JEG HAR EN PLAN…. MERE

Det var faktisk relativt nemt at skrive en plan for at gøre noget for de hjemløse, det var faktisk så nemt at det på et tidspunkt undrede mig at ingen havde gjort det tidligere – Eller også var det bare fordi min hjemløse ven Søren allerede havde lært mig alt hvad han vidste om det at være hjemløs. “Det er ikke ligegyldigt hvad man får med i rygsækken” – Husk det sagde Søren og dengang blev vi ret hurtigt enige med hinanden om at det ville være en rigtig god ide hvis nu alle hjemløse som minimum fik nogenlunde det samme med i rygsækken – Bare for at starte et sted.

Så hvad med om vi laver en virksomhed der producerer og sælger rygsække, og fordi der er rigtig mange der bruger og køber rygsække så vi kommer jo til at tjene rigtig mange penge og de penge vi så tjener giver vi væk til dem der ingenting har og lige pludseligt så er der ikke længere nogen der har ingenting – Og så kan vi alle sammen leve en anelse mere lykkeligt.

BUM! Der er en helt lækker plan lige der…Det er for øvrigt da også mega god karma er det ik? Sådan noget med godt givet ud kommer sjældent dårligt tilbage-agtigt. Det kalder vi det sgu da… Karma! Vi laver en drønfed rygsæk, fylder den med varmt tøj og støvler om vinteren og regntøj og nye sko om sommeren og så forærer vi alle hjemløse en – Så kalder vi den for Karma og sælger rygsækkene til spejderne, for en stor del af det at være spejder handler jo også om at give til fællesskabet – AHA!

Problemet med den plan var sådan set ikke planen i sig selv, det var alt det andet, først og fremmest var jeg jo bare en average Joe, der i et pseudo-delerisk svagt øjeblik var kommet til at love en hjemløs at gøre noget, men reelt set var helt uden nogen form for erfaring i praksis, samtidig med det så er det både lidt besværligt og ret dyrt at sætte sådan en produktion af rygsække op og for at toppe det, så havde jeg ingen penge, eller rettere sagt, alle de penge jeg havde, måtte jeg stadig ikke få for min ignorante bankdame.

Når man skriver sådanne slags planer er målet jo det absolut primære, finansieringen er sekundær, hvis bare visionen og målet går hånd i hånd og samtidig tjener et langt højere formål end bare at berige sig selv, så vil der uden tvivl opstå finansieringsmuligheder hen ad vejen – Sådan må det nødvendigvis være hvis kapitalismen skal kunne bruges som et validt redskab og argument i forhold til at løse samfundsmæssige issues – Er det ikke det vi altid har fået af vide ved enhver given krisesituation, det går nok, vi har jo de der markedskræfter til at løse stort set samtlige samfundsmæssige problemer.

Og er der en der er helt tosset med kapitalisme og at løse samfundsmæssige problemer så er det jo Lars Seier og fordi han også samtidig er helt tosset med at tjene milliarder så tænkte jeg at han da som den først skulle have muligheden for at gøre en hel masse godt for de hjemløse og samtidig både høste goodwill for engagementet og få et smykkeeventyr i milliardklassen i bytte, inklusiv superkendt supermodel med et superkendt ansigt – Totalt Saxo Superfluo-sicut.

Det tog mig godt tre måneder at skrive den overordnede plan, jeg kunne måske have gjort det en anelse hurtigere men altså jeg var jo på barsel og er der noget der overgår følelsen af at redde de hjemløse så var det afgjort følelsen af at være blevet far. Hvis du er mand så gør dig selv den tjeneste, eller giv dig selv den gave det på alle mulige måder er, at tilbringe så meget tid som overhovedet muligt med din nyfødte, det kommer til at give en payoff der, i sidste ende, langt overgår mine evner til at beskrive vigtigheden.

Nåh men første del af planen var færdig og det viste sig at være overraskende billigt at redde de hjemløse, faktisk så billigt at det undrede mig at der ikke var en eller anden der bare havde betalt regningen tidligere. Så jeg tager fat i Lars Seier og tilbyder ham, som planlagt, mit smykkeeventyr i bytte for finansieringen af det første parti af rygsække og lige da jeg havde givet ham tilbuddet afslog han – Jeg nåede slet ikke at fortælle om den superkendte supermodel med det superkendte ansigt førend han afviste mit tilbud, først var jeg lidt sådan rystet over at han kunne afslå for det var et ret godt tilbud, så blev jeg faktisk lidt mopset på ham, det kan man naturligvis ikke tillade sig og det er da også gået over igen, i dag deler han mad ud til de hjemløse og det kan være mindst lige så godt som rygsække – Desuden er det jo også mest Asger Aamund der altid har være mit erhvervs-forbillede, hvis man altså kan rende rundt og ha’ sådan et….

