Kunsten at gøre verden til et lidt bedre sted.
Kapitel 2
Det sker bare altid for mig, nogle mennesker har en evne til at blive suget så meget ind i det de foretager sig at de glemmer alt om…. Ja alt andet. Sådan en type er jeg, hvis man overhovedet kan tale om typer i de her atypiske tider. Jeg tænker det er noget genetisk, mest fordi det bare lyder blæret, men også fordi min datter på fire fem år lider lidt af det samme.
Forleden var vi ude og cykle og hun cykler forrest på cykelstien sådan en 50-100 meter foran mig. Jeg kan høre at hun kører og brummer, sårn “Huuummm, Huuummmmm” og tænker i første omgang “Hva’ laver hun nu….altså!” så jeg sætter i tredje gear for at indhente hende og da jeg så kommer op på siden af hende, går det op for mig at hun cykler rundt med lukkede øjne, så tænker jeg i anden omgang “fuck hun er jo blevet suicidal mand!”, og umiddelbart efter og i tredje omgang tænker jeg “Hendes mor går jo noget nær amok hvis jeg kommer hjem og fortæller hende at hendes datter er faldet på cyklen fordi jeg lod hende køre rundt med lukkede øjne fuldstændig suget ind i følelsen af livet on the road“….
Så jeg bringer hende straks til standsning, kigger alvorligt på hende og spørger “Hva’ laver du nu….altså!” og så kigger op på mig svarer hun det absolut sidste jeg på nogen måde havde forventet….
“Far-AAAAR… Jeg laver yoga og nu har du forstyrret mig“. Det kom alligevel bag på mig og så lige yoga, og hva’ er det nu lige med dem der dyrker yoga sådan generelt, er de ikke pacifister? Kan man så overhovedet tillade sig at skælde ud? Men ARGH!
Nu har jeg heldigvis, og for lang tid siden besluttet mig for at være en super cool dad, sådan en som tager alting helt afslappet. Der sker bare det, at umiddelbart inden jeg fik kastet mig ud i al den cool’ness jeg er proppet med, var datteren kørt videre på sin yogafærd, og så er det altså bare lidt svært at bevare roen.
Da jeg fik bragt det cyklende yoga barn til standsning for anden gang, og jeg skal til at råbe hende direkte ind i hovedet, om hun er blevet fuldstændig skingrende vanvittig, og forklare hende, at hvis hun ikke straks har tænkt sig at ændre adfærd, så ender hun med at vokse op, og blive sådan en der cykler frem og tilbage på H.C. Andersens Boulevard i myldretiden, og de er jo ikke til at holde ud.
Men jeg når slet ikke at træde i karakter før hun kommer mig i forkøbet, hun kigger nemlig på mig med mega sure øjenbryn og så vrede rottehaler at de ligefrem sitrer imens hun forklarer mig at hun har prokura til at dyrke alt det yoga, og med ligeså meget lukkede øjne som hun lyster, for det er nemlig en aftale hun har indgået med sin mor…
Her er min hjerne ved at implodere, det er lidt som om lillehjernen bombarderer storhjernen med spørgsmål og det eneste storhjernen kan komme op med er noget i retning af “Jamen jeg ved det ik!” – Og det er da bare slet ikke godt nok til at iværksætte de indledende konflikthåndteringsøvelser som situationen åbenlyst kræver. Så jeg gør det eneste rigtige… Jeg skifter fra cool dad til autoritets-dad, og siger “Det har din mor i al fald, da aldrig nogensinde sagt, at du må cykle rundt med lukkede øjne mens du laver yoga, det tror jeg simpelthen da overhovedet ikke på“.
Så svarer hun det absolut næstsidste jeg på nogen måde havde forventet, “Det er fordi jeg laver yoga på vej ned af bakken når vi kører til børnehave, hvis jeg er lidt stresset” – Og så står jeg helt af, jeg mener hvor stressende er den børnehave lige? Skal hun ned på myrestuen og lege single-mom til to dukker på 4 og 7 mens Thor fjoller rundt med Emma i dukkekrogen eller hva ?
Nå – Men anyways så handlede det jo om at blive suget ind i noget i sådan en grad at man glemmer alt om tid og sted. Det er sommetider helt fantastisk, og det kan være absolut magisk når det sker. Forleden skete det igen, mens jeg sad og var mere end almindeligt fordybet i at forfatte et vildt sjovt kapitel til….. Ja en slags P.hd.
