hvad de hjemløse på mødet med SAND mente da de talte om værdien af rygsækken potentielt kunne udgøre en fare eller et problem. For hvis værdien er relativ høj er man hurtigt i risikozonen for at blive overfaldet eller rullet – Jeg ved ikke helt om jeg stadig helt forstår det, men der findes åbenbart mennesker der er så nedturs-agtige, at de rent faktisk stjæler fra dem som absolut ingenting har i forvejen.

Underligt nok var det en kæmpe udfordring at finde ud af hvordan vi kunne undgå, at den hjemløse enten selv solgte rygsækken, hvilket i sagens natur heller ikke var et helt utænkeligt scenarie, eller hvordan vi som minimum minimerede risikoen for, at rygsækken i sig selv blev et mål for tyveri.

Det var en enormt stressende periode, jeg sov slet ikke, som i overhovedet ikke eller det er jo en overdrivelse, men jeg sov helt seriøst maksimalt 2 timer i streg, og på helt tilfældige tidspunkter af døgnet når det nu lige passede.

Jeg skulle være sådan en overskudsagtig morgenfrisk far med god tid til morgenmad og fordybelse sammen med datter, sådan en der både har tid til at danse til Rasmus Walther og lave hjemmelavet økologisk havregrød med mindst ligeså hjemmelavede og henkogte æbler…. altså dem fra Samsø.

Så skulle jeg agere progressiv direktør, overbevisende salgshalløj, innovativ marketingshalløj og alt muligt andet halløj – Så hjem og være kvalitetsfar igen, så ud til netværksmøder om aftenen, ud med morgenmad om natten, og så forfra dagen efter…. Så var der også lige en plan der skulle forfattes, og det greb altså lidt om sig som tiden gik.

Faktisk var den oprindelige plan jo stort set allerede eksekveret, det var lidt underligt i grunden, lidt antiklimatisk måske, men sagen var bare den, at fordi det ret hurtigt i forløbet stod mig helt klart at den oprindelige plan ikke indeholdte en egentlig løsning på problemet med de hjemløse, men udelukkende var en midlertidig form for afbødning af en væsentlig større udfordring så var rygsækkene blevet et delmål i en væsentligt større plan – Desuden var hele den del af planen med rygsækkene fyldt med ikke afprøvede teorier som vi ubetinget var tvunget til at afprøve i praksis hvis vi fremadrettet skulle kunne agitere for implementeringen af nye standarder for den måde vi driver virksomhed i praksis på globalt plan….. Jeg ved det… Serveret på en tallerken – Totalt Ph.d’ish.

Det passede sådan set ganske fint det hele, vi ville få rygsækkene inden vinteren, de var mega fine og det hele var klappet og klart sådan vi kunne få fyldt rygsækkene med effekter og delt dem ud der hvor der var et behov når det sådan for alvor blev koldt. Herefter var planen at min søster igen skulle vende tilbage til sit oprindelige job og jeg skulle fortsætte min Master indtil vinter blev til sommer, og hvor planen så var at tage på spejderlejr, og mest for at fortælle alle spejderne hvor drønfede rygsække vi havde lavet, og hvor fed en spejder man bare er når køber sådan en drønfed rygsæk og samtidig hjælper andre.

Så skete der bare noget helt uforudsigeligt noget der på alle tænkelige måder ændrede historiens gang eller retning – Et vaskeægte fikspunkt. Jeg bruger nemlig stort set al min tid i denne periode på at omskrive planen for at redde de hjemløse.

Den oprindelige plan er som tidligere nævnt stort set realiseret og eftersom vi allerede var blevet enige om at rygsække er en god ide men, at det ikke løser de grundlæggende udfordringer der udgør de egentlige årsager til problemet så besluttede jeg mig for at opskalere hele molevitten – Jeg mener det kan man jo lige så godt når nu man allerede er i gang og når man oven i købet har et røvfedt kontor uden vandkig og sårdan så skulle det jo være en smal sag.

Altså… Så det der sker… uhm… sådan lidt tilfældigt er, at jeg kommer til at beslutte mig for at redde verden i stedet for bare de hjemløse. Det var mest af alt sådan lidt ved et uheld, det var fordi, ja jeg ved sgu ikke hvorfor, måske det var al den søvn jeg ikke fik sovet, og faktisk var det også lidt dumt for set i bakspejlet fjernede det altså lidt meget fokus fra udgangspunktet.

Nu ved jeg det! – Det var fordi jeg var vred. Jeg var sur på vores politikere, altså den type der fes rundt nede ved springvandet og delte blomster alt imens de hjemløse lå og døde af kulde over det hele, og nogle andre politikere også…

Faktisk opererede jeg med sådan en motivationsvæg – Det er noget de er tossede med i Scilicon Valley forestiller jeg mig – Det er sådan en væg med billeder af mennesker, som inspirerer dig til at gøre en positiv forskel… Så hvis man på et tidspunkt skulle komme til at løbe tør for motivation så kan man lige kaste et blik op på væggen, og måske få lyst til at gøre det bare lidt bedre – Min var så godt nok en “Wall of Shame” men det er jo bedre end ingenting, og det virkede sådan set da godt nok.

Uden at gå ind i de forskellige personligheder på skammens væg vil jeg da gerne benytte lejligheden til at fremhæve Morten Østergaard og ikke mindst Joachim B Olsen, som på alle mulige måder har været en uundværlig motivationsfaktor i hele projektet jeg er ikke sikker på, at jeg kunne ha’ gjort det uden deres hjælp – Ja og så en særlig tak skal der da lyde til Bjarne, for at være den mest retarderede Socialdemokrat i historien over retarderede socialdemokrater, og det kan da også et eller andet.

“Har du et problem eller hvad?“

Jeg kiggede sådan lidt forvirret rundt, måske fordi det spørgsmål lige tog mig med bukserne lidt nede, og inden jeg nåede at tænke over mængden, og ikke mindst karakteren af alle mine problemer, og inden jeg nåede at rangere dem i en eller anden fornuftig rækkefølge i forhold til vigtigheden af de enkelte problemer, og inden jeg nåede at få det formuleret så løb han tør for tålmodighed.

“HEY – Jeg sagde har du et fucking problem eller hvad!?“

Jeg kiggede på ham igen, en relativ ung gut vel nok i starten af 20’erne i et helt nyt, og helt moderigtigt forstads-wannabe-gangster outfit og den helt rigtige frisure. Hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal man helst, så tror jeg ikke han sådan for alvor var interesseret i at løse nogle af mine problemer, faktisk slog han mig mere som sådan en der skabte flere problemer end han lige umiddelbart selv formåede at løse – Men det beror på et ret hurtigt skøn.

Jeg er en anelse perpleks og tænker, at han lige der, mener mig for, der er udover mig kun min kæreste, og ellers sidder vi helt alene ved et busstoppested midt om natten, og ham her gutten er, som den eneste, lige steget af bussen, og ja han virker mildest talt temmelig frustreret…. Eller udafreagerende.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal svare ham for jeg er en anelse rystet, først en udendørskoncert med Dr. Alban der nok havde været en anelse større oplevelse hvis det havde været 20 år tidligere…. Ja og hvis det ikke havde været regnvejr, og nu pludselig sådan en lidt aggressiv fyr med en endnu mere aggressiv attitude – Så endnu en gang ender han op med at løbe helt tør for tålmodighed, og denne gang kombinerer han det lige med at blive endnu mere vred.

“Jeg har været på fucking coke i 3 dage og jeg har så meget lyst til at slås, jeg har lyst til at smadre skallen på en eller anden og det kommer til at gå ud over dig….”

Lige her er der jo slet ingen tvivl om at han mener mig for han starter med at pege ret hysterisk i min retning, og jeg er på daværende tidspunkt relativt nervøs for, at han ikke bare peger på mig, men direkte på min skal, det er nemlig lige i situationen lidt svært at vurdere.

Jeg kigger hurtigt på min kæreste, for lis’som at veje stemningen, min kæreste er nemlig helt urimeligt dårlig til at slås, som i det kan hun overhovedet ikke finde ud af, og tror faktisk heller aldrig hun har øvet sig sådan synderligt. Så mit første løsningsforslag er, at det nok ville være aller aller bedst, hvis min kæreste, og ham der den lidt frustrerede type tog sig en slåskamp først, for med min kærestes ekstremt begrænsede erfaring ville det uden tvivl være hurtigt overstået, og så havde han måske fået raset ud.

Men det er jo på ret mange tænkelige måder en helt utrolig dårlig løsning alligevel så jeg overvejer om jeg skal springe op og bare knalde ham en lige på tuden, sådan en der gør herre-naller – Men jeg er jo inkarneret pacifist så det er jo helt udelukket og også en lidt skidt løsning, desuden er det altid en dum ide at slås med en på kokain – Det er faktisk en endnu dummere ide at fise rundt og være på kokain men det er jo en helt anden snak.

Vi nåede heldigvis aldrig dertil for det viste sig at ham gutten faktisk bare var ret ked af det, og at han i grunden havde brug for en krammer – Ja når sådan en situation opstår så skal man sgu heller ikke være nærig med dem, krammene altså, så det fik han, han fik også mit telefonnummer, og vi blev ret hurtigt enige om at det var bedst hvis han gik hjem, og måske fik sovet en anelse, og så kunne han altid ringe når han var blevet frisk igen – Han ringede godt nok aldrig så jeg går ud fra, at det hjalp med en time på øjet.

Nå men episoden fik mig til at spekulere over om jeg sådan rent faktisk gik rundt og havde et “fucking problem mand!” uden at vide det, og det gik op for mig at jeg sådan set havde en del problemer, heldigvis ikke så mange i kategorien “fucking problem” men alligevel.

Det var nu ikke den væsentligste lære, alle har jo problemer i en eller anden grad, så det var mere det der med, at være vred på verden, og hvor lidt konstruktivt det i virkeligheden er – Så jeg besluttede mig efterfølgende for at skaffe mig af med min “wall of shame” og erstatte den med nogle mere vaskeægte inspirationskilder – Jeg mener, hvis man går i gang med at gøre verden til et bedre sted, så er det absolut en fordel, at gøre det med kærlighed og ikke funderet i vrede.

Det gik til gengæld ret hurtigt op for mig, at hvis man render rundt og fortæller andre mennesker, at man er i fuld sving med at redde verden, så tror de som udgangspunkt, at man er på en form for uledsaget udgang fra et eller andet af distriktspsykiatriens halvsikrede hjem.

Jeg ved det for jeg har prøvet det, flere gange, så står man der til et netværksmøde og smalltalk’er med helt tilfældige mennesker, og en eller anden for eksempel siger….

