På spejderære

Kunsten at gøre verden til et lidt bedre sted.
Kapitel 9


Nu er jeg som tidligere nævnt gammel spejder… Eller det vil sige jeg var spejder dengang jeg ikke var så gammel men fordi det efterhånden er ved at være noget tid siden så er jeg nok mere i kategorien gammel og knapt så meget i kategorien spejder.

Men dengang var det megafedt altså – Jeg mener hvis man kan få lov til at rende rundt i en hel uge uden at skifte underbukser også selvom man stinker helt utroligt meget af bål og gammelt snobrød – Hvis man så samtidig og helt uden problemer kan sove med gummistøvler på hvis det nu lige er det man har mest lyst til – Ja så er det en ret udmærket hobby for en knægt på 10 år det vil jeg da nok sige og en hel uge under de forhold kan sagtens gå for at være en udmærket ferie… Sådan husker jeg det i al fald, uanset hvad så slår det under alle omstændigheder nudistcamping med længder.

Luftfoto over Spejdernes Lejr 2017 i Sønderborg. Foto: Kurt Gabs

Billedet her er fra lejren og faktisk taget lidt før lejren for alvor åbnede men det giver et meget godt indtryk af hvor omfangsrig den der spejderlejr i grunden var, jeg ved snart ikk – Det var som om det var spejdernes svar på Roskilde festival, bare uden alt det der med narko og overstive teenagere, det var i al fald et kæmpe stort arrangement, meget meget større end jeg havde regnet med og det gav undervejs en del uforudsete udfordringer.

Der var også en anden ting ved den spejderlejr som var ret udfordrende og det var vejret, for det regnede – Det regnede helt utroligt meget… Og så regnede det faktisk lidt mere. Det var nu ikke fordi det var sådan et kæmpe problem i al fald ikke hvis man er ægte spejder, de ægte spejdere lod nemlig til at være ret ligeglade med regn, det var nok mere segmentet af håbefulde koncerndirektører fra erhvervslivets absolutte top der efter at ha’ brugt det meste af en hel dag på at mudder wrestle en ret stor lejet lastbil fra Europcar på en oversvømmet mark var pænt træt af ingen solskin…Lige ved at tude.

Det var nu ikke fordi vi på nogen måder var dårligt forberedte, det ville være forkert at sige, men jeg er bare ikke helt så sikker på at vi var helt klar over hvad vi skulle forberede os på for vi var nok kommet til at forberede os på noget lidt andet end det vi lige pludselig stod i – Så altså.. Ja så må man jo improvisere.

Vi var da heller ikke ret meget mere end fem minutter inde i selve skattejagten førend der opstod et ret presserende problem. Et problem som faktisk ret hurtigt bredte sig til selve kommandocentralen og afstedkom en spontan panikstemning – Mest fordi det viste sig at det område vi havde fået allokeret til at afholde skattejagten på tilfældigvis var et gammelt militært område og derfor tidligere brugt i forbindelse med militærets øvelser. Det betød så også at der lige ret hurtigt kom en hel masse unger løbende med hver deres metaldetektor og ellers lige dele granater, ammunition og alt muligt andet udefinerbart militær-halløj som de overraskende hurtigt havde gravet op i forsøget på at finde deres del af den hellige gral.

Det var faktisk til den lidt stressende side, det vil jeg nok sige og vores CSO (Chief security officer) altså ham der havde ansvaret for sikkerheden lignede flere gange en der var lige ved at besvime, han var i al fald noget hvid i hovedet, selvom det i sidste ende gik ret fint og heldigvis så var der ikke sådan for alvor nogle unger der kom til skade – Vi fik for øvrigt nu jeg tænker over det da heller aldrig nogensinde så meget som et tak af hverken af Sønderborg kommune, Region Syddanmark eller forsvarsministeren for at rydde det meste af Sønderborg og omegn for brugt militært isenkram… Siger det bare.

Anyways så havde vi de her tre overordnede mål for deltagelsen på spejderlejren, først og fremmest ville vi gerne fortælle samtlige købsparate spejdere om vores rygsække og hele det her projekt omkring de hjemløse, dernæst ville vi gerne teste hele det her koncept “RANDOM ACT OF KINDNESS” af i en lidt større skala og så ville vi også rigtigt gerne øve os i at lave en skattejagt for et massivt publikum.