Jeg har på en eller anden forunderlig vis udviklet en lidt speciel evne, måske jeg har arvet den af min far for han besidder den også, evnen til ikke at høre efter, det kom helt af sig selv måske efter jeg fik børn (måske den allerede var der i folkeskolen) – Det er en form for white noise der lis’som udelukker alle de der børne og kone/kæreste frekvenser der bare farer rundt i hele huset fra morgen til aften, og eftersom vores matrikel er er i den mere lydfrekvente ende af skalaen, er det ret befriende at kunne sortere noget af det fra, bare en gang i mellem.
Nårh men her sidder jeg så, og ud af ørekrogen kan jeg godt sådan svagt fornemme at der er en der kalder, men fordi jeg er lige midt i at skrive sådan et lidt Nik & Jay inspireret digt til Lina Rafn, så hører jeg det alligevel ikke for alvor. Der er åbenbart sådan regel indenfor råben der hedder, hvis modtageren ikke forstår og/eller ikke hører hvad du råber, så skal du bare råbe endnu højere og hvis det heller ikke virker, så kan det være det er fordi du lige skal give den en ekstra tand.
Jeg har ellers forsøgt at insistere på indførelsen af en anti-råbe-regel på hjemmefronten, men der er ikke den fornødne vilje til, at effektuere den i praksis blandt husets øvrige beboere. Jeg går lidt rundt og tror det måske er fordi vi er kommet til at bytte lidt rundt på begreberne for det lader til, at hvis man bare kalder et råb for at kalde, så er det ikke et rigtigt råb og så er anti-råbe-reglen sat ud af funktion.
“HVA LAVER DU?! – KAN DU IKKE LIGE KOMME ALTSÅ??!!” råbt-kaldte min kæreste – Jeg tror det var 3. gang hun råbt-kaldte for det var som om hun lige gav den en ekstra tand. Så jeg rejser mig og går ud i køkkenet hvor kæresten viser sig at være i færd med at lave en rigtig lækker kartoffelsalat.
“Ka’ du ik’ lige smage på den, og fortælle mig om du synes den mangler flere løg?“
Så stikker hun en stor ske med en stor klump helt nylavet kartoffelsalat helt op i hovedet på mig, og med en pludselig bevægelse stopper hun hele molevitten ind i min mund.
“Hva’ siger du? – Er den god nok?“
Til at starte med er jeg helt mundlam, mest fordi jeg har hvad der godt kunne føles som 27 gr kartoffelsalat i munden, og da jeg endelig får nedkæmpet det mayonnaise-indsmurte overraskelsesangreb kommer jeg til den konklusion, at kartoffelsalaten helt klart godt kunne trænge til flere løg…. Jeg kan nemlig ret godt li’ løg i kartoffelsalat så jeg svarer.
“Jeg synes den smager godt, men jo…. der kunne da godt komme flere løg i“.
Så kigger hun helt underligt på mig, altså som om det nok omtrent var det dummeste hun nogensinde havde hørt hele dagen og jeg tror nok at det måske afstedkom, at jeg nok også kiggede helt underligt tilbage. Så lige der hvor vi står og kigger helt og aldeles meget underligt på hinanden så siger hun….
“Nej det skal der så ikke” – Og så siger hun ikke mere… Jeg er helt forvirret, det som jeg måske lidt nonchalant antog var et helt simpelt spørgsmål viste sig pludseligt at være mere sådan en form for quiz hvor man åbenbart skulle gætte hvorvidt der manglede løg i kartoffelsalaten og meget mindre sådan et helt simpelt spørgsmål.
Så stod jeg der lidt, først bare lidt, så stod jeg lidt og blev i tvivl om det måske var indledningen til en dialog så jeg forsøger med et forsigtigt “Men skat’ski, hvorfor kalder du på mig for at spørge mig om et eller andet hvis du alligevel er fuldstændig ligeglad med svaret?” – Lige da jeg har formuleret spørgsmålet stod jeg så og blev overhovedet ikke i tvivl om hvorvidt det var indledningen til en dialog, for det tror jeg faktisk ikke at det var tænkt som.
“Jeg er da overhovedet ikke ligeglad med svaret, men du ved godt at det er en børnefødselsdag ik? Der kommer børn! de gider ikke at spise det hvis der er for mange løg i vel?! – Det er jo ikke forbudt at tænke sig lidt om“….
Det kan man jo ikke sige så meget til, for jeg mener, hun havde jo ret meget ret, jeg vidste da godt at det var til en børnefødselsdag – Jeg havde jo selv pustet balloner op, og pakket gaver ind, og hentet morgenmad hos bageren, og vasket gulv, og hentet havemøbler, og grill og stole og pyntet op med flag og og og med alt det in mente, antog jeg at spørgsmålet var i den mere retoriske ende af skalaen.