“Ja jeg hedder som sagt Bolette, og jeg er jo hende der har opfundet den her plastikelefant, som er et stykke ægte kvalitetslegetøj til børn med indlæringsvanskeligheder, men som ikke har fået en diagnose endnu, så får jeg en masse underbetalte asiater til at lave dem ud af halvgiftigt plastik fordi det skal være drønbilligt, og nu sælger jeg dem så på min helt egen webshop som hedder elefantastisk.nu, og jeg har faktisk også valgt at kalde den for “du’ik-dum’bo” er det ikke bare sjovt?– Nå men øøøh hvad laver du så?”

Den situation kommer uundgåeligt til at opstå på et netværksmøde og hvis man så svarer “Jamen jeg har lige reddet de hjemløse og er så småt gået i gang med at redde resten af verden” så skaber det bare en underlig stemning – Af flere forskellige årsager selvfølgelig, men mest af alt, så fordi en af opgaverne forbundet med at redde verden eller i al fald at gøre den til et meget bedre sted er jo netop, at få Bolette til helt at holde op med at lave billigt giftigt lort i plast til børn lavet af børn, og hvis hun absolut insisterer så kunne hun da i det mindste gøre os alle sammen en tjeneste, at lave en terapeutisk kælehaj i stedet for en elefant – Så kan den da i det mindste føle sig bare marginalt hjemme når den ender i et af verdenshavene som ligegyldigt ubrugeligt affald – Hun kunne passende kalde den “Haj’no”.

Så derfor udelukkende af strategiske årsager besluttede jeg mig for at ændre mantraet fra at redde verden til at gøre verden til et bedre sted, det kunne de fleste meget bedre forholde sig til for stort set alle jeg kender ønsker sig nemlig en bedre verden – Inklusiv mig selv faktisk, og helt inderst inde tror jeg også Bolette var med på ideen – Det tog forresten under et par timer at opfinde en dansk kæleelefant i lækker håndspundet økologisk babyalpaka fra Frisenholm…. Siger det bare.

Så hvordan gør man for alvor verden til et bedre sted… Sådan ud over at dele rygsække og guldbajere ud til hjemløse? Hvad er det overhovedet for problemer der skal løses og hvilke problemer skal man så løse først monstro?

Det er altid bedst at starte ud med at danne sig et overblik, i det her tilfælde blev det relativt hurtigt relativt evident at det der med at fise rundt og løse folks problemer et efter et, det var en meget uhensigtsmæssig måde at gøre verden til et bedre sted… Jeg mener, der er jo mange problemer sådan rundt omkring, ja og meget forskelligartede også så det var totalt uoverskueligt.

Så for at starte et sted, bare et eller andet sted så besluttede jeg mig for at tælle alle mine problemer – Alle dem jeg kunne komme på, og resultatet var noget overraskende vil jeg nok mene – Faktisk talte jeg også alle dine problemer, og jeg har i den forbindelse en god og en dårlig nyhed, og så en god nyhed mere.

Nu ved jeg af gode grunde ikke hvilken nyhed du foretrækker at få først, så jeg springer bare ud i det, den gode nyhed er, at du højst tænkeligt har væsentligt færre problemer end du umiddelbart går og tror. Den dårlige nyhed er, at du må selv ligge og rode med dem for at få dem fikset – Den sidste gode nyhed er, at jeg har gjort det en anelse nemmere at rode med dem for dig.

Så hvor mange problemer tror du at en gennemsnitlig dansker har på en tilfældig onsdag i December? Hvis nu du skulle komme med et kvalificeret gæt på antallet af dine egne problemer hvor mange ville det så være? Tror du at du har flere eller færre problemer end din nabo?

Det er lige meget med svaret for det var alligevel et relativt retorisk spørgsmål – Reelt set var det jo også mere tre spørgsmål men hvem tæller? Det gjorde jeg jo så åbenbart, og jeg kan afsløre at langt de fleste mennesker, hvis ikke alle, maksimalt har tre problemer, er det ikke vildt?!

Det er fordi at der rent faktisk kun findes tre slags problemer – Teknisk set så er det, på grund af kombinationsmulighederne, nærmere eller ret præcist lidt flere problemer, men i teorien har vi alle sammen kun tre sådan ægte grundproblemer, og det er jo på mange måder meget nemmere at overskue for de fleste.

Hvis du nu sad og talte alle dine problemer før eller hvis du bare tog de værste af dem så kom du sikkert frem til et pænt stykke over tre problemer, for har man for eksempel et par børn og AULA så er grænsen jo overskredet med en længde allerede der – Ja eller hvis man lider af svær høfeber er man jo også langt over tre problemer – Så hvis man både har børn i skolealderen OG samtidig lider af svær høfeber så stiger mængden af problemer jo eksponentielt, og inden man får set sig om så er svaret på spørgsmålet “Har du et fucking problem mand!” – Noget i retning af “Ja jeg har uendeligt mange”…. Så det er lidt forkert at tale om kun at have tre problemer, men sådan er det med teori og praksis, det er ikke altid det hænger sammen til at starte med.

På det her tidspunkt i forløbet er jeg så heldig at jeg er helt nede på at have et enkelt problem, det er sjældent det sker, det der med kun at have et eneste problem – Det var til gengæld et grundproblem. Jeg havde ingen penge overhovedet og ingen indtægt, der var 3 måneder til vi fik vores rygsække og indtil da var vi helt uden mulighed for at skabe en form for indtægt i virksomheden, det var et problem men det var trods alt det eneste.

Heldigvis har jeg altid, altså før jeg blev super-influencer, været medlem af en fagforening, og her havde jeg cirka 17.000 kr. tilgode i feriepenge, det var jo ikke det vilde, men det rakte lige nøjagtigt til tre måneders husleje, og hvis man godt kan leve med eller af havregryn til morgenmad, og rugbrød til aftensmad i hele perioden så går det lige an – Set i bakspejlet var det jo lidt idiotisk at fise rundt og dele wienerbrød ud til fremmede samtidig med vi selv kun næsten havde råd til solgryn, men lige der skænkede jeg det ikke en tanke – Desuden er det her jo på et tidspunkt hvor min kæreste og jeg i forvejen har spist så meget havregryn og rugbrød at der i visse stenalderkost-undergrundsmiljøer opstår en debat om hvorvidt et SÅ stort indtag bunder i en form for ultraradikalisering.

Nå… Men jeg har altså kun det her ene problem, og hvis man går rundt og kun har et problem kan det nemt løses det bliver først en rigtig udfordring når man har en masse problemer. Da jeg udfylder de der feriepenge-formularer opstår der et problem mere, det er et udefrakommende et af slagsen, for fagforeningens hjemmeside kommer med en eller anden fejlmeddelelse…. Allerede her har vi en fordobling af problemerne, det beviser den del af teorien omkring den eksponentielle vækst – Problemer avler problemer.

Så for at få løst mine problemer er jeg nødsaget til at tage hen til der hvor fagforeningen residerer og tale med en eller anden der kan hjælpe mig. Men fagforeningen har lukket mange af sine lokale afdelinger og der er vildt langt og det er et kæmpe problem for selvom vi har en bil er der seriøst ikke råd til at fylde benzin på den og det er også et problem – Så stramt er det.

Nu er jeg allerede oppe på fire problemer, endnu en eksponentiel vækst, det virker til at for hvert nyt problem der opstår fordobles antallet af problemer. Fordi jeg er ekstremt løsningsorienteret skynder jeg mig ned med tomme flasker så jeg har penge til at betale for at køre med bussen, det tager heldigvis kun 1 ½ time hver vej men det er ekstremt vigtigt at få ordnet feriepengene inden antallet af problemer eksploderer…. Det er nemlig bedst at holde mængden af problemer nede på et minimum.

“Hej velkommen, hvad kan jeg gøre for dig?” Sagde hende fagforeningsdamen bag skranken og så meget serviceminded ud.

“Hejsa, nu skal du bare høre, jeg har et problem, ja faktisk er det allerede blevet til fire problemer, og hvis du ikke hjælper mig ret hurtigt så er vi i overhængene fare for at stå med hænderne fulde af otte problemer lige om lidt. Jeg har nemlig nogle feriepenge til gode som jeg gerne vil have udbetalt fordi jeg skal ha’ ferie, men når jeg så sender det ind via jeres hjemmeside så crasher jeres system, og den melder fejl, hvad gør jeg ?“

“Det lyder underligt, men mon ikke vi lige kan få ordnet det her så” Sagde hun og smilede “Må jeg ikke lige bede om dit CPR-nummer så slår jeg dig lige op” og så tastede hun ellers løs på sit tastatur, det er altid lidt fascinerende når folk bruger alle deres fingre til at skrive med på et tastatur, synes jeg.

“Ok så du er ledig eller hvad?“

“Øh nej det er jeg ikke“

“Ok så du er fuldtidsansat?“

“Ja men jeg, altså jeg er jo ansat men har ingen indtægt, eller jeg har ikke fået den første løn udbetalt endnu“

“Ok hvad laver du? Hvad er du ansat som? Hvis du ikke får løn hvad lever du så af?“

“Øøh.. Jamen jeg er.. Jamen teknisk set er jeg ansat som direktør men ret beset laver jeg jo det hele eller en stor del af det i al fald….. Ja og altså vi lever jo for det meste af havregryn og rugbrød?“

“Ok men hvis du ikke er registreret ledig eller du ikke har et arbejde så er reglerne sådan at du ikke kan få udbetalt dine feriepenge.“

“Jamen jeg har jo et arbejde?“

“Ja det kan godt være men det skal altså være et rigtigt voksenarbejde og det lyder dit arbejde ikke til at være“

På det her tidspunkt er jeg ved at udvikle en usund apati overfor damer der sidder bag et skrivebord og siger helt komplet idiotiske ting – Det virkede som om hver gang jeg var i kontakt med en af slagsen efterlod det mig med flere problemer end jeg havde forinden.

Så var det åbenbart min tur til at sige noget helt idiotisk for jeg spørger helt museforsigtigt hende damen hvad et rigtigt voksenarbejde er og det fanger fagforeningsdamen med det samme, som var det invitationen til en battle om hvem der kan sige det mest idiotiske i en og samme samtale.

“Det skal være et ordinært arbejde, og eftersom du ikke får løn af din arbejdsgiver for det arbejde du så påstår du laver så kan det ikke kategoriseres som et ordinært arbejde og så har du mistet retten til dine feriepenge, sådan er reglerne“.

Jeg ved sgu ikke, sagen er den at havde jeg bare udfyldt og indsendt den der åndssvage formular på fagforeningens hjemmeside så havde jeg jo fået mine feriepenge udbetalt helt automatisk – Nu sad der pludselig en halvforvirret og hel forvokset teenagepige som helt uden at blinke konfiskerede alle de penge jeg skulle bruge på husleje i de kommende tre måneder…. Jeg turde slet ikke begynde at tælle hvor mange problemer jeg var oppe på efterhånden, vi er i hvert fald på 8 måske 16 for hver gang jeg spurgte hende teenagefagforeningsdamen om et eller andet så gav det bare anledning til nye problemer.