Jeg kan sådan set godt allerede nu afsløre at det på stort set alle tænkelige måder blev en gigantisk succes og helt ærligt så kan det jo godt lyde lidt hult når man sådan roser sig selv på den helt store klinge men det var faktisk ret perfekt også selvom det ikke var specielt meget min fortjeneste.

Vi indgik nemlig ret hurtigt en slags pagt med spejderne, en pagt der betød at jeg lovede at fortælle alle hvor fedt det i grunden er at være spejder til gengæld lovede de at fortælle alle dem de kendte hvor vild sej man er hvis man har en Karma rygsæk – Det var en udmærket ordning faktisk for det betød jo at vi nu herefter kunne overdrage hele molevitten til Christian Stadil med god samvittighed og så var vi jo mere eller mindre i mål.

En del af gralen blev tusket væk for pagten – Det var planen og målet med skattejagten. Den hellige gral blev gravet ned – Kun for at teste teorien om tilfældighed. At sætte gode gerninger i system var faktisk ikke det store problem. Det leder os til endnu en vigtig lære, hvis man vil have det hele, så må man dele, sådan er det desværre.

Vi ville udover at blære os med vores rygsække og den drønfede skattejagt jo også rigtig gerne have testet konceptet omkring “RANDOM ACT OF KINDNESS” af i et større omfang og uden at afsløre alt for meget kan vi nok godt konstatere at der da nok næppe findes et bedre sted at teste noget med gode gerninger end en spejderlejr for er der noget spejdere er totalt pjattede med så er det gode gerninger – Siger det bare.

Udover problemer med utrolige mængder regn og uforholdsmæssige store mængder brugte granater var vi også enormt udfordret på kapaciteten. Det på forhånd anslåede estimat over det maksimale antal deltagere vi rent fysisk var i stand til at håndtere gennem skattejagten udgjorde kun 5% af den samlede deltagermasse så vi var tvunget til at finde et alternativ til hvordan vi kunne italesætte de resterende 95% af deltagerne på lejren.

Det var faktisk ikke det helt store problem at tiltrække den ønskede opmærksomhed, tværtimod vil jeg sige – Jeg vil nok ikke strække den så langt og påstå at folk ligefrem stod i kø ved vores aktivitet fra vi startede om morgenen og til vi sluttede om aftenen for det er nok en overdrivelse men det var rent faktisk ret tæt på.

Vi lavede nemlig udvendigt på vores kommandocentral en “TAGWALL” og for dem som ikke lige ved hvad det er, så kan jeg bedst beskrive det som en væg hvor man kan skrive en hilsen, tegne en tegning eller udtrykke sig på anden måde. Det viste sig at være en helt utrolig effektiv måde at tiltrække ungernes opmærksomhed på og var på mange måder lidt af et fikspunkt for det gav os en mulighed for at interagere med væsentligt flere købsparate spejdere og deres kapitalstærke forældre.

Som tidligere nævnt var hele den her spejderlejr jo kontantløs hvilket så også medførte at vi ikke kunne sælge en eneste rygsæk men netop fordi lejren var en lukket, begrænset og kontantløs økonomi så gav det os omvendt en enestående mulighed for at kapitalisere på anden vis. Der sker nemlig bare det på sådan en spejderlejr at slik, sodavand og chips ret hurtigt bliver konverteret til benhård valuta i høj kurs, det ved alle og enhver der har været spejder – Specielt dem som har prøvet at løbe tør for lommepenge lang tid førend man skulle hjem.

Så derfor besluttede vi at lave verdens måske mest simple konkurrence, en konkurrence hvor vi delte rundhåndet ud af både slik og chips. Konkurrencen gik i al sin enkelthed ud på at alle de spejdere der kom forbi og skrev en hilsen på vores “TAGWALL” havde muligheden for at vinde og her kommer en lille quiz:

Hvor hurtigt vil du tro at det rygtes blandt 37.000 børn at man oppe ved den der skattejagt kan få gratis slik og Jolly Cola’er?