Jeg er da også udmærket klar over at der kommer børn til børnefødselsdagen, det er jo de samme der er med hver gang, og her kommer en lille super-influencer-celebrity-secret, det er ikke noget jeg har skiltet så meget med igennem årene, men da jeg var barn, kunne jeg heller ikke fordrage løg, så også det har jeg da fuld forståelse for.
Det er på heller ingen måde forbudt at tænke sig lidt om – Det er det altså overhovedet ikke, jeg tror nu også at vi var kommet frem til den samme konklusion i forhold til mængden af løg i børnevenlig kartoffelsalat hvis spørgsmålet som udgangspunkt havde været “Tror du børnene vil spise den hvis jeg fyrer flere løg i?” og jeg måske havde fået lidt mere tid til at tænke mig lidt mere om.
Nu har jeg heldigvis, og for lang tid siden besluttet mig for at være en super cool kæreste, sådan en som tager alting helt afslappet, og når man nu ligefrem bliver opfordret, tænkte jeg, at det måske var et udmærket tidspunkt, at starte med at tænke mig lidt om – Så det gjorde jeg.
Jeg ved ikke om du kender det, men hvis man lige står i en lidt vanskelig situation som er ud over det sædvanlige, og man ikke helt ved hvordan man skal reagere så kan man godt spørge sig selv “Hvad mon Bertel Haarder ville ha’ gjort i den her situation” og så kan man håbe på at han ville ha’ gjort noget rigtigt smart. Så kan man selvfølgelig skifte Bertel ud med sin favorit superhelt som eksempelvis Dick Turpin, Dan Jørgensen eller gå all in og bare køre med Jesus.
Måske du ikke har sådan en halv-hemmelig-personlig-superhelte-rådgiver men det har jeg, han hedder Søren og jeg er tosset med ham. Så hver gang jeg ikke helt ved hvad jeg skal gøre spørger jeg bare ham… Det starter som regel med et “Hva’ Søren hvad gør jeg nu“.
Det plejer at virke, det gjorde det også denne gang for Søren og jeg blev hurtigt enige om at vi ikke ville optrappe kartoffelsalat-gate yderligere. Til gengæld blev vi ret hurtigt enige om at sende en SMS til alle de gæster der var inviteret til fødselsdagen…
“Jeg glæder mig helt vildt til at se dig senere, hvis det er muligt må du meget gerne, inden du går, lige nævne at kartoffelsalaten var VILDT go’ men, at den manglede løg, så er du sød :-* “
“Du er så løsningsorienteret, du er måske et af de mest løsningsorienterede mennesker jeg kender” – Sagde min overhovedet-ikke-hemmelige-superhelte-rådgiver Søren og så blev jeg pavestolt, Søren var nemlig min mentor og er et helt igennem fantastisk menneske og så er han indirekte årsagen til at hjemmesiden her eksisterer – Selvom han nok ikke engang selv ved det.
Jeg mødte Søren første gang da jeg læste til multimillionær, han viste sig helt tilfældigt at være underviser på iværksætter-delen af min Master uddannelse og heldigvis for det. Nogle gange bumper man bare ind i et fremmed menneske der rører en på en hel speciel måde og sådan et menneske var Søren.
Vi klingede ikke sådan for alvor, Søren og mig, ikke sådan fra start af, jeg tror det var fordi vi ikke talte helt samme sprog for han er temmelig akademisk i det, en del mere end jeg var i al fald, han er nu flink nok alligevel, det er slet ikke det.
På trods af de umiddelbare forskelle indgik Søren og jeg alligevel hurtigt en slags pagt, hvor han lovede at lære mig alt hvad han vidste om iværksætteri og hvordan man bliver akademisk mange-millionær på en god måde til gengæld lærte jeg ham hvordan man celebrerer gode idéer med at indtage store mængder Othellolagkage.
Ooh… Så lærte Søren mig også noget andet vigtigt, nemlig at tale med den der Copenhagen-Business-School-agtige accent hvilket er ret handy’t specielt lige når man står og skal til at omgås andre akademiske multi-millionærer hvoraf de fleste jo render rundt med sådan et karismatisk kongruent udtaletræk – Lige børn leger jo som bekendt bedst som man siger på Herlufsholm.
Efter en intens fordybelse i elevatortaler, forretningsplaner, visioner, mål, finansiering, markedsanalyser, supply chain management og alt det andet der lige følger med inden man for alvor kan gå i gang med at blive lidt rig i det endte jeg op med en helt vaskeægte lækker og næsten færdig forretningsplan for et unikt smykkeprojekt af international karakter i milliardklassen der uomtvisteligt ville få Lars Seier til at slå flik flak i bar begejstring og få Pandora’s ledelse til at gå i panik.