Jeg valgte at give det en chance mere, jeg mener, tre timer med bus for at få bøffet sine penge inden for de første to minutter af mødet, det virkede som ret meget spild af tid… Ja og penge… mine penge faktisk.

“Men hør her, jeg har jo et arbejde og selvom der ikke er sådan noget specielt ordinært i det jeg laver så er det et helt ordinært arbejde, jeg har brug for de feriepenge til at betale min husleje….” Og allerede inden jeg får forklaret færdig så afbryder hende damen mig og siger…

“Ja nu har jeg forklaret dig reglerne så jeg kan ikke rigtig hjælpe dig mere desværre“.

Hjælpe mig mere!? Hvad fanden mente hun med det? Kunne hun på nogen tænkelig facon have formået at hjælpe mindre? Ej men jeg er lige på nippet til at få et vaskeægte blackout – Sådan et hvor man kommer til at tage damens computer og tyre den i en lige linje og ved hjælp af et såkaldt dobbelt overhåndskast direkte ud af vinduet.

Jeg havde været medlem af den fagforening allerede inden hun blev født hende der teenagefagforeningsdamen og da hun så fortæller mig at hun meget gerne vil hjælpe mig med at melde mig ud hvis jeg er så utilfreds med at få konfiskeret mine feriepenge bliver jeg ret hurtigt enig med mig selv om at det er bedst at gå inden tingene eskalerer og problemerne eksploderer – Jeg fik forresten aldrig de 17.000 kr og hvor de er blevet af er et godt spørgsmål… Nu jeg tænker over det.

KAPITEL 7

SUPERHELTENE

Hvis man absolut skal erobre verden og tvangs-gøre den til et bedre sted baseret på helt uprøvede teorier så er det min helt klare anbefaling at man gør sig selv en tjeneste ved at stable et hold af superhelte på benene først – Eller senest løbende.

Sådan et hold af folk med helt specielle evner så man bedre kan imødegå de udfordringer der nu engang er forbundet med at indtage en hel planet – Jeg har da selv forsøgt at tilegne mig alle de mest basale kundskaber indenfor de mest elementære områder for bedre at kunne skabe mig et overblik, men man kan bare ikke være bedst til det hele – Og nu ved jeg ikke om du husker det, men jeg ville jo egentlig også bare være bedst til det med at være far.

Da vi startede projektet var der en del snak omkring hvordan vi skulle dokumentere hele forløbet, vi overvejede eller det vil sige, der var andre der syntes det ville være en rigtig god ide, at dokumentere hele forløbet på en eller anden måde, for eksempel i et eller andet dokumentarfilms-format, men jeg er simpelthen, alt alt for introvert til at hænge ud på DR2 i fire afsnit af et eller andet social-realistisk tv-program med en bismag af reality-tv – Desuden så havde jeg absolut ingen personlig interesse i at blive dokumenteret overhovedet, som i slet ikke, for det handlede ikke om mig men om de hjemløse….. Ja og løftet til Søren.

Men vi indgik en form for kompromis der betød at vi ville hyre en fotograf ind der så kunne tage billeder gennem hele forløbet, det var der bred enighed om var en super god ide. Men altså som så mange gange før kan der til at starte med være en uoverensstemmelse mellem teori og praksis – For selvom det lyder som en god ide, hvor Søren finder man så lige en fotograf der vil stå til rådighed 24/7 i et års tid eller to, og som gør det næsten udelukkende for målets skyld eller i al fald meget lidt for pengene?

Fordelen ved at være direktør, eller en af dem er, at man kan uddelegere opgaverne uanset hvor håbløse de end må være, til andre i organisationen og jeg var jo sådan set ham der var direktør også selvom hende teenagefagforeningsdamen mente det mest bare var for sjov, så jeg sendte opgaven videre til vores knalddygtige CMO – Chief marketing operator (ham der skal finde næsten gratis fotografer), uheldigvis var vi jo svært underfinansieret så vores knalddygtige CMO var sådan set også mig…. Ja selvom hende teenagefagforeningsdamen mente at det kunne man umuligt være – Men sådan var det altså.

Så skete der noget, noget helt utroligt, som i et vaskeægte fikspunkt. – Hvis man er en knalddygtig marketingshalløj sidder man jo ikke bare på hænderne, jeg har en bachelor i marketing så det er jo ikke fordi jeg er sådan helt på bar bund, og går derfor fluks i gang med at Google “verdens dygtigste fotograf som gider at arbejde næsten gratis på et projekt om hjemløse som vi ikke aner er en god ide og som skal være klar på at arbejde på alle døgnets 24 timer hele året rundt med meget kort varsel” – Der kommer bare ganske få mulige kandidater frem når jeg søger eller nærmere præcist ingen, og så er gode råd jo pludseligt blevet lidt dyrere.

Den næststørste udfordring i forhold til underfinansieringen af projektet var helt sikkert den ikke eksisterende mulighed for at fuldt ud honorere de mennesker som ydede os deres assistance på den eller anden facon, som for eksempel med fotografen, så er det hele tiden en halvsvær manøvre at opbygge den, efter planen, påkrævede organisation.

Det vidste jeg godt på forhånd ville kunne udgøre en uhensigtsmæssig forhindring i forhold til rekruttering, men vurderingen var at fordi det var et projekt der omhandlede hjemløse og andre svært udsatte så kunne vi trække lidt på goodwill-kapitalen hos de personer vi spurgte om hjælp – Hvilket faktisk viste sig at være en ret rigtig teori.

Når man arbejder med frivillige er det på mange måder en anelse anderledes end hvis man… Ja ikke arbejder med frivillige, det er enormt tidskrævende og relativt ledelsestungt for det er væsentligt sværere at diktere ting og kræver i langt højere grad at man som leder selv går forrest.

Jeg ved det af erfaring for allerede for mange år siden, da jeg var omkring samme alder som teenagefagforeningsdamen kom vi til at starte et helt andet projekt der også greb om sig og inden jeg fik set mig om var jeg leder for en organisation med mellem 60-80 frivillige medarbejdere fordelt over det meste af verden som alle sammen knoklede i døgndrift udelukkende fordi vi havde et stærkt defineret fælles mål og alle sammen drevet af missionen – Dengang gjorde vi det udelukkende fordi det var sjovt og på ingen måde for pengenes skyld for dengang var der slet ingen, og selvom det som årene er gået har udviklet sig til en milliardforretning var pengene aldrig en væsentlig drivkraft eller motivation.

Anyways vi stod jo og skulle bruge en fotograf, og heldigvis så havde jeg jo allerede spurgt min halv-hemmelig-personlig-superhelte-rådgiver Søren, desværre reagerede han bare ikke helt så hurtigt som min tålmodighed ønskede det, men så sker det, det med fikspunktet, for jeg står ude i min have og taler i telefon, jeg husker det helt tydeligt for vi skal nemlig have gæster, et vennepar, som kommer på besøg i forbindelse med at de skal giftes, og så skal vi prøvesmage den der bryllupsmiddag, og jeg kan da godt garantere dig, når ens madpyramide udelukkende består af rugbrød og havregryn så er prøvesmagning af bryllupskage altså noget der gør et ret stort indtryk – Nå men på grund af snarligt ankomne gæster så støvsuges der over det hele på matriklen, og så det bare ret umuligt at tale i telefon indendørs.

Jeg har i desperation ringet til en god ven og vi taler om hvor man finder den her fotograf og fordi det ikke er helt så nemt som jeg troede så tager det uforholdsmæssig lang tid og inden jeg får set mig om så bliver vi afbrudt af min halvsure kæreste som for længst er blevet færdig med at støvsuge hele huset, og som gennem vinduet forsøger i en kombination af skyggeteater og hvad der ligner en bizar dans fra 90’erne, at mime at vores gæster er kommet.

Lige da jeg kommer ind i stuen til min 90’er dansende kæreste og det giftemodne vennepar så står han der, Lars hedder han. Lars og jeg mødte hinanden første gang da vi var teenagere for vi var begge en del af en større fællesgruppe der allesammen brugte det meste af deres ungdommelige energi på at ryge en helt utrolige mængder hash – Mest for at flygte fra et uudholdeligt teenageliv i forstadens betonhelvede – Ja ikke mig selvfølgelig, jeg var for det meste bare med på en kigger for jeg kom jo meget mere fra et af forstadens parceller end egentlig betonhelvede – Sådan en slags med 2 toiletter og swimmingpool.

Jeg havde ikke set Lars i evigheder – Han lignede sig selv så jeg var da ikke et sekund i tvivl og i selvsamme sekund fik han verdens største insta-krammer.

“Hold da kæft det er godt at se dig min ven, hvordan går det mand, jeg har hørt du var flyttet til Tyskland?…. Hva fanden laver du så lige midt i min stue lige pludseligt?!“

Det viste sig at Lars boede mere i Søborg end i Tyskland og han stod midt i min stue fordi han havde en aftale med vores giftemodne vennepar i forbindelse med deres bryllup for han var helt tilfældigvis fotograf og sådan en stod de og manglede til at tage billeder – Sjovt nok.

Og som om det ikke var sjovt nok i sig selv så manglede jeg jo også en fotograf og på den måde havde min halv-hemmelige-personlige-superhelte-rådgiver Søren alligevel vist sig Google overlegen – Noch einmal.

Det viste sig også at Lars var en meget bedre fotograf end de fleste andre tænkelige kandidater, ikke så meget fordi han var dygtig til at tage billeder, det var han uden tvivl, men Lars havde selv levet lige på kanten i mange år og havde på den baggrund et indgående kendskab til mange af de problematikker der er i forhold til hjemløse og det at være hjemløs. Jeg er ret sikker på at det var en af grundende til at Lars uden at blinke indvilligede i at være vores husfotograf, han bekymrede sig om andre og det er en ret fin egenskab at besidde.

Når man fiser rundt sammen gennem lidt over et par år, morgen, aften og nat, weekender, tirsdage, helligdage og alle mulige andre dage – Så kommer man til at kende hinanden ret godt, og da jeg jo kendte Lars på forhånd endte vi op med at blive ekstra meget fortrolige.

Hvis du er i tvivl så er det Lars med kameraet, det er oftest det der kendetegner en dygtig fotograf. Desværre er Lars her ikke mere og der går sjældent en dag hvor jeg ikke tænker på ham og savner ham helt utroligt meget, og jeg er ham evigt taknemmelig for, at han helt uselvisk gav mig det absolut dyrebareste han havde, og udelukkende fordi han troede på noget godt i alle <3.