Sagen var bare den at fordi Lars Seier ikke lige var helt frisk på ideen så manglede jeg igen penge til finansieringen og selvom det forekom mig ekstremt billigt at redde de hjemløse, så er det jo ud fra et samfundsmæssigt økonomisk perspektiv, ud fra mit privatøkonomiske perspektiv så det krævede en form for ekstern kapital for at kunne realiseres, med mindre… med mindre jeg kunne overtale hende den ignorante bankdame til at give mig mine penge.

Måske det var nemmere nu hvor det hele ikke handlede om smykker og milliarder men om at redde de hjemløse, jeg mener det må jo næsten være i alles interesse ik? Så jeg tog endnu en gang en forretningsplan under armen og gik i banken, plejer godt nok at cykle når jeg skal præsentere kæmpe planer for banken men den var flad efter sidste gang ignorant bankdame punkterede min drøm.

Hejsa – Nu skal du høre, jeg er lige i gang med at redde alle de hjemløse der render rundt over det hele og i den forbindelse har jeg brug for din hjælp, jeg skal fortælle dig, jeg står nemlig lige og skal bruge alle mine penge til en hel masse drønfede rygsække, det skal også helst gå lidt tjept for det skal være inden vinteren for alvor sætter ind, det er nemlig deromkring det er mest nederen at være hjemløs.

Hold da op! – Hvor er du bare helt fantastisk, det lyder jo helt utroligt altså, at du bare helt på egen hånd er gået i sving med at redde de hjemløse. Hvor ville jeg ønske at der var nogle flere som dig og hvor er det bare en knald god idé det der med rygsækkene” – Det virkede… det virkede sgu da, jeg kan bare huske hvor stolt jeg var af min elevatortale som på et splitsekund havde forvandlet ignorant bankdame til euforisk grænsende til empatisk bankdame og jeg fik med det samme sådan en rolig fornemmelse i mavsen ved tanken om at jeg ikke skulle ud og finde eksterne investorer, det var kun indtil den helt euforiske bankdame ret pludseligt besluttede sig for at falde tilbage i en mere vant rolle som ignorant bankdame.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal sige det, men du kan tidligst få udbetalt de penge du har stående om 27 år, hvis du skal have dem udbetalt her og nu skal jeg bede dig om lige at dø først – Sådan er reglerne altså“. – Hun så meget bestemt ud.

Det skal jeg nok lige ha’ en gang til, mere så jeg forstået det helt rigtigt, så det du siger til mig er at du ikke har tænkt dig at give mig mine penge, uanset hvad jeg tropper op med af argumenter? Ja altså med mindre jeg lige går hen går hen og dør først, og altså hvis nu det er scenariet, hvem fanden havde du så forestillet dig skulle redde de hjemløse om jeg må spørge?

Jeg var lige ved at eksplodere… Jeg mener, helt ærligt, jeg havde så meget lyst til at gribe fat i nakken på hende og trække hende halvt henover bordet, kigge olmt på hende mens jeg hviskede hende direkte ind i øret “Hør her dame…. Det her handler om liv eller ikke død” lidt lis’som man ser på film, men det nåede jeg heldigvis ikke for i det samme siger hun…

Hvorfor stiller du ikke bare dine penge som sikkerhed for et lån til dine rygsække, ville det måske ikke være en god idé?“

Ej men det er da en pisse hamrende god ide altså!, hvis nu bare hun havde sagt det for cirka tre måneder siden havde jeg sgu da allerede kørt Lamborghini for alle mine smykkemilliarder og sejlet rundt på en yacht i middelhavet sammen med Lars Seier og hende den superkendte supermodel med superkendt ansigt! Men altså bedre sent end aldrig og desuden hvis nu hun havde foreslået det før – Så havde jeg jo aldrig kastet mig ud i det der med at redde de hjemløse så måske der var en større mening med det hele.

Det kan måske lyde underligt men det var mig ekstremt magtpåliggende at eksekvere første del af planen ved hjælp af egne midler, af flere årsager, men mest af alt så fordi planen var baseret på en del uprøvet teori som i sidste ende gjorde det til hvad man kan kalde risky business ud fra et investeringsmæssigt synspunkt. Det var for øvrigt også det der udgjorde en af de absolut største udfordringer igennem hele forløbet, det viste sig svært at tiltrække partnere og ikke mindst investorer til et forretningsprojekt der i bund og grund går ud på at forære overskuddet væk. Så var der en anden og ikke uvæsentlig årsag, det var tvingende nødvendigt at bevare komplet kontrol over selve planen og eksekveringen, det kan nemlig meget hurtigt blive meget besværligt med utidig ekstern indblanding og eventuel begrænsning af muligheden for at agere helt uafhængigt.

Jamen så vil jeg da rigtig gerne stille mine penge som sikkerhed for et lån til mine rygsække tak!

Bankdamen forlod lokalet med alle mine papirer og en hel masse af hendes egne papirer og efter hvad der virkede som uendeligt lang tid kom hun tilbage og så siger hun….

Ja nu har vi fået kigget lidt på det, og jeg er ked af at fortælle dig at vi desværre må afslå dit ønske om at låne med sikkerhed i de penge du har stående – Så det bliver et nej tak herfra desværre.