Hvis du endnu ikke har prøvet at kickstarte et smykkeeventyr kan jeg da godt lige afsløre at der er en hel del arbejde i det. Først går der tid med at analysere markedet, så aktørerne, trends, brandloyalitet, segmentering og en masse andet business gejl. Så er der en lang række forhandlinger med mere eller mindre kendte smykkedesignere som for de flestes vedkommende er mere eller mindre optaget af dem selv. Næstsidst men ikke mindst så skal projekter af sådan en karakter jo helst have et kendt ansigt udadtil, de kan godt være svære at skaffe og slutteligt så skal det finansieres – Sådan i korte træk.
Så efter et halvt år med indgående planlægning el-cykler jeg, relativt co2 neutralt, med forretningsplan under armen og en superkendt supermodel med et superkendt ansigt på bagagebæreren, ned i banken for at hæve alle mine penge som skal bruges til finansieringen og realiseringen af det her helt fantastiske fremtidige milliardprojekt. På cykelturen derned kører jeg faktisk lidt rundt i lokalområdet med lukkede øjne og drømmer om den der Lamborghini jeg bare altid for alvor ikke har turde drømme om men som pludseligt virker væsentligt mere realistisk – Altså nu hvor milliarderne er lige på trapperne.
Fælles for alle iværksættere er, at der opstår sådan nogle fikspunkter, episoder i forløbet som man husker særligt godt, måske fordi det har været grænseoverskridende eller angstprovokerende, det kan også godt være en succesoplevelse, en indgået kontrakt eller bare et delmål der er nået – Det kan ret beset også være alt muligt andet eller en kombination, men fælles for alle fikspunkter er dog som hovedregel, at de har haft en eller anden form for negativ eller positiv indflydelse på den rejse som iværksætteri i virkeligheden er for langt de fleste iværksættere.
Sådan et fikspunkt var mødet med banken, altså sådan en oplevelse man kan huske ret klart, for bedst som jeg står der med alle mine talenter pakket ind i en milliardplan og jeg beder hende bankdamen om at hæve alle mine penge for jeg står og skal bruge dem så siger hun…
“Ja…. Det kan du så ikke“. – Og så siger hun ikke mere…. Jeg blev helt forvirret, det som jeg måske lidt nonchalant antog var en simpel formalitet viste sig pludseligt at være mere sådan en ikke så simpel manøvre. Det kunne på mange måder godt minde lidt om når min kæreste inviterer til spontan kartoffelsalat-smagning.
Så stod jeg der lidt, først bare lidt, så stod jeg lidt og blev i tvivl om det måske var indledningen til en dialog så jeg forsøger med et forsigtigt “Men det er jo mine penge? – Jeg skal rigtig meget bruge dem og helst lige nu?” – Og så gik jeg ellers i gang med at understrege vigtigheden af at kunne tilgå de indestående men tilsyneladende indefrosne aktiver ved, at forklare bankdame stolpe op og stolpe ned om smykkeeventyr, milliarder, tidsplaner, delfinansieringer, danske arbejdspladser og så lige toppet med en portion internationalt goodwill.
Da det overhovedet ikke lige ser ud til at påvirke bankdamen i synderlig grad så føler jeg mig nærmest tvunget til at følge op med at fortælle om den superkendte supermodel med det superkendte ansigt. Helt utroligt så det heller ikke ud til at ændre noget, og det var først da jeg langt om længe nåede til det der med Lamborghini’en der kommer en form for reaktion fra min bankrådgiver….
“Nårh ja det lyder da også helt utroligt spændende, det kan jeg da godt se… men altså nej.”
Lige da det sker bliver jeg sådan en anelse vred, eller faktisk mere skuffet, mest fordi jeg allerede havde regnet en del med at skifte cyklen ud med en lidt lækker sportsvogn, og pludselig står man så bare der, med en plan som i grunden er en lorteplan for, hvis det nu havde været en ægte superplan havde man jo taget højde for ignorant bankdame, og hvordan er det nu lige man fortæller en superkendt supermodel med så superkendt et ansigt, at det der med smykkemilliarder nok ikke lige bliver til noget sådan lige de kommende dage…. Men ARGH!
Sådan en smule slukøret i det forlader jeg banken med halv-død idé og knuste drømme og på vej ud tænker jeg hvordan mon min halv-hemmelige-personlige-superhelte-rådgiver ville vælge at tackle situationen.
“Hva’ Søren hvad gør jeg nu“…
Kommentarer er lukket.