KAPITEL 8

RANDOM ACT OF KINDNESS

Når nu man alligevel går rundt en hel sommer og ikke har råd til at holde mere end en uges ferie og tilmed i den lidt ufrivillige og nudistcamping-agtige ende af skalaen kan man mindst lige så godt spendere tiden på noget marginalt fornuftigt – Så ventetiden, indtil vores dygtige rygsække-dame kom tilbage med vores mega fede rygsække, blev brugt på at finpudse planen for at redde de hjemløse.

Desuden var jeg i perioden indirekte tvunget til at arbejde dobbelt fuldtid ved siden af projektet fordi hende teenagefagforeningsdamen kom til at konfiskere alle mine penge, og på den måde var det en anelse hård periode, og det der med at arbejde som vikar på en giftfabrik om dagen, og på et lager om natten var helt ærligt ret opslidende, men altså selv koncerndirektører skal jo betale husleje.

Forresten så kommer der her en lille super-influencer-celebrity-secret, allerede lang tid før projektet omhandlede hjemløse og rygsække altså helt tilbage til dengang jeg var i lære som akademisk mange-millionær med smykkeeventyr og superkendt supermodel var jeg så heldig at finde kapitalisternes hellige gral – Vildt nok i grunden for jeg ledte faktisk slet ikke efter den og på den måde var det i virkeligheden lidt tilfældigt.

Faktisk tillagde jeg den overhovedet ikke rigtigt nogen væsentlig værdi på daværende tidspunkt og tænkte ikke ret meget videre over det – Udover at den da nok ville være super rar at ha’ på en regnvejrsdag.

Nu kan jeg af mange gode grunde ikke afsløre hvad kapitalisternes hellige gral er, og hvis jeg skal være helt ærlig – Og det skal man jo, så tror jeg faktisk også at du ville blive en anelse skuffet hvis jeg nu fortalte dig det – Desuden har jeg lovet en jeg kender ikke at sige alt for meget og man skal jo holde hvad man lover.

Jeg har den faktisk endnu, kapitalisternes hellige gral, og det er da bestemt ikke fordi det ikke har været regnvejr siden jeg fandt den skulle jeg da lige hilse og sige.

Det er da heller ikke fordi jeg ikke har overvejet at bytte den hellige gral væk undervejs i forløbet… For en sportsvogn eller noget andet lækkert, for sådan nogle graler kan nemlig godt være ret værdifulde, men altså jeg var jo kommet til at love at gralen skulle bruges i en god sags tjeneste – Og man skal holde hvad man lover, det skal man altså…. Desuden så var det heller ikke en Lamborghini.

Men inden vi nu for alvor fordyber os alt for meget i andenklasses kapitalist-relikvier, for det kan man nemlig ret hurtigt komme til, så er det blevet tid til at dele rygsække ud for allerede inden vi fik set os om så kom vores helt fantastiske COO (Chief operating officer) – Hende den knalddygtige rygsække-dame tilbage med alle vores rygsække – Og lige til tiden, heldigvis så nåede vi det lige inden det for alvor blev rigtig koldt, og på den måde var det en ret stor succes.

Billedet her er fra Sundholm og nu ved jeg jo ikke om du kender Sundholmen, men det ligger på Amager og er et af flere steder vi besøgte frekvent i forbindelse med projektet, og mest fordi det var et ret godt sted at komme i kontakt med mennesker der er til den lidt hjemløse side, men også fordi de hjemløses landsorganisation SAND ligger der, og dem havde vi jo som tidligere nævnt også kontakt til i en periode.

Her kommer endnu en lille super-celebrity-influencer-secret, for før jeg sådan for alvor blev super-influencer, havde jeg et helt almindeligt arbejde mest fordi det nu engang er det som helt almindelige mennesker almindeligvis har. Jeg kan af flere årsager ikke gå alt for meget i detaljer hvad det var for et arbejde, men en del af de opgaver vi udførte krævede PET’s sikkerhedsgodkendelse, hvilket i sagens natur ret godt kunne være en af årsagerne til ikke, at gå sådan alt for meget i detaljer.

Anyways – I forbindelse med det her tidligere job havde jeg haft fornøjelsen af at arbejde flere gange på Sundholm hvor opgaven bestod i at gennemgå hele matriklen fra kælder til kvist og fra gulv til loft, og på den måde kendte jeg det ret godt faktisk – Det er på alle mulige måder et lidt underligt sted men på mange måder også ekstremt inkluderende – Fik da i hvert fald tilbudt min fair share af diverse guldbanditter og shots med lakridssmag i den tid projektet stod på.

Selvom vi på forhånd havde indgået aftaler med spejderne omkring logistikken i forbindelse med distributionen af rygsækkene og det varme tøj til de hjemløse så følte vi alligevel det var vigtigt og rigtigt selv at dele de første rygsække ud, og at de tilfaldt de personer vi havde haft en eller anden form for kontakt til på den ene eller anden facon og dermed også afslutte og tage afsked med den del af projektet på en ordenlig måde.

For det forholder sig rent faktisk sådan at det er langt de færreste koncerndirektører fra erhvervslivets absolutte øverste hylde der bruger det meste af deres tid på at fise rundt for at lokalisere og identificere reelle samfundsmæssige problemstillinger i forsøget på at omsætte det til en for alle fornuftig forretningsmodel – Jeg ved det for jeg mødte ikke en eneste, og helt ærligt så er det også helt utroligt hårdt at rende rundt og være pseudo-hjemløs med de hjemløse så det kan man jo sådan set ikke rigtigt bebrejde nogen.

Uanset hvad så var det helt ærligt så opslidende at det på alle tænkelige måder var på tide med en permanent afslutning på den del af projektet sådan vi fremadrettet udelukkende skulle fokusere på planlægningen af den her spejderlejr der var sidste stop inden vi kunne være bekendt at forære hele projektet væk til verdens bedste Christian Stadil.

Spejderlejren var på mange måder et afgørende element i planen, vi ville jo sådan set rigtig gerne sælge en hel masse rygsække og spejdere er generelt set, uden at generalisere alt for meget, helt pjattede med at købe rygsække og på den måde var det jo oplagt – Men det var faktisk ikke hovedmålet med deltagelsen på spejderlejren.

Det viste sig nemlig at det er med spejderlejre lidt som det er med festivaller og lignende pseudo-monopoliserede arrangementer. Det er stort set umuligt at sælge noget som helst med mindre det er godkendt af ledelsen – Desuden var hele lejren kontantløs. Det betød nu ikke så meget for det var jo faktisk også mere planen at det var spejdersport og Christian Stadil der skulle sælge rygsække – Vores mission gik mest ud på at gøre spejderne skrupforelskede i rygsækkene og forklare konceptet om de hjemløse og fortælle de samme spejdere hvor sej en spejder man er når hjælper andre <3

… Ja og så at prøve en masse teorier af i en lidt større skala.

Jeg var mere eller mindre, og helt idiotisk kommet til at bilde mig selv ind, at den eneste legitime måde vi kunne deltage i den her spejderlejr, og dermed få muligheden for at flashe vores toplækre rygsække til kernesegmentet af købsparate superspejdere var, hvis vi bidrog med en eller anden aktivitet af officiel karakter, og eftersom jeg ikke er sådan helt med på spejder-beatet mere så var det absolut mest idiotiske jeg kunne komme op med en skattejagt… For det er jo altid mega spas’t.

Altså det var jo ikke meget mere idiotisk end at vi ansøgte lejrledelsen om at få lov til at afholde den her skattejagt og… Ja altså vi fik trods alt lov at deltage.

Nu ved jeg ikke om du nogensinde har prøvet at arrangere en skattejagt før, måske for en håndfuld unger eller flere, måske i forbindelse med en børnefødselsdag eller noget andet festivitas, hvis du har vil du helt sikkert vide, at det faktisk er pisse svært at lave en ordentlig skattejagt, hvis altså vi taler om sådan en der kan holde 5-10 unger alvorligt beskæftiget i ret meget mere end 30 minutter.

Så det der med lige at strikke en seriøs skattejagt sammen, sådan en der kan underholde 37.000 mennesker i alle mulige aldre og fra hele verden og så i en hel uge, og på forskellige sprog er jo på alle mulige planer totalt uoverskueligt, og hvis du nu, som mig aldrig for alvor har prøvet at arrangere en skattejagt før, så aner man naturligvis overhovedet ikke hvor svært det er – Og til mit held så anede jeg heller ikke at der kom alle de mange mennesker så på den måde var det faktisk ikke specielt svært.

Det var til gengæld pisse hamrende dyrt, hvor dyrt siger jeg ikke, men det var alligevel så dyrt at jeg undervejs fik en ret sur opringning fra vores CFO Chief financial officer (Hende der passer på pengene) – Hun sad på sin sejlbåd et eller andet sted nede i middelhavet og ville ret gerne og ret hurtigt ha’ en forklaring på hvorfor koncerndirektøren for et firma der sælger rygsække pludselig spenderer det meste af egenkapitalen på alt muligt der ikke havde ret meget med rygsække at gøre.

Det var heldigvis lidt lige meget for det var planlagt sådan, vi brugte resten af alle de penge der var tilbage på at arrangere en skattejagt på en spejderlejr hvilket jo på rigtig mange måder godt kan virke komplet åndssvagt – Det var i al fald det min CFO – Hende der passer på pengene sagde da hun ringede og ja så var der også hende fra SKAT, hun havde tilsyneladende heller aldrig hørt noget så åndssvagt, men altså fraregnet det så var det overhovedet ikke specielt åndssvagt- Desuden var planen alligevel at forære hele virksomheden og resten af molevitten væk til Stadil til sidst og på den måde var det fuldstændigt ligegyldigt om kassen var lidt eller lidt mere tom – Vi kæmpede bare indædt for spejdernes ubetingede kærlighed og ægte kærlighed kan jo ikke gøres op i penge.

Jeg ved ikke om du kan huske det, men vi havde undervejs haft nogle ret store udfordringer i forhold til at fjerne værdien af selve rygsækken og dermed minimere risikoen for eventuelle røveriske overfald på de hjemløse, og fordi det var et ekstremt vigtigt hensyn at tage tog det os vildt lang tid at løse, men altså vi fik det løst ved at lave en ret omkostningstung men relativ simpel kombination af print og broderi et sted på rygsækken, et sted som ikke var synligt når man bar den, men altså noget man ikke ellers kunne undgå at se ved almindelig brug.

Der stod “RANDOM ACT OF KINDNESS” efterfulgt af et unikt nummer og en tekst hvor der stod noget i retning af, at rygsækken var tiltænkt som en gave til en hjemløs, og at den derfor helst ikke måtte sælges og da under ingen omstændigheder købes.

“RANDOM ACT OF KINDNESS” var sådan et koncept vi havde arbejdet med stort set fra starten af, men som lidt mod forventning viste sig utrolig svært at implementere på en nogenlunde fornuftig måde, mest fordi det viste sig enormt besværligt at koge ned til noget der tog under 15 sekunder at forklare på en måde så helt almindelige mennesker rent faktisk forstod det.

