SUPERHELTENE

Hvis man skal erobre verden og tvangs-gøre den til et bedre sted baseret på helt uprøvede teorier så er det min helt klare anbefaling at man gør sig selv en tjeneste ved at stable et hold af superhelte på benene først – Eller senest løbende. Sådan et hold af folk med helt specielle evner så man bedre kan imødegå de udfordringer der nu engang er forbundet med at indtage en hel planet – Jeg har da selv forsøgt at tilegne mig alle de mest basale kundskaber indenfor de mest elementære områder for bedre at kunne skabe mig et overblik men man kan bare ikke være bedst til det hele – Og nu ved jeg ikke om du husker det, men jeg ville jo egentlig bare være bedst til det med at være far.

Da vi startede projektet var der en del snak omkring hvordan vi skulle dokumentere hele forløbet, vi overvejede eller det vil sige, der var andre der syntes det ville være en rigtig god ide, at dokumentere hele forløbet på en eller anden måde, for eksempel i et eller andet dokumentarfilms-format, men jeg er simpelthen, alt alt for introvert til at hænge ud på DR2 i fire afsnit af et eller andet social-realistisk tv-program med en bismag af reality-tv – Desuden så havde jeg absolut ingen personlig interesse i at blive dokumenteret overhovedet, som i slet ikke, for det handlede ikke om mig men om de hjemløse….. Ja og løftet til Søren.

Men vi indgik en form for kompromis der betød at vi ville hyre en fotograf ind der så kunne tage billeder gennem hele forløbet, det var der bred enighed om var en super god ide. Men altså som så mange gange før kan der til at starte med være en uoverensstemmelse mellem teori og praksis – For selvom det lyder som en god ide, hvor Søren finder man så lige en fotograf der vil stå til rådighed 24/7 i et års tid, og som gør det udelukkende for målets skyld, og meget lidt for pengene?

Fordelen ved at være direktør, eller en af dem er, at man kan uddelegere opgaverne uanset hvor håbløse de end må være, til andre i organisationen og jeg var jo sådan set ham der var direktør også selvom hende teenagefagforeningsdamen mente det mest bare var for sjov, så jeg sendte opgaven videre til vores knalddygtige CMO Chief marketing operator (ham der skal finde næsten gratis fotografer), uheldigvis var vi jo svært underfinansieret så vores knalddygtige CMO var sådan set også mig…. Ja selvom hende teenagefagforeningsdamen mente at det kunne man umuligt være – Men sådan var det altså.

Så skete der noget, noget helt utroligt, som i et vaskeægte fikspunkt! – Hvis man er en knalddygtig marketingshalløj sidder man jo ikke bare på hænderne, jeg har en bachelor i marketing så det er jo ikke fordi jeg er sådan helt på bar bund, og går derfor fluks i gang med at Google “verdens dygtigste fotograf som gider at arbejde næsten gratis på et projekt om hjemløse som vi ikke aner er en god ide og som skal være klar på at arbejde på alle døgnets 24 timer hele året rundt med meget kort varsel” – Der kommer bare ganske få mulige kandidater frem når jeg søger eller nærmere præcist ingen, og så er gode råd jo pludseligt blevet lidt dyrere.

Den næststørste udfordring i forhold til underfinansieringen af projektet var helt sikkert den ikke eksisterende mulighed for at fuldt ud honorerer de mennesker som ydede os deres assistance på den eller anden facon, som for eksempel med fotografen, så er det hele tiden en halvsvær manøvre at opbygge den, efter planen, påkrævede organisation.

Det vidste jeg godt på forhånd ville kunne udgøre en uhensigtsmæssig forhindring i forhold til rekruttering, men vurderingen var at fordi det var et projekt der omhandlede hjemløse og andre svært udsatte så kunne vi trække lidt på goodwill-kapitalen hos de personer vi spurgte om hjælp – Hvilket faktisk viste sig at være en ret rigtig teori.