Svaret på quizzen er: Helt utroligt hurtigt! – Og inden vi sådan for alvor fik set os om så havde tusindvis af spejdere invaderet vores skattejagt og forvandlet vores kommandocentral til hvad der mest af alt godt kunne minde om et ret stort kick-ass installationskunstværk af ungdommens tankestrøm – I bytte for bølgechips og sukkerholdige læskedrikke.

Vi gav samtidig også samtlige af de spejdere der lagde vejen forbi vores kommandocentral en mulighed for at skrive en helt tilfældig god gerning ned på et kort og hver aften når alle spejderlejrens aktiviteter lukkede trak vi en håndfuld af de her kort med gode gerninger som vi efterfølgende brugte det meste af natten på at forberede og som vi så eksekverede den næste dag.

Det var ret sjovt faktisk for der kunne stå nogenlunde hvad som helst på de der kort og jeg mener virkelig alt muligt mellem himmel og jord – Men altså mest noget med kage.

Det betød to ting, for det første at vi stort ikke sov en hel uge fordi vi alle sammen knoklede i døgndrift, hvilket i sig selv var en helt utrolig bedrift, og vigtigere endnu så betød det faktisk også at vi pludselig fik en helt legitim anledning til at besøge hver enkelt lokale camp på lejren – Hvilket jo på mange måder var ret smart når nu vi så gerne ville vise vores rygsække frem og når man nu ligefrem tropper op med kage så får man altså bare lidt længere elevatortale-tid.

Veni, vidi, vici og så videre… På trods af regn gik det hele faktisk overraskende hurtigt og inden vi fik set os om så var hele ugen gået og det var blevet tid til at tage afsked med spejderne og dermed også den sidste del af planen.

Det var på mange måder en kæmpe oplevelse med den der spejderlejr, det vil jeg sige men… altså lige der, efter en uge med hårdt arbejde og stort set uden søvn og samtidig dobbelt op på regnvejr var vi alle sammen ret udkørte og helt ærligt ik – Så tror jeg at det eneste jeg for alvor kunne tænke på var slet ikke at være på spejderlejr mere…Og måske noget med nogle tørre sko.

Det sidste der nu sådan for alvor manglede inden vi langt om længe kunne køre forbi Christian Stadil og med god samvittighed forære ham vores rygsække-projekt i bytte for løftet om en opskalering var et bad, et meget langt bad, for er du vimmer våde gummisko giver sure tæer og sure tæer kan give dårlig stemning og det var det absolut sidste der var brug for inden mødet med Stadil.

Af en eller anden årsag var det der business-møde planlagt til at finde sted på sådan et lidt mondænt milliardær resort et lidt anonymt og afsidesliggende sted i Sverige, utroligt lækkert sted for øvrigt, det var med havudsigt og alt muligt men altså ikke på den måde et møde vi selv faciliterede.

Det viste sig at den her type af møder hovedsageligt består af tre grupper af mennesker, en gruppe af milliardærer eller millionærer på jagt efter deres næste investeringsobjekt, en gruppe af personer der investerer for 3. parts interessenter, det kunne for eksempel være pensionsselskaber, fondsbestyrere eller sådan noget og den sidste gruppe består af håbefulde iværksættere og modne start-up’ers der efterspørger risikovillig kapital i jagten på at realisere deres ideer og/eller drømme – Og så er der faktisk også en helt fjerde gruppe af mennesker nemlig alle dem der måtte have en økonomisk interesse i det krydsfelt der opstår mellem de tre hovedgrupper – Advokater for eksempel.

Anyways – Da jeg stod i badet om morgenen inden jeg skulle afsted til mødet i Sverige spekulerede jeg på hvad jeg nu overhovedet skulle sige til Cristian Stadil – Jeg mener det var trods alt lis’som en form for fuldstændiggørelse af en ret vovet plan og tre års ekstremt hårdt arbejde som nu gerne skulle overleveres på bedste vis og så man skal jo helst ikke stå og virke alt for bøvet i betrækket og nu jeg ved ikke om du kan huske det, men jeg har det lidt stramt med sådan nogle netværksmøder.