“RANDOM” betyder jo tilfældig på engelsk hvilket som nævnt danner grundlag for store dele af konceptet inklusiv hjemmesiden her, desværre var vi så økonomisk presset på grund af hende teenagefagforeningsdamen’s uberettigede konfiskation af alle mine feriepenge og samtidig så uendelig træt af havregryn at min kæreste insisterede på at jeg skulle sælge A’et og O’et til nogle brødre…

Jeg tror nok de hed Johansen, uanset hvad måtte så måtte vi tage til takke med “RNDM” og helt ærligt ik, så gør det ingenting – Hvis man har set lykkehjulet på flowfjernsyn ved man da også godt, at den gennemsnitlige dansker alligevel bekymrer sig bemærkelsesværdigt lidt om vokaler.

Så “RANDOM ACT OF KINDNESS” betyder altså noget i retning af “tilfældig gerning af venlighed” eller “en tilfældig god gerning” – Hvilket på en ret god måde beskrev hvad konceptet helt basalt gik ud på – Det er nemlig altid rart med en kort, klar og genkendelig beskrivelse af konceptet – Siger det bare.

Og ikke bare beskrev det konceptet det kombinerede også teorierne vi studerede undervejs i forbindelse med det her rygsække-projekt for selvom vi arbejdede med flere forskellige teorier så handlede det i forbindelse med projektet i særdeleshed om to teorier, teorien om at give fordi det jo basalt set handlede om at give en rygsæk væk, og så teorien om tilfældighed fordi rygsækken tilfaldt til en tilfældig hjemløs – Relativt simpelt faktisk.

Havde jeg så bare hørt en anelse bedre efter i folkeskolen i stedet for at sidde og drømme om Lina Rafn i badedragt havde jeg nok vidst, at det der med tilfældighed er en anelse svær størrelse, det viste sig nemlig, at der er ret mange andre der har studeret noget med tilfældighed før mig.

Det viste sig da også, at lige præcis teorien om tilfældighed var lidt til den besværlige side for det første er det nemlig helt utroligt svært at bevise om noget er tilfældigt eller ej – For det andet så risikerer man jo at pille ved religionsforståelsen og det var da på ingen måde hensigten.

Faktisk spekulerede vi overhovedet ikke over alt det der – Vi ville sådan set bare gerne sikre os, at det var de helt rigtige hjemløse der fik en rygsæk, altså dem der var i overhængende fare for at fryse ihjel – Desuden så fordi studiet af teorien om tilfældighed opstod sådan lidt… Ja lidt tilfældigt så var vi jo lis’som allerede i gang følte jeg.

Der var også studiet af de tre grundproblemer – De problemer som udgør alle de problemer alle mennesker har, vi er jo allerede blevet ret enige med os selv om at penge er et af grundproblemerne, eller i al fald ingen penge er et problem.

Tiden er også et grundproblem, men fordi det der med tid er helt utroligt kompliceret så har jeg lovet mig selv ikke at gå for meget i detaljer med lige netop det grundproblem – Det er nu ikke fordi jeg ikke vil, men mere fordi det næsten kræver en slags P.hd i sig selv og fordi jeg i den forbindelse ikke lige har tid til flere selvbetalte studier – Var Darwin og Einstein ikke omfattet en forskerordning eller noget!?

Det sidste grundproblem er tro, eller det er når det kommer til stykket nok ikke så meget troen i sig selv for det er jo på mange måder menneskeligt fundamentalt, men problemet i forhold til troen opstår nok mere når man forsøger at påtvinge andre mennesker sin egen tro.

Nu er det slet ikke sikkert at grundproblemerne sådan i sig selv udgør et problem, det er faktisk langt fra sikkert, at de udgør et problem i kombination, men en ting er ret sikkert, alle de problemer du går rundt og roder med udspringer af et eller flere af grundproblemerne – Selv tak, det var så lidt!

Anyways… Vi var jo sådan set i fuld sving med at arrangere en skattejagt…

“Det blev besluttet at gralen skulle deles i ulige dele og ikke overleveres i sin hele. Derfor blev en del sendt med havets tilfældige strømme denne del fyldt med de uendelige drømme. En anden del blev sendt til vejrs og fordelt af de milde vestenvinde – Den sidste del blev gravet ned her til lands og var nu op til spejderne at finde.”

KAPITEL 9

PÅ SPEJDERÆRE

Nu er jeg som tidligere nævnt gammel spejder… Eller det vil sige jeg var spejder dengang jeg ikke var så gammel men fordi det efterhånden er ved at være noget tid siden så er jeg nok mere i kategorien gammel og knapt så meget i kategorien spejder.

Men dengang var det megafedt altså – Jeg mener hvis man kan få lov til at rende rundt i en hel uge uden at skifte underbukser også selvom man stinker helt utroligt meget af bål og gammelt snobrød – Hvis man så samtidig og helt uden problemer kan sove med gummistøvler på hvis det nu lige er det man har mest lyst til – Ja så er det en ret udmærket hobby for en knægt på 10 år det vil jeg da nok sige og en hel uge under de forhold kan sagtens gå for at være en udmærket ferie… Sådan husker jeg det i al fald, uanset hvad så slår det under alle omstændigheder nudistcamping med længder.

Billedet her er fra lejren og faktisk taget lidt før lejren for alvor åbnede men det giver et meget godt indtryk af hvor omfangsrig den der spejderlejr i grunden var, jeg ved snart ikk – Det var som om det var spejdernes svar på Roskilde festival, bare uden alt det der med narko og overstive teenagere, det var i al fald et kæmpe stort arrangement, meget meget større end jeg havde regnet med og det gav undervejs en del uforudsete udfordringer.

Der var også en anden ting ved den spejderlejr som var ret udfordrende og det var vejret, for det regnede – Det regnede helt utroligt meget… Og så regnede det faktisk lidt mere. Det var nu ikke fordi det var sådan et kæmpe problem i al fald ikke hvis man er ægte spejder, de ægte spejdere lod nemlig til at være ret ligeglade med regn, det var nok mere segmentet af håbefulde koncerndirektører fra erhvervslivets absolutte top der efter at ha’ brugt det meste af en hel dag på at mudder wrestle en ret stor lejet lastbil fra Europcar på en oversvømmet mark var pænt træt af ingen solskin…Lige ved at tude.

Det var nu ikke fordi vi på nogen måder var dårligt forberedte, det ville være forkert at sige, men jeg er bare ikke helt så sikker på at vi var helt klar over hvad vi skulle forberede os på for vi var nok kommet til at forberede os på noget lidt andet end det vi lige pludselig stod i – Så altså.. Ja så må man jo improvisere.

Vi var da heller ikke ret meget mere end fem minutter inde i selve skattejagten førend der opstod et ret presserende problem. Et problem som faktisk ret hurtigt bredte sig til selve kommandocentralen og afstedkom en spontan panikstemning – Mest fordi det viste sig at det område vi havde fået allokeret til at afholde skattejagten på tilfældigvis var et gammelt militært område og derfor tidligere brugt i forbindelse med militærets øvelser. Det betød så også at der lige ret hurtigt kom en hel masse unger løbende med hver deres metaldetektor og ellers lige dele granater, ammunition og alt muligt andet udefinerbart militær-halløj som de overraskende hurtigt havde gravet op i forsøget på at finde deres del af den hellige gral.

Det var faktisk til den lidt stressende side, det vil jeg nok sige og vores CSO (Chief security officer) altså ham der havde ansvaret for sikkerheden lignede flere gange en der var lige ved at besvime, han var i al fald noget hvid i hovedet, selvom det i sidste ende gik ret fint og heldigvis så var der ikke sådan for alvor nogle unger der kom til skade – Vi fik for øvrigt nu jeg tænker over det da heller aldrig nogensinde så meget som et tak af hverken af Sønderborg kommune, Region Syddanmark eller forsvarsministeren for at rydde det meste af Sønderborg og omegn for brugt militært isenkram… Siger det bare.

Anyways så havde vi de her tre overordnede mål for deltagelsen på spejderlejren, først og fremmest ville vi gerne fortælle samtlige købsparate spejdere om vores rygsække og hele det her projekt omkring de hjemløse, dernæst ville vi gerne teste hele det her koncept “RANDOM ACT OF KINDNESS” af i en lidt større skala og så ville vi også rigtigt gerne øve os i at lave en skattejagt for et massivt publikum.

Jeg kan sådan set godt allerede nu afsløre at det på stort set alle tænkelige måder blev en gigantisk succes og helt ærligt så kan det jo godt lyde lidt hult når man sådan roser sig selv på den helt store klinge men det var faktisk ret perfekt også selvom det ikke var specielt meget min fortjeneste.

Vi indgik nemlig ret hurtigt en slags pagt med spejderne, en pagt der betød at jeg lovede at fortælle alle hvor fedt det i grunden er at være spejder til gengæld lovede de at fortælle alle dem de kendte hvor vild sej man er hvis man har en Karma rygsæk – Det var en udmærket ordning faktisk for det betød jo at vi nu herefter kunne overdrage hele molevitten til Christian Stadil med god samvittighed og så var vi jo mere eller mindre i mål.

En del af gralen blev tusket væk for pagten – Det var planen og målet med skattejagten. Den hellige gral blev gravet ned – Kun for at teste teorien om tilfældighed. At sætte gode gerninger i system var faktisk ikke det store problem. Det leder os til endnu en vigtig lære, hvis man vil have det hele, så må man dele, sådan er det desværre.

Vi ville udover at blære os med vores rygsække og den drønfede skattejagt jo også rigtig gerne have testet konceptet omkring “RANDOM ACT OF KINDNESS” af i et større omfang og uden at afsløre alt for meget kan vi nok godt konstatere at der da nok næppe findes et bedre sted at teste noget med gode gerninger end en spejderlejr for er der noget spejdere er totalt pjattede med så er det gode gerninger – Siger det bare.

Udover problemer med utrolige mængder regn og uforholdsmæssige store mængder brugte granater var vi også enormt udfordret på kapaciteten. Det på forhånd anslåede estimat over det maksimale antal deltagere vi rent fysisk var i stand til at håndtere gennem skattejagten udgjorde kun 5% af den samlede deltagermasse så vi var tvunget til at finde et alternativ til hvordan vi kunne italesætte de resterende 95% af deltagerne på lejren.

Det var faktisk ikke det helt store problem at tiltrække den ønskede opmærksomhed, tværtimod vil jeg sige – Jeg vil nok ikke strække den så langt og påstå at folk ligefrem stod i kø ved vores aktivitet fra vi startede om morgenen og til vi sluttede om aftenen for det er nok en overdrivelse men det var rent faktisk ret tæt på.

