I TEORIEN SÅ….

Jeg var ikke sikker på at han ville være der til tiden, jeg var faktisk slet ikke sikker på han ville være der – Eller faktisk var jeg ret sikker på at han ikke ville være der overhovedet. Jeg ventede på s-togstationen og havde ventet i snart 25 minutter. Hver gang der kom et nyt tog spejdede jeg efter ham, Jørgen, en slags celebrity-hjemløs hvis man kan tale om sådan en. Jeg var helt tilfældigt rendt ind i Jørgen på et tidspunkt under vores morgenmadsraids gennem København og det viste sig, at fordi vi kom fra samme by så kendte jeg Jørgen fra back then da vi var unge og jeg var lidt yngre, så altså jeg kendte ham ikke sådan for alvor men vidste da udmærket hvem han var og husker ham allerbedst fra dengang han hoppede i gadekæret under en koncert med Sweethearts i forsøget på ikke at blive anholdt af politiet… Så sad vi alle sammen der, helt retarderet og klappede, da betjentene måtte hoppe i efter ham – Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg at Jørgen har været anholdt helt ufatteligt mange gange siden da, måske det var hans debutaften til den byfest.

Anyways – Det viste sig at min søster kendte Jørgen meget bedre end mig – Eller uhm havde et anderledes forhold til Jørgen. Jørgen arbejdede nemlig for mange år siden i den daginstitution som min søster gik i. Jeg er ret sikker på at det mere var et kommunalt aktiveringsprojekt for allerede dengang var der store problemer med stoffer og Jørgen var en af dem der eksperimenterede en del for at sige det pænt – Der er jo som regel en årsag til man bliver anholdt i et gadekær en lørdag aften. De var to, Jørgen og hans gode ven Jacob, de var begge i nogenlunde samme situation – Men ungerne absolut elskede dem.

Vi havde aftalt at gå en lang tur og besøge alle de steder der havde en eller anden betydning i forhold til Jørgens opvækst, skole, teenageår, uddannelse, vennerne og alle de andre ting der er med til at forme et menneske eller et liv. Det var en ny taktik, efter vi lis’som havde sendt vores CFO chief financial officer (hende der passer på pengene) på rekreation med stresslignende symptomer over morgenmads-budgettet handlede det fremadrettet i højere grad om at samle på historierne – Så altså det der var interessant på nuværende var at at få forståelsen for hvordan en hjemløs sådan i grunden formes – Ja det krævede så lige at de gad at troppe op selvfølgelig og netop i dag det virkede ikke lige til det.

Som halvstresset koncerndirektør med en mission og samtidig en af dansk erhvervslivs shooting stars har man jo ikke tid til at stå og glane på en eller anden halvsløj togstation et eller andet sted i en gennemsnitlig forstadskommune, i hvert fald da ikke i evigheder. Sagen er også den at hjemløse godt kan rende rundt og være sådan lidt aftale-ustabile så man har ingen anelse om man er købt eller solgt – Desuden opererer et fåtal af hjemløse rent faktisk med begrebet tid sådan i klassisk forstand måske udover nu er det morgen og nu er det ikke morgen mere.

Men lige pludselig så kom han alligevel…. Væltende ud af toget med hund i den ene hånd og guldøl i den anden da han fik øje på mig smilede han over hele hovedet – Så meget at man uden problemer kunne se hvor usundt det er for bisserne med et liv på gaden.

Det må du undskylde min ven” sagde Jørgen da vi stod der på perronen og sådan lidt uventet krammede højlydt. “Jeg fik sgu lige en bøde på vejen så jeg blev forsinket – Er du klar til turen, jeg har glædet mig helt sindssygt mand, det bliver så fedt“….

Hvorfor fanden giver man også bøder til hjemløse” tænkte jeg, jeg mener, det virker helt uden at tænke ret meget over det som noget der fungerer uendeligt dårligt i praksis og udelukkende er lavet for at lindre smerter hos de mennesker som lider af overdrevent ondt i røven.

Anyways – Turen med Jørgen var et fikspunkt, altså sådan et tidspunkt i forløbet som man husker særlig godt, det var nemlig på mange måder en øjenåbner for det var hudløst ærligt og på alle mulige måder en trist historie og selvom det blev serveret med så meget humor man nu kan proppe ned over noget som i grunden er dybt hamrende tragisk blev det aldrig en rigtig sjov historie.

Turen med Jørgen var, af alle de ture jeg var på, den mest interessante, ikke så meget på grund af hans historie i sig selv, ja den var selvfølgelig lige så interessant og relevant som alle de andres historier, men i Jørgens tilfælde kunne jeg qua vores fælles fortid delvist verificere mange af de ting og episoder han fortalte om undervejs.