Hvis jeg skal være helt ærlig og det skal man jo helst så var det faktisk helt utroligt angstprovokerende mest af alt fordi jeg oprigtigt følte at hele projektet afhang af det ene møde og vigtigheden af at det ville blive modtaget på en positiv måde så jeg blev enig med mig selv om at det nok ville være bedst lige at øve sig lidt først og hvad siger man så lige overhovedet.

Hej Christian, nu skal du bare høre, vi har prøvet at lave en plan for at redde de hjemløse og…” Ej det lyder jo komplet åndssvagt desuden har vi jo ikke prøvet vel? Vi HAR jo lavet en plan og den virker oven i købet – Vi har jo for fanden allerede testet det i praksis. “Hey Stadil, godt at se dig, jeg har ledt efter dig…” Pfffft… Det lyder jo næsten stalker-agtigt så det går jo bare slet ik.

Sverige… Hvorfor fanden skal det da også lige foregå i Sverige altså, hvad er der nu så specielt ved Sverige og hvad så med broen, hvad gør jeg lige med broen… Er der overhovedet dækning på firmakortet til at komme over broen? Der skal jo også benzin på bilen.... Er der råd til det – Ej men det kan jeg slet ikke overskue og noget af det absolut sidste man kan ønske sig er sgu da at løbe tør for benzin på Øresundsbroen – Det har jo aldrig rigtigt gjort noget godt for nogen specielt ikke hvis det er på den svenske side – Og hvad skal skal sige til Stadil…ARGH!”

Tankerne kørte bare rundt i mit hoved og jeg var på det her tidspunkt nok ret tæt på at overtale mig selv til slet ikke at tage afsted for det var ret meget som om lillehjernen bare bombarderer storhjernen med spørgsmål og det eneste storhjernen kan komme op med er noget i retning af “Jamen jeg ved det ik!” indtil jeg til sidst panikker totalt, herefter så sortner det for mine øjne og jeg ender med at falde om i badet, det sidste jeg når at tænke er “Jamen det er jo helt perfekt, hvis jeg dør nu så kan det være jeg endelig kan få mine penge af hende den ignorante bankdame og så behøver jeg jo alligevel slet ikke at tage til Sverige” – Og det er jo bare helt dumt og det er faktisk heller ikke helt rigtigt for det sidste jeg når at tænke er hvordan jeg bedst undgår at knalde hovedet direkte ned i håndvasken sådan der ikke er blod over det hele når jeg engang blev fundet – Man gider jo ikke skabe en unødvendig scene.

Den umiddelbare bedste løsning jeg kunne komme op med i den ellers lidt stressede situation var at lægge mig ned på gulvet inden storhjernen og lillehjernen for alvor kom op at skændes – Så teknisk set faldt jeg faktisk ikke for alvor om i badet det var mere en slags frivillig ordning men altså… Det blev i al fald helt sort!

Nu er det af mange årsager ret svært selv at vurdere hvor lang tid man har bevidsthedstab men et forsigtigt skøn ville da være noget i retning af nogle minutter før end jeg kom til mig selv igen… Eller det vil sige da jeg vågnede igen viste det sig at hverken storhjernen eller lillehjernen var helt færdige med at skændes så det gentog sig en håndfuld gange eller sådan noget og stod på i hvad der føltes som en evighed men heldigvis ikke var det, men som ellers på alle andre måder var pisse hamrende ubehageligt.

Efter en tid lykkedes det mig alligevel på en eller anden måde at få kæmpet mig ind i soveværelset og op i sengen hvor jeg mest af alt forsøgte slet ikke at tænke på noget. Jeg ved naturligvis ikke om du har prøvet det, men sådan noget med slet ikke at tænke på noget overhovedet, det er en helt utrolig svær øvelse, specielt hvis det skal være på kommando og hvis man samtidig er badet i koldsved er det noget nær en umulig opgave.

Da jeg havde sundet mig og ikke fået tænkt så meget over tingene virkede det til at både lillehjernen og storhjernen langt om længe indgik et form for kompromis og begge var faldet så meget til ro at resten af kroppen rent faktisk var i stand til at tage til Sverige – Og så var der jo ingen vej uden om længere.