Først tænkte jeg hun lavede sjov med mig, hun havde sgu da for fanden selv lige foreslået det, det var da hendes egen idé… det mindede faktisk lidt om den kartoffelsalatsprøvesmagning min kæreste rodede mig ud i engang. Så blev jeg sådan top-mopset for jeg var allerede på det her tidspunkt ubegribeligt træt af min bank… Og det her var FØR det rent faktisk gik op for mig at de havde mere travlt med at vaske penge rene, støtte terrorister og klamme diktatorer og alt muligt andet helt latterligt – Det med hjemløse lå åbenbart meget langt nede på prioriteringslisten hvis de overhovedet var med.

Jeg blev enig med mig selv om at det der med banken det var helt håbløst, og hvis jeg skulle gøre mig de mindste forhåbninger om at komme videre med at redde de hjemløse så måtte jeg skaffe pengene et andet sted fra.

Men i mellemtiden ville det måske være på sin plads hvis du nu lige fik hele planen, det er nemlig meget nemmere at følge med fremadrettet hvis du kender planen på forhånd. Ja vi er jo allerede blevet en slags enige om at planen er at redde de hjemløse. Det er bare ikke sådan en rigtig plan, det er mere en vision.

Alle planer starter med en vision, så kommer der et mål, målet for planen var at ingen hjemløse fremover skulle fryse ihjel på gaden. Det stod mig desværre ret hurtigt klart at man ikke løser udfordringerne i forhold til at der findes hjemløse bare ved at dele rygsække ud, eller der er jo ikke en eneste hjemløs som holder op med at være hjemløs bare fordi de får en eller anden rygsæk af en eller anden, det var nu heller ikke meningen. Rygsækkene skulle først og fremmest afhjælpe et tilbagevendende problem med hjemløse der døde af kulde – Altså et her og nu quickfix på et problem man ikke lige umiddelbart har formået at løse siden….. Ja lige siden jeg kan huske tilbage i al fald.

At hjælpe de hjemløse ved at forære dem en rygsæk skulle også fungere som et salgsargument i forhold til kernesegmentet af potentielle kunder som i udgangspunktet var spejderne. Spejderne fungerede som et centralt omdrejningspunkt i planen af mange årsager, men ideen om at hjælpe andre ligger jo i spejdernes DNA så det virkede oplagt. Jeg blev ret hurtigt i forløbet bevidst omkring udfordringerne i forhold til hele det logistiske setup i forbindelse med uddeling af rygsækkene til de hjemløse så også her spillede spejderne en ikke uvæsentlig rolle for vi indgik en aftale der betød af det var spejderne der stod for logistikken.

Så var der salgskanalerne, det var planen at få Spejdersport til at tage vores rygsæk ind i deres sortiment og som udgangspunkt lade Spejdersport være eksklusiv forhandler, det tjente flere formål med en eksklusiv forhandler men er ellers ikke noget jeg vil anbefale hvis du nu sidder med en lille iværksætter i maven og er ved at kaste dig ud i selvstændigt erhverv. Men i det her tilfælde, hvor der var udsigt og/eller mulighed for at høste en hel masse goodwill ville det være en fordel at kanalisere den goodwill hen i et enkelt brand, Spejdersport i det her tilfælde, og lade partneren kapitalisere af det – Dels som tak for omfavne ideen men også som et godt fundament for et langvarigt partnerskab, desuden var jeg oprigtigt talt, sådan personligt, fuldstændig ligeglad med at høste noget som helst, jeg var i fuld sving med at så.

Når så vi havde fået overbevist alle spejderne om at de skulle ønske sige en mega fed Karma rygsæk fra Spejdersport i julegave og vi havde solgt en hel masse rygsække og vi havde givet alle de hjemløse en rygsæk med alt muligt lækkert i, så var planen at ringe Christian Stadil.

Planen blev sådan set skrevet eller skræddersyet til Christian Stadil, det var umiddelbart det bedste bud på en kommende investor, Christian er jo en slags karma-agtig fyr og det her var jo et karma-agtigt projekt – Så jeg tænkte at det da på alle mulige måder var et ret perfekt match i forhold til en hurtig opskalering – Det krævede selvfølgelig at vi selv kunne skabe fundamentet og interessen for både produktet men også at en eventuel forbruger købte ind på selve missionen eller visionen, og når så efterspørgslen var der, kunne jeg fise forbi Christian med vores rygsække i hånden, forære ham hele molevitten i bytte for en garanti på en hurtig opskalering og inden nogen så for alvor fik set sig om så var der ingen hjemløse der skulle fryse ihjel mere rundt omkring på Metrotorvet eller alle mulige andre steder for den sags skyld.

Nå alt det så var på plads kunne jeg fokusere på det at blive verdens bedste forældre og så gå i gang med smykkeeventyr i millardklasse….. Og så havde jeg også gjort hvad jeg lis’som kunne for at holde det jeg kom til at love min hjemløse ven Søren.

Der var bare lige det tilbagevendende problem, jeg havde ikke pengene….. Hvordan, Søren, skaffer man lige et par millioner. ?