Hva’ Søren. Del I

A L B U M:
Kunsten at gøre verden til et lidt bedre sted.
Kapitel III – Hva’ Søren. Del I

TEKST:

Der var ikke noget at gøre.
For hende damen fra banken.
Havde hængt min våde drøm til tørre.
Kassen lukket.
Støtten trukket.
Drømmen slukket.
Det stank jo bare.
Og stanken….Den.
Var svær at klare.
Blev helt dårlig bare ved tanken.
For den var ikke helt så rar.

Det er så her hele historien for alvor den starter.
For da jeg kommer ud af banken.
Er hele gågaden fyldt med socialdemokrater.
De deler masser af blomster ud af en eller anden art og.
En af dem kigger min vej – får øje på mig og siger:

“Kommer du ikke lige over og siger hej?”.

Men hey – øøh.
Nææh…

Tror det blir et pænt tak, men nej.

Der står ellers statsminister Mette F.
Morten Bødskov sammen med min yndlingsborgmester.
De har bar’ en fest og kaster om sig med halv-visne blomster.
Spild af ellers så smuk en fauna.
Totalt unødvendigt ragnarok.

Stop!
Nu det nok.
I jo gået helt amok.
Behold jeres roser for jer selv.
Er i ude på at slå mig ihjel?.
Hvor idiotisk er det lige skala et til ti.
At dele blomster ud til en med høfeber allergi.

Så midt i al postyret blev jeg pludselig endnu mere forstyrret.

“Undskyld men var det noget med et hus forbi”.

Hørte jeg en stemme bag mig sige.

Ej men – Vent lidt!.

Så står der gud hjælpe mig også sådan en slags hjemløs bistands klient.

Fedt!

Han ligner godt nok mere en slags PET panser ækvivalent.
Hvis han skulle ligne noget andet.
Ville det nok være de hjemløses præsident.
Han kigger på mig og siger:

“Hej jeg hedder Søren.
Jeg så dig på vej ud af døren.
Du så helt desillusioneret ud.
Du lignede en der var ved at tude.
Prøv at høre er der noget jeg kan gøre.
Så skal du sige det.
For jeg har faktisk selv prøvet det før.”

Jeg tænkte for at være helt ærlig.
Fuck en weirdo – En mega særlig.
Han er da mere end en anelse skør.
Selv for en hjemløs at være.
Men hvad var det han sagde?.
Hed han Søren – Ej men sikke en dag.

En superhelt til kollektionen.

Så jeg tilbød ham at vi kunne gå.
Bare en tur lære hinanden at kende og
Hvem ved – Måske blive venner.
Det kan jo være man klikker.
Det ved man jo ikke – Det hænder.
Uanset hvad så blev han så glad.
At vi ender med at gå en lang tur.


Søren var ked af det.
Frustreret, skuffet og oprigtig sur.
Det har været en pæn svær tid.
Især de sidste par uger
Specielt svært er det for tiden
Har det faktisk været lige siden.
Den dag Sørens bedste ven han frøs ihjel.
Kan næsten ikke fortælle.
Alt for emotionel.
Det heller ikke sjovt – Det siger sig selv!.

Søren og jeg vi diskuterer.
Om man ikke kan gøre mere.
For at den slags ikke sker.
Altså i Danmark – Lige her.
Ej men helt seriøst mand.
I så rigt et land.
Langt ud over min forstand.

Vi ender med at indgå en pagt.
En slags kontrakt.
Han lærte mig alt hvad han vidste.
Om absolut top direktørisme.
Hvis jeg lovede ham at gøre.
Hvad jeg kunne for
At undgå folk ligger og dør.
På en helt tilfældig metro station.
Social realistisk ekstrapolation.
Har jo aldrig skadet nogen.