Da jeg endelig ankom til det her svenske milliardær-resort var humøret en hel del bedre, det vil jeg nok sige, for det viste sig heldigvis at der lige akkurat var nok dækning tilbage på firmakortet til både at komme over broen og til at fylde benzin på bilen og det tog på den måde lige toppen af presset – Desuden var vejret helt enormt vildt lækkert.

Jeg spejdede efter Christian Stadil men han var ingen steder at finde, så jeg beslutter mig for at bruge tiden indtil han dukker op på at trisse lidt rundt blandt de andre og sludre sådan som man nu gør på den slags møder. Jeg var faktisk relativt afslappet omkring det hele for i modsætning til de fleste andre der var til stede skulle jeg hverken sælge noget eller investere i noget, jeg skulle jo bare forære noget væk og så hjem igen – Desuden så var der hor d’oeuvres og bobler ad libitum og helt ærligt ik så er gourmet-pindemadder bare ret højt på listen over lækkerier når man er på dag 1.086 på sin halv-ufrivillige havregrynskur.

Så sker det, lige pludselig, og efter laaaang tids venten, hvor jeg bare render lidt rundt, og taler svensk med svenske milliardærer er Christian Stadil stadig ikke dukket op, og jeg begynder at tro at han måske har valgt slet ikke deltage i arrangementet alligevel.

Jeg ved ikke helt, det kan godt være det bare er mig, men jeg bliver simpelthen bare så træt i hovedet når jeg skal tale svensk i en længere periode, så efter et par timer bliver jeg simpelthen nødt til at gå ud for at få noget frisk luft – Der er jo vandkig på milliardær-resort-matriklen og når man kommer fra et lidt mondænt kontor et eller andet sted på vestegnen så er det helt utroligt befriende med udsigt til noget meget bedre.

Alt imens jeg står der og glaner ud over Öresund og… Ja mest bare står og nyder det gode vejr og ikke mindst den der gourmet-pindemads-mæthedsfornemmelse så kommer han…. Helt ud af det blå så står han der, lige sådan pludseligt, hvilket jeg helt spontant vælger at fejre ved at blive overdrevent starstruck – Så da han siger hej står jeg lis’som bare og glor og selvom det er enormt svært at se hvordan man selv ser ud i ansigtet så er der en god chance for at jeg lige der måske har set en anelse bøvet ud.

For at være helt ærligt så var det slet ikke med i mine overvejelser for mulige scenarier for indtil da gik jeg da bare rundt og troede at det kun var Peter Mygind der havde den der starstruck’heds effekt over sig.

Heldigvis viser det sig at han er en super flink fyr, Stadil, og inden jeg stod og virkede endnu mere bøvet end jeg i forvejen allerede gjorde gik han gudskelov bare i gang med at tale – Om alt muligt og dem der kender ham godt ved hvor vanvittig god Christian er til at tale og specielt om sig selv.

Der også en anden ting ved Christian Stadil, han er helt ubegribeligt svær at stoppe igen når han for alvor kommer i gang så derfor ender det ret hurtigt op med at vi står og taler om Christian i en times tid før han så småt og langt om længe løber tør for noget at sige – Det kan jo ske for selv den bedste og det skal bestemt ikke lyde negativt for det var afgjort ikke fordi det var uinteressant på nogen måde for han er på mange måder et inspirerende menneske.

Lige der ved jeg bare at det er det helt rette tidspunkt at byde ind med planen for hvordan vi kan hjælpe de hjemløse og måske kan undgå at de fryser alt for meget ihjel om vinteren, så jeg tager en dyb indånding og kigger ham dybt i øjnene og lige da jeg skal til at forære ham hele molevitten bliver vi afbrudt af en helt utroligt larmende svensk dame der kommer væltende ind fra højre, hun havde nok været ret lækker i det hvis altså det ikke var fordi hun var så højtråbende og svensk… Hun i al fald så attraktiv at hendes tilstedeværelse øjeblikkeligt tager det meste af opmærksomheden fra stort set alle dem der står i nærområdet.