Vi lavede nemlig udvendigt på vores kommandocentral en “TAGWALL” og for dem som ikke lige ved hvad det er, så kan jeg bedst beskrive det som en væg hvor man kan skrive en hilsen, tegne en tegning eller udtrykke sig på anden måde. Det viste sig at være en helt utrolig effektiv måde at tiltrække ungernes opmærksomhed på og var på mange måder lidt af et fikspunkt for det gav os en mulighed for at interagere med væsentligt flere købsparate spejdere og deres kapitalstærke forældre.

Som tidligere nævnt var hele den her spejderlejr jo kontantløs hvilket så også medførte at vi ikke kunne sælge en eneste rygsæk men netop fordi lejren var en lukket, begrænset og kontantløs økonomi så gav det os omvendt en enestående mulighed for at kapitalisere på anden vis. Der sker nemlig bare det på sådan en spejderlejr at slik, sodavand og chips ret hurtigt bliver konverteret til benhård valuta i høj kurs, det ved alle og enhver der har været spejder – Specielt dem som har prøvet at løbe tør for lommepenge lang tid førend man skulle hjem.

Så derfor besluttede vi at lave verdens måske mest simple konkurrence, en konkurrence hvor vi delte rundhåndet ud af både slik og chips. Konkurrencen gik i al sin enkelthed ud på at alle de spejdere der kom forbi og skrev en hilsen på vores “TAGWALL” havde muligheden for at vinde og her kommer en lille quiz:

Hvor hurtigt vil du tro at det rygtes blandt 37.000 børn at man oppe ved den der skattejagt kan få gratis slik og Jolly Cola’er?

Svaret på quizzen er: Helt utroligt hurtigt! – Og inden vi sådan for alvor fik set os om så havde tusindvis af spejdere invaderet vores skattejagt og forvandlet vores kommandocentral til hvad der mest af alt godt kunne minde om et ret stort kick-ass installationskunstværk af ungdommens tankestrøm – I bytte for bølgechips og sukkerholdige læskedrikke.

Vi gav samtidig også samtlige af de spejdere der lagde vejen forbi vores kommandocentral en mulighed for at skrive en helt tilfældig god gerning ned på et kort og hver aften når alle spejderlejrens aktiviteter lukkede trak vi en håndfuld af de her kort med gode gerninger som vi efterfølgende brugte det meste af natten på at forberede og som vi så eksekverede den næste dag.

Det var ret sjovt faktisk for der kunne stå nogenlunde hvad som helst på de der kort og jeg mener virkelig alt muligt mellem himmel og jord – Men altså mest noget med kage.

Det betød to ting, for det første at vi stort ikke sov en hel uge fordi vi alle sammen knoklede i døgndrift, hvilket i sig selv var en helt utrolig bedrift, og vigtigere endnu så betød det faktisk også at vi pludselig fik en helt legitim anledning til at besøge hver enkelt lokale camp på lejren – Hvilket jo på mange måder var ret smart når nu vi så gerne ville vise vores rygsække frem og når man nu ligefrem tropper op med kage så får man altså bare lidt længere elevatortale-tid.

Veni, vidi, vici og så videre… På trods af regn gik det hele faktisk overraskende hurtigt og inden vi fik set os om så var hele ugen gået og det var blevet tid til at tage afsked med spejderne og dermed også den sidste del af planen.

Det var på mange måder en kæmpe oplevelse med den der spejderlejr, det vil jeg sige men… altså lige der, efter en uge med hårdt arbejde og stort set uden søvn og samtidig dobbelt op på regnvejr var vi alle sammen ret udkørte og helt ærligt ik – Så tror jeg at det eneste jeg for alvor kunne tænke på var slet ikke at være på spejderlejr mere…Og måske noget med nogle tørre sko.

Det sidste der nu sådan for alvor manglede inden vi langt om længe kunne køre forbi Christian Stadil og med god samvittighed forære ham vores rygsække-projekt i bytte for løftet om en opskalering var et bad, et meget langt bad, for er du vimmer våde gummisko giver sure tæer og sure tæer kan give dårlig stemning og det var det absolut sidste der var brug for inden mødet med Stadil.

Af en eller anden årsag var det der business-møde planlagt til at finde sted på sådan et lidt mondænt milliardær resort et lidt anonymt og afsidesliggende sted i Sverige, utroligt lækkert sted for øvrigt, det var med havudsigt og alt muligt men altså ikke på den måde et møde vi selv faciliterede.

Det viste sig at den her type af møder hovedsageligt består af tre grupper af mennesker, en gruppe af milliardærer eller millionærer på jagt efter deres næste investeringsobjekt, en gruppe af personer der investerer for 3. parts interessenter, det kunne for eksempel være pensionsselskaber, fondsbestyrere eller sådan noget og den sidste gruppe består af håbefulde iværksættere og modne start-up’ers der efterspørger risikovillig kapital i jagten på at realisere deres ideer og/eller drømme – Og så er der faktisk også en helt fjerde gruppe af mennesker nemlig alle dem der måtte have en økonomisk interesse i det krydsfelt der opstår mellem de tre hovedgrupper – Advokater for eksempel.

Anyways – Da jeg stod i badet om morgenen inden jeg skulle afsted til mødet i Sverige spekulerede jeg på hvad jeg nu overhovedet skulle sige til Cristian Stadil – Jeg mener det var trods alt lis’som en form for fuldstændiggørelse af en ret vovet plan og tre års ekstremt hårdt arbejde som nu gerne skulle overleveres på bedste vis og så man skal jo helst ikke stå og virke alt for bøvet i betrækket og nu jeg ved ikke om du kan huske det, men jeg har det lidt stramt med sådan nogle netværksmøder.

Hvis jeg skal være helt ærlig og det skal man jo helst så var det faktisk helt utroligt angstprovokerende mest af alt fordi jeg oprigtigt følte at hele projektet afhang af det ene møde og vigtigheden af at det ville blive modtaget på en positiv måde så jeg blev enig med mig selv om at det nok ville være bedst lige at øve sig lidt først og hvad siger man så lige overhovedet.

“Hej Christian, nu skal du bare høre, vi har prøvet at lave en plan for at redde de hjemløse og…” Ej det lyder jo komplet åndssvagt desuden har vi jo ikke prøvet vel? Vi HAR jo lavet en plan og den virker oven i købet – Vi har jo for fanden allerede testet det i praksis. “Hey Stadil, godt at se dig, jeg har ledt efter dig…” Pfffft… Det lyder jo næsten stalker-agtigt så det går jo bare slet ik.

“Sverige… Hvorfor fanden skal det da også lige foregå i Sverige altså, hvad er der nu så specielt ved Sverige og hvad så med broen, hvad gør jeg lige med broen… Er der overhovedet dækning på firmakortet til at komme over broen? Der skal jo også benzin på bilen.... Er der råd til det – Ej men det kan jeg slet ikke overskue og noget af det absolut sidste man kan ønske sig er sgu da at løbe tør for benzin på Øresundsbroen – Det har jo aldrig rigtigt gjort noget godt for nogen specielt ikke hvis det er på den svenske side – Og hvad skal skal sige til Stadil…ARGH!”

Tankerne kørte bare rundt i mit hoved og jeg var på det her tidspunkt nok ret tæt på at overtale mig selv til slet ikke at tage afsted for det var ret meget som om lillehjernen bare bombarderer storhjernen med spørgsmål og det eneste storhjernen kan komme op med er noget i retning af “Jamen jeg ved det ik!” indtil jeg til sidst panikker totalt, herefter så sortner det for mine øjne og jeg ender med at falde om i badet, det sidste jeg når at tænke er “Jamen det er jo helt perfekt, hvis jeg dør nu så kan det være jeg endelig kan få mine penge af hende den ignorante bankdame og så behøver jeg jo alligevel slet ikke at tage til Sverige” – Og det er jo bare helt dumt og det er faktisk heller ikke helt rigtigt for det sidste jeg når at tænke er hvordan jeg bedst undgår at knalde hovedet direkte ned i håndvasken sådan der ikke er blod over det hele når jeg engang blev fundet – Man gider jo ikke skabe en unødvendig scene.

Den umiddelbare bedste løsning jeg kunne komme op med i den ellers lidt stressede situation var at lægge mig ned på gulvet inden storhjernen og lillehjernen for alvor kom op at skændes – Så teknisk set faldt jeg faktisk ikke for alvor om i badet det var mere en slags frivillig ordning men altså… Det blev i al fald helt sort!

Nu er det af mange årsager ret svært selv at vurdere hvor lang tid man har bevidsthedstab men et forsigtigt skøn ville da være noget i retning af nogle minutter før end jeg kom til mig selv igen… Eller det vil sige da jeg vågnede igen viste det sig at hverken storhjernen eller lillehjernen var helt færdige med at skændes så det gentog sig en håndfuld gange eller sådan noget og stod på i hvad der føltes som en evighed men heldigvis ikke var det, men som ellers på alle andre måder var pisse hamrende ubehageligt.

Efter en tid lykkedes det mig alligevel på en eller anden måde at få kæmpet mig ind i soveværelset og op i sengen hvor jeg mest af alt forsøgte slet ikke at tænke på noget. Jeg ved naturligvis ikke om du har prøvet det, men sådan noget med slet ikke at tænke på noget overhovedet, det er en helt utrolig svær øvelse, specielt hvis det skal være på kommando og hvis man samtidig er badet i koldsved er det noget nær en umulig opgave.

Da jeg havde sundet mig og ikke fået tænkt så meget over tingene virkede det til at både lillehjernen og storhjernen langt om længe indgik et form for kompromis og begge var faldet så meget til ro at resten af kroppen rent faktisk var i stand til at tage til Sverige – Og så var der jo ingen vej uden om længere.

Da jeg endelig ankom til det her svenske milliardær-resort var humøret en hel del bedre, det vil jeg nok sige, for det viste sig heldigvis at der lige akkurat var nok dækning tilbage på firmakortet til både at komme over broen og til at fylde benzin på bilen og det tog på den måde lige toppen af presset – Desuden var vejret helt enormt vildt lækkert.

Jeg spejdede efter Christian Stadil men han var ingen steder at finde, så jeg beslutter mig for at bruge tiden indtil han dukker op på at trisse lidt rundt blandt de andre og sludre sådan som man nu gør på den slags møder. Jeg var faktisk relativt afslappet omkring det hele for i modsætning til de fleste andre der var til stede skulle jeg hverken sælge noget eller investere i noget, jeg skulle jo bare forære noget væk og så hjem igen – Desuden så var der hor d’oeuvres og bobler ad libitum og helt ærligt ik så er gourmet-pindemadder bare ret højt på listen over lækkerier når man er på dag 1.086 på sin halv-ufrivillige havregrynskur.