Jeg vil fremhæve en enkelt episode som gjorde særligt indtryk på mig og samtidig løste en af de udfordringer vi havde efter mødet med SAND. Jørgen fortalte om den gang hvor han blev overfaldet midt om natten imens han lå og sov, de var tre og inden han nåede at reagere stak de ham flere gange med en kniv, stjal hans ting og efterlod ham hjælpeløs midt på gaden.

Lige der forstod jeg bedre hvad de hjemløse på mødet med SAND mente da de talte om værdien af rygsækken potentielt kunne udgøre en fare eller et problem. For hvis værdien er relativ høj er man hurtigt i risikozonen for at blive overfaldet eller rullet – Jeg ved ikke helt om jeg stadig helt forstår det, men der findes åbenbart mennesker der er så nedturs-agtige at de rent faktisk stjæler fra dem som absolut ingenting har i forvejen.

Underligt nok var det en kæmpe udfordring at finde ud af hvordan vi kunne undgå at den hjemløse enten selv solgte rygsækken hvilket i sagens natur heller ikke var et helt utænkeligt scenarie eller hvordan vi som minimum minimerede risikoen for at rygsækken i sig selv blev et mål for tyveri.

Det var en enormt stressende periode, jeg sov slet ikke, som i overhovedet ikke eller det er jo en overdrivelse, men jeg sov helt seriøst maksimalt 2 timer i streg og på helt tilfældige tidspunkter af døgnet når det nu lige passede. Jeg skulle være sådan en overskudsagtig morgenfrisk far med god tid til morgenmad og fordybelse sammen med datter, sådan en der både har tid til at danse til Rasmus Walther og lave hjemmelavet økologisk havregrød med mindst ligeså hjemmelavede og henkogte æbler…. altså dem fra Samsø. Så skulle jeg agere progressiv direktør, overbevisende salgshalløj, innovativ marketingshalløj og alt muligt andet halløj – Så hjem og være kvalitetsfar igen, så ud til netværksmøder om aftenen, ud med morgenmad om natten og så forfra dagen efter…. Så var der også lige en plan der skulle forfattes og det greb altså lidt om sig som tiden gik.

Faktisk var den oprindelige plan jo stort set allerede eksekveret, det var lidt underligt i grunden, lidt antiklimatisk måske, men sagen var bare den, at fordi det ret hurtigt i forløbet stod mig helt klart at den oprindelige plan ikke indeholdte en egentlig løsning på problemet med de hjemløse, men udelukkende var en midlertidig form for afbødning af en væsentlig større udfordring så var rygsækkene blevet et delmål i en væsentligt større plan – Desuden var hele den del af planen med rygsækkene fyldt med ikke afprøvede teorier som vi ubetinget var tvunget til at afprøve i praksis hvis vi fremadrettet skulle kunne agitere for implementeringen af nye standarder for den måde vi driver virksomhed i praksis på globalt plan….. Jeg ved det… totalt Ph.d’ish.

Det passede sådan set ganske fint det hele, vi ville få rygsækkene inden vinteren, de var mega fine og det hele var klappet og klart sådan vi kunne få fyldt rygsækkene med effekter og delt dem ud der hvor der var et behov når det sådan for alvor blev koldt. Herefter var planen at min søster igen skulle vende tilbage til sit oprindelige job og jeg skulle fortsætte min Master indtil vinter blev til sommer og hvor planen så var at tage på spejderlejr og mest for at fortælle alle spejderne hvor drønfede rygsække vi havde lavet og hvor fed en spejder man bare er når køber sådan en drønfed rygsæk og samtidig hjælper andre.

Så skete der bare noget helt uforudsigeligt noget der på alle tænkelige måder ændrede historiens gang eller retning – Et vaskeægte fikspunkt. Jeg bruger nemlig stort set al min tid i denne periode på at omskrive planen for at redde de hjemløse. Den oprindelige plan er som tidligere nævnt stort set realiseret og eftersom vi allerede var blevet enige om at rygsække er en god ide men at det ikke løser de grundlæggende udfordringer der udgør de egentlige årsager til problemet så besluttede jeg mig for at opskalere hele molevitten – Jeg mener det kan man jo lis’så godt når nu man allerede er i gang og når man oven i købet har et røvfedt kontor uden vandkig og sår’n så skulle det jo være en smal sag.

Altså… Så det der sker… uhm… sår’n lidt tilfældigt, er, at jeg kommer til at beslutte mig for at redde verden i stedet for bare de hjemløse. Det var mest af alt sådan lidt ved et uheld, det var fordi, ja jeg ved sgu ikke hvorfor, måske det var al den søvn jeg ikke fik sovet og faktisk var det også lidt dumt for, set i bakspejlet, fjernede det altså lidt meget fokus fra udgangspunktet.