Når man arbejder med frivillige er det på mange måder en anelse anderledes end hvis man… Ja ikke arbejder med frivillige, det er enormt tidskrævende og relativt ledelsestungt for det er væsentligt sværere at diktere ting og kræver i langt højere grad at man som leder selv går forrest.

Jeg ved det af erfaring for allerede for mange år siden, da jeg var omkring samme alder som teenagefagforeningsdamen kom vi til at starte et helt andet projekt der også greb om sig og inden jeg fik set mig om var jeg direktør for en organisation med mellem 60-80 frivillige medarbejdere fordelt over det meste af verden som alle sammen knoklede i døgndrift udelukkende fordi vi havde et stærkt defineret fælles mål og alle sammen drevet af missionen.

Anyways vi stod jo og skulle bruge en fotograf, og heldigvis så havde jeg jo allerede spurgt min halv-hemmelig-personlig-superhelte-rådgiver Søren, men desværre reagerede han bare ikke helt så hurtigt som min tålmodighed ønskede det, så sker det, det med fikspunktet, for jeg står ude i min have og taler i telefon, jeg husker det helt tydeligt for vi skal nemlig have gæster, et vennepar, som kommer på besøg i forbindelse med at de skal giftes. og så skal vi prøvesmage middagen. og jeg kan godt garantere dig, når ens madpyramide udelukkende består af rugbrød og havregryn så er prøvesmagning af bryllupskage altså noget der gør et ret stort indtryk – Nå men på grund af snarligt ankomne gæster så støvsuges der over det hele på matriklen og så det bare ret umuligt at tale i telefon indendørs.

Jeg har i desperation ringet til en ven og vi diskuterer hvor man finder den her fotograf og fordi det ikke er helt så nemt som jeg troede så tager det uforholdsmæssig lang tid og inden jeg får set mig om så bliver vi afbrudt af min halvirriterede kæreste som for længst er blevet færdig med at støvsuge hele huset og som gennem vinduet forsøger i en kombination af skyggeteater og hvad der ligner en bizar dans fra 90’erne at mime at vores gæster er kommet.

Lige da jeg kommer ind i stuen til min 90’er dansende kæreste og det giftemodne vennepar så står han der. Lars hedder han. Lars og jeg mødte hinanden første gang da vi var teenagere for vi var begge en del af en større fællesgruppe der allesammen brugte det meste af deres ungdommelige energi på at ryge en helt utrolige mængder hash – Mest for at flygte fra et uudholdeligt teenageliv i forstadens betonhelvede – Ja ikke mig selvfølgelig, jeg var for det meste bare med på en kigger for jeg kom jo meget mere fra et af forstadens parceller end egentlig betonhelvede – Sådan en slags med 2 toiletter og swimmingpool.

Jeg havde ikke set Lars i evigheder – Han lignede sig selv så jeg var da ikke et sekund i tvivl og i selvsamme sekund fik han verdens største insta-krammer.

Hold da kæft det er godt at se dig min ven, hvordan går det mand, jeg har hørt du var flyttet til Tyskland?…. Hva fanden laver du så lige midt i min stue lige pludseligt?!

Det viste sig at Lars boede mere i Søborg end i Tyskland og han stod midt i min stue fordi han havde en aftale med vores giftemodne vennepar i forbindelse med deres bryllup for han var helt tilfældigvis fotograf og sådan en stod de og manglede til at tage billeder – Sjovt nok.

Og som om det ikke var sjovt nok i sig selv så manglede jeg jo også en fotograf og på den måde havde min halv-hemmelige-personlige-superhelte-rådgiver Søren alligevel vist sig Google overlegen – Noch einmal.

Det viste sig også at Lars var en meget bedre fotograf end alle andre tænkelige kandidater, ikke så meget fordi han var dygtig til at tage billeder, det var han uden tvivl, men Lars havde selv levet lige på kanten i mange år og havde på den baggrund et indgående kendskab til mange af de problematikker der er i forhold til hjemløse og det at være hjemløs. Jeg er ret sikker på at det var en af grundende til at Lars uden at blinke indvilligede i at være vores husfotograf, han bekymrede sig om andre og det er en ret fin egenskab at besidde.