Så sker det, lige pludselig, og efter laaaang tids venten, hvor jeg bare render lidt rundt, og taler svensk med svenske milliardærer er Christian Stadil stadig ikke dukket op, og jeg begynder at tro at han måske har valgt slet ikke deltage i arrangementet alligevel.

Jeg ved ikke helt, det kan godt være det bare er mig, men jeg bliver simpelthen bare så træt i hovedet når jeg skal tale svensk i en længere periode, så efter et par timer bliver jeg simpelthen nødt til at gå ud for at få noget frisk luft – Der er jo vandkig på milliardær-resort-matriklen og når man kommer fra et lidt mondænt kontor et eller andet sted på vestegnen så er det helt utroligt befriende med udsigt til noget meget bedre.

Alt imens jeg står der og glaner ud over Öresund og… Ja mest bare står og nyder det gode vejr og ikke mindst den der gourmet-pindemads-mæthedsfornemmelse så kommer han…. Helt ud af det blå så står han der, lige sådan pludseligt, hvilket jeg helt spontant vælger at fejre ved at blive overdrevent starstruck – Så da han siger hej står jeg lis’som bare og glor og selvom det er enormt svært at se hvordan man selv ser ud i ansigtet så er der en god chance for at jeg lige der måske har set en anelse bøvet ud.

For at være helt ærligt så var det slet ikke med i mine overvejelser for mulige scenarier for indtil da gik jeg da bare rundt og troede at det kun var Peter Mygind der havde den der starstruck’heds effekt over sig.

Heldigvis viser det sig at han er en super flink fyr, Stadil, og inden jeg stod og virkede endnu mere bøvet end jeg i forvejen allerede gjorde gik han gudskelov bare i gang med at tale – Om alt muligt og dem der kender ham godt ved hvor vanvittig god Christian er til at tale og specielt om sig selv.

Der også en anden ting ved Christian Stadil, han er helt ubegribeligt svær at stoppe igen når han for alvor kommer i gang så derfor ender det ret hurtigt op med at vi står og taler om Christian i en times tid før han så småt og langt om længe løber tør for noget at sige – Det kan jo ske for selv den bedste og det skal bestemt ikke lyde negativt for det var afgjort ikke fordi det var uinteressant på nogen måde for han er på mange måder et inspirerende menneske.

Lige der ved jeg bare at det er det helt rette tidspunkt at byde ind med planen for hvordan vi kan hjælpe de hjemløse og måske kan undgå at de fryser alt for meget ihjel om vinteren, så jeg tager en dyb indånding og kigger ham dybt i øjnene og lige da jeg skal til at forære ham hele molevitten bliver vi afbrudt af en helt utroligt larmende svensk dame der kommer væltende ind fra højre, hun havde nok været ret lækker i det hvis altså det ikke var fordi hun var så højtråbende og svensk… Hun i al fald så attraktiv at hendes tilstedeværelse øjeblikkeligt tager det meste af opmærksomheden fra stort set alle dem der står i nærområdet.

“Hejsan, jag heter Bolette och det är jag som uppfann den här plastelefanten, som är en riktig kvalitetsleksak för barn med inlärningssvårigheter, men som inte har fått diagnosen ännu, så jag får många underbetalda asiater för att göra dem av halvgiftig plast eftersom det måste vara väldigt billigt, och nu säljer jag dem på min alldeles egna webshop som heter elefantastisk.nu, och jag har faktiskt också valt att kalla det “du’ik-dum’bo” det är det inte bara roligt? “

Helt seriøst ik, hvad er sandsynligheden så lige for det? Nu ikke for at blære mig, men når man har arbejdet lidt med teorien om tilfældighed som jeg nu tilfældigvis har så kan man ret hurtigt fastslå at sandsynligheden for at der lige præcis tropper en svensk Bolette op i det selvsamme sekund som man skal til at redde de hjemløse fra at fryse ihjel er mindre end sandsynligheden for at vinde jackpot i Euro Lotto – Så hvor heldig har man da lige lov til slet ik’ at være?…

Så alt imens jeg igen bare står der og pænt må vente på at det for alvor bliver min tur til at sige noget og Bolette om muligt går endnu mere i selvsving bliver jeg pludseligt distraheret af en gut der helt ud af absolut ingenting præsenterer sig selv som Kongen af Skåne og han siger lidt overraskende:

“Förlåt att jag stör men jag har fått höra att du kanske är intresserad av en riktigt fint skogsområde med kvalitetsskog någonstans“

Skov?! Jeg ved stadig ikke helt hvor han havde fået den idé fra for jeg mener bestemt ikke at jeg sådan havde givet specielt meget udtryk for at jeg skulle være sådan mere vild med skov end gennemsnittet – Altså bevares, det er jo ikke fordi jeg har noget mod skov sådan generelt slet ikke, jeg kan skam godt li’ skov og jeg vil faktisk gå så langt som til at sige at jeg elsker skov, det er da bestemt ikke det.

Der er bare lige det med at købe en hel masse kvalitetsskov specielt når man i forvejen ikke rigtigt har nogle penge så er det måske ikke ligefrem skov der falder en først ind når der skal skrives indkøbsseddel desuden er mit personlige forhold til skov mere på et platonisk plan så altså jeg er ikke typen der fiser rundt og sådan krammer træer eller noget.

Anyways… På en eller anden måde fanger han nu alligevel min opmærksomhed ham her den semi-royale lokalkonge og vi taler forholdsvis længe om alt muligt mellem himmel og jord, det kan man jo lige så godt bare lige indtil Bolette lis’som løber helt tør for salgsargumenter og jeg igen fik chancen for taletid.

Da der endelig opstår sådan en naturlig pause i samtalen med ham milliardær-kongen går det op for mig at Bolette langt om længe er holdt op med at snakke om plastelefanter og helt sikkert ikke fordi hun ikke har mere at fortælle om plastelefanter tror jeg, men mere fordi hun er gået og endnu værre…. Til min store skræk ser jeg at Christian Stadil også er væk.

Det kommer fuldstændig bag på mig, det gør det, og lige her ved jeg med ret stor sikkerhed, at jeg springer skalaen for at se bøvet ud i ansigtet. For bøvet-heden når et så overdrevent niveau, at det smitter af helt over på ham den skånske konge, og så står vi bare der, og hver især ser halvbøvede ud, hvilket i sagens natur betyder, at vi fællesskab ser helt bøvede ud.

Jeg skynder mig at få iværksat en eftersøgning der i al sin enkelthed går ud på at jeg bevæger mig rundt i hvad der minder om kapgangstempo i forsøget på at lokalisere Stadil – Han er bare helt umulig at støve op og jeg har ingen anelse om hvor langt et forspring han har. Jeg går derfor tilbage til det mondæne milliardær-resort for at se om han måske er gået ind igen og da jeg kommer forbi foyeren ser jeg ud gennem de her kæmpestore panoramavinduer bagenden af Christian Stadils bil.

KAPITEL 10

IN NOMINE DOMINI

Hånden på hjertet så var det lidt af et hårdt slag, at projektet helt afslutningsvis ikke for alvor fik luft under vingerne, mest fordi vi jo havde brugt ret lang tid og ret mange kræfter på konceptualiseringen, på trods af det, var det for mig ikke den helt store katastrofe, først og fremmest så var det meningen fra start af, at afhænde rygsæk-projektet – Free of charge, mest fordi vi jo bare gerne ville gøre en forskel, og vi som sådan ikke havde en kæmpe ambition om at tjene noget andet end andre. Så tanken om ikke længere, at skulle være koncerndirektør var lidt af en befrielse og næsten blevet et mål i sig selv, ikke fordi det ikke er fedt nok, at være koncerndirektør absolut slet ik’ og da slet ikke, hvis man samtidig får løn.

Vi besluttede dog, at forsøge en sidste gang, at få overleveret projektet til en, som havde både midlerne og organisationen til en opskalering, og selvom det var ligeved og næsten så slår det jo ikke for alvor nogen af hesten, og det der med, at komme ridende med hænderne fulde af lækre planer og anden klasses kapitalist relikvier til skandinaviske milliardærer, det var i al fald slut, de var alligevel på kanten til, at være komplet ligeglade med hellige graler uden for sæsonen af den bedste sendetid.

Jeg havde jo i forbindelse med studiet af teorien om tilfældighed lige studeret tro så jeg går på det her tidspunkt faktisk lidt rundt og tror, at de fleste skandinaviske milliardærer måske er i den lidt græskkatolske ende af skalaen, men hvem ved, og inden vi konkluderer noget uden at vide os helt sikre skal man som altid passe lidt på med at generalisere…. Stadil er jo for eksempel ikke græskkatolsk, men sådan mere Buddhist, det fortalte han da i al fald selv til både mig og Bolette – Altså lige inden jeg var ved ikke at købe noget skov.

Nu vi er ved skov… Så endte jeg på en eller anden måde faktisk op med et “Riktigt fint skogsområde med kvalitetsskog någonstans” – Det er bare sådan noget, der sker når man tuller rundt og brainstormer på svensk med svenske milliardærer, ham kongen af Skåne tilbød mig for øvrigt en næsten helt ny Koenigsegg i bytte for den hellige gral, og jeg ville nok lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke overvejede det et kort øjeblik for det gjorde jeg, men jeg havde jo lovet, at gralen skulle bruges i en god sags tjeneste… Og man skal jo holde hvad man lover – Desuden så havde jeg allerede for lang tid siden lovet mig selv en Lamborghini så det med den Koenigsegg blev desværre ikk’ lige til noget, men fed – Det var den!

Anyways – Det var tid til, at gøre status og der var på daværende tidspunkt ingen af de involverede investorer der havde en umiddelbar interesse i, at skyde flere penge i virksomheden, dels fordi det fra starten af mere var et projekt og lidt af et eksperiment, og som på nuværende allerede havde kostet ret mange penge og så også fordi jeg selv ikke havde flere penge, og faktisk ikke havde haft det længe, og på den måde gav det heldigvis sig selv.

Så herefter bliver hele det lidt mondæne kontor med alt hvad der dertil hører, minus vandkig selvfølgelig, men inklusiv kommandocentral, verdens mest cool og kæmpestore installationskunstværk der sammen med en masse andre effekter, og sidst men overhovedet ikke mindst… Resten af kapitalisternes hellige gral, det bliver alt sammen pakket forsigtigt ned i en container, som derefter bliver omhyggeligt forseglet og herefter placeret midt ude i det “Riktigt fine skogsområde fyldt med lækker kvalitetsskog et eller någonstans“, og her får den hellige gral så ellers lov til, at stå og passe sig selv og gro til.