Nu ved jeg det! – Det var fordi jeg var vred. Jeg var sur på vores politikere, altså den type der fes rundt nede ved springvandet og delte blomster alt imens de hjemløse lå og døde af kulde over det hele og nogle andre politikere også… Faktisk opererede jeg med sådan en motivationsvæg – Det er noget de er tossede med i Scilicon Valley forestiller jeg mig – Det er sådan en væg med billeder af mennesker som inspirerer dig til at gøre en positiv forskel… Så hvis man på et tidspunkt løber tør for motivation så kan man lige kaste et blik op på væggen og måske få lyst til at gøre det bare lidt bedre – Min var så godt nok en “Wall of Shame” men det er jo bedre end ingenting og det virkede sådan set da godt nok.

Uden at gå ind i de forskellige personligheder på skammens væg vil jeg da gerne benytte lejligheden til at fremhæve Morten Østergaard og ikke mindst Joachim B Olsen som på alle mulige måder har været en uundværlig motivationsfaktor i hele projektet, jeg er ikke sikker på at jeg kunne ha’ gjort det uden deres hjælp – Ja og så en særlig tak skal der da lyde til Bjarne for at være den mest retarderede Socialdemokrat i historien over retarderede socialdemokrater og det kan da også et eller andet.

Har du et problem eller hvad?

Jeg gloede bare helt forvirret rundt, måske fordi han faktisk lige tog mig med bukserne lidt nede, inden jeg nåede at tænke over mængden og ikke mindst karakteren af alle mine problemer og inden jeg nåede at rangere dem i en eller anden fornuftig rækkefølge i forhold til vigtigheden af de enkelte problemer og inden jeg nåede at få det formuleret så løb han tør for tålmodighed.

HEY – Jeg sagde har du et fucking problem eller hvad?

Jeg kiggede på ham, en relativ ung gut vel nok i starten af 20’erne i et helt nyt og helt moderigtigt forstads-wannabe-gangster outfit. Hvis jeg skal være helt ærlig og det skal man helst så tror jeg ikke han sådan for alvor var interesseret i at løse nogle af mine problemer, faktisk slog han mig mere som sådan en der skabte flere problemer end han lige umiddelbart selv formåede at løse – Men det beror på et ret hurtigt skøn. Jeg en anelse perpleks og tænker, at han lige der, mener mig for, der er udover mig kun min kæreste og ellers sidder vi helt alene ved et busstoppested midt om natten og ham her gutten er, som den eneste, lige steget af bussen og ja han virker mildest talt temmelig frustreret…. Eller udafreagerende.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal svare ham for jeg er en anelse rystet, først en udendørskoncert med Dr. Alban der nok havde været en anelse større oplevelse hvis det havde været 20 år tidligere…. ja og hvis det ikke havde været regnvejr og nu pludselig sådan en lidt aggressiv fyr med en endnu mere aggressiv attitude – Så endnu en gang ender han op med at løbe helt tør for tålmodighed og denne gang kombinerer han det lige med at blive endnu mere vred.

Jeg har været på fucking coke i 3 dage og jeg har så meget lyst til at slås, jeg har lyst til at smadre skallen på en eller anden og det kommer til at gå ud over dig….

Lige her er der jo slet ingen tvivl om at han mener mig for han starter med at pege ret hysterisk i min retning og jeg er på daværende tidspunkt relativt nervøs for, at han ikke bare peger på mig, men direkte på min skal, det er nemlig lige i situationen lidt svært at vurdere.

Jeg kigger hurtigt på min kæreste, for lis’som at veje stemningen, min kæreste er nemlig helt urimeligt dårlig til at slås, som i det kan hun overhovedet ikke finde ud af og tror faktisk heller aldrig hun har øvet sig sådan synderligt. Så mit første løsningsforslag er, at det nok ville være aller aller bedst, hvis min kæreste og ham der den lidt frustrerede type tog sig en slåskamp først, for med min kærestes ekstremt begrænsede erfaring ville det uden tvivl være hurtigt overstået og så havde han måske fået raset ud.

Men det er jo på ret mange tænkelige måder en helt utrolig dårlig løsning alligevel så jeg overvejer om jeg skal springe op og bare knalde ham en lige på tuden, sådan en der gør herre-naller – Men jeg er jo inkarneret pacifist så det er jo helt udelukket og også en lidt skidt løsning, desuden er det altid en dum ide at slås med en på kokain – Det er faktisk en endnu dummere ide at fise rundt og være på kokain men det er jo en helt anden snak.