Når man fiser rundt sammen gennem lidt over et par år, morgen, aften og nat, weekender, tirsdage, helligdage og alle mulige andre dage – Så kommer man til at kende hinanden ret godt og da jeg jo kendte Lars på forhånd endte vi op med at blive ekstra meget fortrolige.

Hvis du er i tvivl så er Lars ham med kameraet, det er oftest det der kendetegner en dygtig fotograf. Desværre er Lars her ikke mere og der går sjældent en dag hvor jeg ikke savner ham helt utroligt meget og jeg er ham evig taknemmelig for at han helt uselvisk gav mig det absolut dyrebareste han havde og udelukkende fordi han troede på noget godt i alle.

Det var i grunden meningen at det her kapitel skulle handle om alle de personer som undervejs havde del i projektet, men da jeg gik i gang med at tælle blev det helt uoverskueligt for der var simpelthen så utroligt mange mennesker der på den ene eller anden facon var involveret.

Som leder af en organisation uanset om det er en konventionel virksomhed, bestyrelse, en NGO eller en anden form for interesseorganisation er det helt utroligt vigtigt at kende sine egne begrænsninger og sine svagheder, af mange forskellige årsager, men mest indlysende for at finde andre til udfylde de huller der altid vil opstå når nu man ikke selv kan være bedst til det hele.

Hvis man så for eksempel går rundt med en plan om at sælge en masse rygsække til en masse spejdere men ikke er ret god til det med at sælge så kan det godt udgøre et problem. Hvis man samtidig er afhængig af et eksklusivt partnerskab med en forhandler for at kunne bringe sine produkter i markedet så kan man godt ha’ brug for en der er ret dygtig til at sælge og det var bestemt ikke mig.

Derfor beslutter jeg mig for at forfatte en jobannonce som skal tilvejebringe verdens dygtigste sælger, men fordi jeg aldrig har skrevet en jobannonce før så ender de første mange forsøg i den lidt for sjove afdeling i forhold til en seriøs og brugbar annonce og det er først da jeg har fået øvet mig en 8-10 gange at jobannoncen lis’som rammer rigtigt i forhold til den ønskede profil på en eventuel kandidat.

Jeg sidder på det lidt mondæne kontor uden vandkig og læser annoncen igennem igen og igen for at sikre mig at der ikke er fejl i og alt imens jeg sidder der og læser indenad er der pludselig en der siger….

“Hva’ Søren – Hej du, jeg vidste ikke du havde kontor her….“

Jeg kiggede op og lige der stod han, på mit kontor…. Kenneth – Vores første superhelt i truppen af superhelte. Han kom helt tilfældigt forbi der hvor også vores kontor lå men i en helt anden forbindelse og stak bare hovedet ind for at sige hej bedst som jeg sad og læste jobannonce højt – Jeg ved godt det lyder helt åndssvagt men det er absolut sandt.

“Jamen jeg sidder og skriver lidt på en plan der forhåbentligt vil gøre verden til et bedre sted!“

Kenneth og jeg havde arbejdet sammen tidligere hvor vi begge var ansat, han var ansat som sælger og det var lige sådan en vi stod og manglede for jeg havde ret snart en del flere rygsække end jeg selv kunne bruge og dem skulle Kenneth rigtigt gerne få Spejdersport til at købe af os sådan de kunne sælge dem igen til spejderne og vi kunne få hjulpet de mest frysende hjemløse….

Heldigvis så syntes Kenneth også at vi godt kunne trænge til en bedre verden og vi blev ret hurtige enige om at han skulle med på holdet. Lidt uheldigt for både mig men også for Kenneth så havde han mistet de fleste af sine superkræfter når det kom til det med at sælge – De var ganske simpelt forsvundet, til gengæld så er han på mange andre tænkelige måder lidt en supermand så det kompenserede alligevel for en del.