Imens fejrer vi min fratrædelse som koncerndirektør, og det gør vi ved at afholde sådan en fest man på Copenhagen Business School ville kalde en frivillig likvidation, det vil sige, at man lukker sin virksomhed ned efter, at have overholdt alle eventuelle indgåede kontrakter og aftaler samt betalt alle kreditorer og/eller andre interessenter deres tilgodehavende om de måtte ha’ et, og når man holder sådan en slags fest er det helt sikkert advokaterne, der hygger sig mest – Vi skyldte ikke nogen noget, og alligevel skulle advokaten lige ha’, hvad der svarer til et halvt sommerhus på den spanske solkyst, forstår ham jo godt, det er trods alt en del federe end, at ha’ til et halvtamt rækkehus på den danske østkyst… Hustlers!

Og således kunne jeg ret nemt ha’ afsluttet historien om, hvordan vi forsøgte at redde nogle hjemløse fra at fryse ihjel om vinteren imens de fleste andre var lidt mere ligeglade i betrækket – Men helt ærligt så ville det jo på mange måder være en pænt nederen afslutning på en efterhånden halvlang historie så det går jo bare ikke – Jeg ved heller ikke om du kan huske det, men det hele startede jo faktisk som en drøm om et eventyr og ægte eventyr slutter per definition med noget i retning af – “Så levede de lykkeligt til deres dages ende” det ved alle og enhver, der er vokset op med H.C. Andersen – Ja og på den måde er vi jo ikke helt eller faktisk langt fra i mål endnu, desuden er det overhovedet slet ikke en historie det er jo mere en slags P.hd. for man får jo ikke en doktorgrad forærende bare fordi man render rundt og hjælper folk med at holde varmen – Det forstår jeg skam godt!

Det blev herefter besluttet at gemme gralen væk et lidt tilfældigt sted som ingen ville finde – Undtaget var den del, som på forhånd var sendt med hjælp fra venlige vestenvinde.

En del gik også til en forstads-fortids hip hop danserinde, men ellers lå gralen bare gemt indtil tiden selv mente, at den var inde.

For tiden lader sig ikke bare teori’sere ej heller gør tilfældighed – Hvordan man løser gåden er der ingen, der rigtigt ved, det ved man til gengæld med ret stor sikkerhed.

Men først og før man kan tøjle magten fra et bæger, er der endnu en vigtig lære, den er godt nok på latin og det er nok lidt sværere.

Quod est superius est sicut quod inferius, et quod inferius est sicut quod est superius. – Når først man forstår netop det, vil man hurtigt kunne se, hvis man skal redde verden – Er det første man må ændre, ik’ sin egen færden?

Såee….Hvad så nu?

Ja jeg ved det sgu ikke for jeg er pænt træt, mest af ikk’ at sove, og når man er så grundtræt som jeg var på det her tidspunkt er det helt umuligt at tænke klart, og hvis man først når dertil så kan man hurtigt risikere, at havne i nogle lidt dumme situationer – Siger det bare…. Igen.

Jeg trængte først og fremmest helt utroligt meget til, at få det hele lidt på afstand… Jeg trængte til alt muligt faktisk for jeg var i underskud over hele pladen. Jeg trængte til, at ha’ et nogenlunde normaliset arbejdsliv igen og med en nogenlunde human arbejdstid og løn – Så trængte jeg enormt meget til krebinetter med stuvede ærter og gulerødder, eller bare et eller andet end noget med rugbrød – Så trængte jeg til at bruge al min tid med min datter og min kæreste, som jo var de virkelige ofre, for det fravær en 120 timers arbejdsuge nødvendigvis må føre med sig… Det kræver en del at kompensere for tre meget lange år med havregryn og ondt i maven over de uendelige spekulationer om hvorvidt der mon var råd til husleje til den første i måneden – Det var sgu ikke specielt spas’t.

Heldigvis havde jeg jo lige fået en del nye venner i forbindelse med det lidt kaotiske business-møde i Sverige og en af de ting der følger med verdensklasse-gourmet-pindemadder er gode råd – Hvis man altså er typen der gider at lytte, og sådan en type er jeg – Jeg mener jeg havde da højst tænkeligt stadig lyttet på både Stadil OG Bolette lige indtil nu – Hvis altså ikk’ de lidt pludseligt besluttede sig for at forsvinde i det samme øjeblik jeg kom til at interagere med ham den skånske milliardær-konge… Han gav mig til gengæld det bedste råd han kunne komme op med og det var noget i retning af “lyssna här ung jedi, du måste vara med i bygget om du verkligen vill tjäna pengar, byggbranschen det är där pengarna är.” – Og når nu man lige står og ikke selv har råd så er det alligevel rart på en måde, at få råd af andre, og specielt af sådan en succesfuld forretningsmand, sådan en med egen skov og alt.

Lige på det tidspunkt lød byggebranchen til, at være den helt rigtige løsning på den situation jeg stod i for, hvis det var som ham svenskeren sagde, at det var i byggebranchen pengene for alvor lå, så lød det som lige noget for mig så derfor går jeg da straks i gang med at bygge sådan et lejlighedskompleks på indre Nørrebro i København – Det var sådan set mere noget med at sætte lamper op, lave gipsvægge og slibe gulve end det var en egentlig entreprise, men jeg var fuldstændig ligeglad om jeg skulle slæbe cement eller sætte døre op – Det eneste der betød noget var om der uden problemer blev råd til husleje, ny madpyramide og julegaver, det var i al fald det min kæreste sagde.

Det viste sig faktisk, at være et udmærket pseudo-royalt råd, det der med byggebranchen, for selvom sådan nogle byggeopgaver er svært tidsbegrænsede så oversteg indtægten for første gang i næsten tre år udgifterne og det gør det på en eller anden måde bare så meget nemmere at slappe af i fritiden – Som iværksætter kan man nemlig ikke for alvor slappe af i sin fritid for man har stort set ingen, så alene det igen, at ha’ en var sådan WOW!

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det var et drømmejob sådan at slæbe ting rundt på en byggeplads hele vinteren, men det var et job og jeg fik da chancen for at tale både lidt polsk og rumænsk, desuden gjorde jobbet det muligt for os at holde juleaften for første gang i årevis, og på den måde var det alt sammen helt perfekt – Desværre sluttede byggeriet inden det rigtigt blev jul så på den måde var det ikke en holdbar løsning i længden.

Julen er jo som bekendt hjerternes fest og er der noget der ligger ret højt på på listen over ting, der kan få vaskeægte kvalitetsforældre til at føle en oprigtig lykkerus så er det når ens børn får et af sine største ønsker opfyldt – Altså hvis det er sådan noget de for alvor har ønsket sig, eller endnu bedre, jeg ved ikke om du har prøvet det, men hvis man får noget som man overhovedet ikke vidste, at man ønskede sig, men så alligevel…. ja får, og det så samtidig viser det sig, at være den bedste gave af dem alle, DET er en god gave.

Lige den her juleaften opstår der endnu et fikspunkt, for det viser sig, at jeg helt ud af den dejlige himmelblå, får verdens bedste julegave, jeg husker det helt klart, for den var nemlig fra min datter og lige præcis sådan en gave jeg overhovedet ikke anede jeg havde ønsket mig – Det eneste, der stod øverst på min ønskeseddel det år var nemlig et stabilt job med en stabil indtægt og med lidt held fritid nok til at skrive en slags P.hd. så lige da jeg pakker min gave ud, som viser sig, at være meget mere en tegning end et egentligt straks-job med løn til overenskomst bliver jeg sådan….Woah! – Mind Blowing!

Det var nu ikke så meget tegningen i sig selv, eller tegningen var jo ret beset gaven, så det var selvfølgelig ret meget tegningen i sig selv, men i øjeblikket var det i langt højere grad følelsen det gav i maven da jeg fik gaven, og der var den jo altså stadig pakket ind så jeg vidste allerede inden jeg blev vildt glad for tegningen slet ikke, at det var en tegning – Her skal man måske også lige huske på, at jeg faktisk heller ikke ønskede mig en tegning i første omgang, og at det alt sammen på den måde kom som lidt af en overraskelse – Men det er lige præcis det de absolut bedste gaver de kan, de kan i den grad feje benene væk under en….

Det var til gengæld ikke en helt almindelig tegning, det viste sig nemlig meget mere, at være tegningen til noget meget større – Det vidste jeg godt nok ikke på det tidspunkt, så i stedet for at være helt ekstatisk bruger jeg resten af juleaften, ja faktisk det meste af juledagene på, at komme op med en god idé til hvordan man kan kombinere resterne af den hellige gral med den der helt fantastiske lykkerus-følelse, der opstår når man helt uventet modtager verdens bedste gave, sådan en gave, der kommer lige fra hjertet af <3

Nå men… Jeg fik faktisk også det, der stod øverst på min ønskeseddel, nemlig et stabilt job med en stabil indtægt og med næsten fritid nok til at skrive en slags P.hd. – Eller det viste sig, at den gave jeg havde ønsket mig mest mere var den direkte genvej til en depression krydret med en halv midtvejskrise, og da motorvejen til helvede var helt uden afkørsler og når gaven tilmed ikke kunne byttes så… Ja var det faktisk en rigtig shitty gave – Så man skal virkelig passe på hvad man ønsker sig, det skal man altså, for man risikerer jo bare, at ende op med at få det.

Og her slutter min Ph.d så endelig langt om længe… Men fordi det hele jo startede som lidt af et eventyr så slutter det hele i sagens natur også som et eventyr – Nemlig med en helt lækker færdig plan for hvordan vi for alvor kan gøre verden til et bedre sted og allesammen leve lykkeligt til vores dages ende – Det kom jeg jo til at love og selvom det var i kampens hede skal man holde hvad man lover, det viser sig i øvrigt, at prisen for at gøre verden til et bedre sted er meget mindre end man skulle tro – Siger det bare.

Og da den her pseudo-Ph.d helt grundlæggende var lidt tilfældig og på en eller anden måde kom til at handle om hvordan man kan drive virksomhed og samtidig tjene penge på at fjerne plastik fra vores verdenshave, skabe mere biodiversitet og ellers kan få ryddet lidt op der, hvor der ellers trænger mest – Så føler jeg ærlig talt ikke på den måde, at jeg behøver at forsvare den ret meget, jeg mener hvad er alternativet… Flere Boletter?

Så hvis du har lyst til at være med til at gøre verden til et lidt bedre sted så må du endelig sige til – For helt ærligt så er det meget nemmere hvis man er nogle stykker eller endnu flere faktisk og der er helt sikkert brug for dig – Siger det bare.

Hvis du mere er sådan en investor-agtig type på jagt efter det næste guldæg så er jeg på alle måder også åben for dialog – Du ka’ få en pæn del af den hellige gral og tegningen til noget meget større hvis altså du har lyst til at være med på holdet og helt ærligt så er det altså meget billigere end man skulle tro, og jeg lover dig, at jeg skal gøre hvad jeg kan for at det bliver en succes, men så skal du også love at være seriøs for jeg magter ikke flere underfinansierede planer…. Siger min kæreste bare!