“Hejsan, jag heter Bolette och det är jag som uppfann den här plastelefanten, som är en riktig kvalitetsleksak för barn med inlärningssvårigheter, men som inte har fått diagnosen ännu, så jag får många underbetalda asiater för att göra dem av halvgiftig plast eftersom det måste vara väldigt billigt, och nu säljer jag dem på min alldeles egna webshop som heter elefantastisk.nu, och jag har faktiskt också valt att kalla det “du’ik-dum’bo” det är det inte bara roligt? “

Helt seriøst ik, hvad er sandsynligheden så lige for det? Nu ikke for at blære mig, men når man har arbejdet lidt med teorien om tilfældighed som jeg nu tilfældigvis har så kan man ret hurtigt fastslå at sandsynligheden for at der lige præcis tropper en svensk Bolette op i det selvsamme sekund som man skal til at redde de hjemløse fra at fryse ihjel er mindre end sandsynligheden for at vinde jackpot i Euro Lotto – Så hvor heldig har man da lige lov til slet ik’ at være?…

Så alt imens jeg igen bare står der og pænt må vente på at det for alvor bliver min tur til at sige noget og Bolette om muligt går endnu mere i selvsving bliver jeg pludseligt distraheret af en gut der helt ud af absolut ingenting præsenterer sig selv som Kongen af Skåne og han siger lidt overraskende:

“Förlåt att jag stör men jag har fått höra att du kanske är intresserad av en riktigt fint skogsområde med kvalitetsskog någonstans

Skov?! Jeg ved stadig ikke helt hvor han havde fået den idé fra for jeg mener bestemt ikke at jeg sådan havde givet specielt meget udtryk for at jeg skulle være sådan mere vild med skov end gennemsnittet – Altså bevares, det er jo ikke fordi jeg har noget mod skov sådan generelt slet ikke, jeg kan skam godt li’ skov og jeg vil faktisk gå så langt som til at sige at jeg elsker skov, det er da bestemt ikke det.

Der er bare lige det med at købe en hel masse kvalitetsskov specielt når man i forvejen ikke rigtigt har nogle penge så er det måske ikke ligefrem skov der falder en først ind når der skal skrives indkøbsseddel desuden er mit personlige forhold til skov mere på et platonisk plan så altså jeg er ikke typen der fiser rundt og sådan krammer træer eller noget.

Anyways… På en eller anden måde fanger han nu alligevel min opmærksomhed ham her den semi-royale lokalkonge og vi taler forholdsvis længe om alt muligt mellem himmel og jord, det kan man jo lige så godt bare lige indtil Bolette lis’som løber helt tør for salgsargumenter og jeg igen fik chancen for taletid.

Da der endelig opstår sådan en naturlig pause i samtalen med ham milliardær-kongen går det op for mig at Bolette langt om længe er holdt op med at snakke om plastelefanter og helt sikkert ikke fordi hun ikke har mere at fortælle om plastelefanter tror jeg, men mere fordi hun er gået og endnu værre…. Til min store skræk ser jeg at Christian Stadil også er væk.

Det kommer fuldstændig bag på mig, det gør det, og lige her ved jeg med ret stor sikkerhed, at jeg springer skalaen for at se bøvet ud i ansigtet. For bøvet-heden når et så overdrevent niveau, at det smitter af helt over på ham den skånske konge, og så står vi bare der, og hver især ser halvbøvede ud, hvilket i sagens natur betyder, at vi fællesskab ser helt bøvede ud.

Jeg skynder mig at få iværksat en eftersøgning der i al sin enkelthed går ud på at jeg bevæger mig rundt i hvad der minder om kapgangstempo i forsøget på at lokalisere Stadil – Han er bare helt umulig at støve op og jeg har ingen anelse om hvor langt et forspring han har. Jeg går derfor tilbage til det mondæne milliardær-resort for at se om han måske er gået ind igen og da jeg kommer forbi foyeren ser jeg ud gennem de her kæmpestore panoramavinduer bagenden af Christian Stadils bil.

rndm.me Skrevet af:

Ghostwriter & Super-influencer ånderkover!

Kommentarer er lukket.