Vi nåede heldigvis aldrig dertil for det viste sig at ham gutten faktisk bare var ret ked af det og at han i grunden havde brug for en krammer – Ja når sådan en situation opstår så skal man sgu heller ikke være nærig med dem, krammene altså, så det fik han, han fik også mit telefonnummer og vi blev ret hurtigt enige om at det var bedst hvis han gik hjem og måske fik sovet en anelse og så kunne han altid ringe når han var blevet frisk igen – Han ringede godt nok aldrig så jeg går ud fra at det hjalp med en time på øjet.

Nå men episoden fik mig til at spekulere over om jeg sådan rent faktisk gik rundt og havde et “fucking problem mand!” og det gik op for mig at jeg sådan set havde en del problemer, heldigvis ikke så mange i kategorien “fucking problem” men alligevel.

Det var nu ikke den væsentligste lære, alle har jo problemer i en eller anden grad, så det var mere det der med at være vred på verden og hvor lidt konstruktivt det i virkeligheden er – Så jeg besluttede mig efterfølgende for at skaffe mig af med min “wall of shame” og erstatte den med nogle mere vaskeægte inspirationskilder – Jeg mener, hvis man går i gang med at gøre verden til et bedre sted så er det absolut en fordel at gøre det med kærlighed og ikke funderet i vrede eller had.

Det gik hurtigt op for mig at hvis man render rundt og fortæller andre mennesker at man er i fuld sving med at redde verden så tror de som udgangspunkt at man er på en form for uledsaget udgang fra et eller andet af distriktspsykiatriens halvsikrede hjem.

Jeg ved det for jeg har prøvet det, flere gange, så står man der til et netværksmøde og smalltalk’er med helt tilfældige mennesker og en eller anden siger for eksempel….

Ja jeg hedder som sagt Bolette og jeg er jo hende der har opfundet den her plastikelefant som er et stykke ægte kvalitetslegetøj til børn med indlæringsvanskeligheder men som ikke har fået en diagnose endnu, så får jeg en masse underbetalte asiater til at lave dem ud af halvgiftigt plastik fordi det skal være drønbilligt og nu sælger jeg dem så på min helt egen webshop elefantastisk.nu og jeg har faktisk også valgt at kalde den for “du’ik-dum’bo” – Hvad laver du så?

Den situation kommer uundgåeligt til at opstå på et netværksmøde og hvis man så svarer “Jamen jeg har lige reddet de hjemløse og er så småt gået i gang med at redde resten af verden” så skaber det bare en underlig stemning – Af flere forskellige årsager selvfølgelig men mest af alt så fordi en af opgaverne forbundet med at redde verden eller i al fald at gøre den til et meget bedre sted er jo netop at få Bolette til helt at holde op med at lave billigt giftigt lort i plast til børn lavet af børn og hvis hun absolut insisterer så kunne hun da i det mindste gøre os alle sammen en tjeneste at lave en terapeutisk kælehaj i stedet for en elefant – Så kan den da i det mindste føle sig bare marginalt hjemme når den ender i et af verdenshavene som ligegyldigt ubrugeligt affald – Hun kunne passende kalde den “Hajno”.

Så derfor udelukkende af strategiske årsager besluttede jeg for at ændre mantraet fra at redde verden til at gøre verden til et bedre sted, det kunne de fleste meget bedre forholde sig til for stort set alle jeg kender ønsker sig nemlig en bedre verden – Inklusiv mig selv faktisk og helt inderst inde tror jeg også Bolette var med på ideen – Det tog forresten under et par timer at opfinde en dansk kæleelefant i lækker håndspundet økologisk babyalpaka fra Frisenholm…. Siger det bare.

Så hvordan gør man for alvor verden til et bedre sted… Sådan ud over at dele rygsække og guldbajere ud til hjemløse? Hvad er det overhovedet for problemer der skal løses og hvilke problemer skal man så løse først monstro?

Det er altid bedst at starte ud med at danne sig et overblik, i det her tilfælde blev det relativt hurtigt relativt evident at det der med at fise rundt og løse folks problemer et efter et, det var en meget uhensigtsmæssig måde at gøre verden til et bedre sted… Jeg mener, der er jo mange problemer sådan rundt omkring, ja og meget forskelligartede også så det var totalt uoverskueligt. Så for at starte et sted, bare et eller andet sted så besluttede jeg mig for at tælle alle mine problemer – Alle dem jeg kunne komme på og resultatet var noget overraskende vil jeg nok mene – Faktisk talte jeg også alle dine problemer og jeg har i den forbindelse en god og en dårlig nyhed og så en god nyhed mere.

Nu ved jeg af gode grunde ikke hvilken nyhed du foretrækker at få først så jeg springer bare ud i det, den gode nyhed er at du højst tænkeligt har væsentligt færre problemer end du umiddelbart går og tror. Den dårlige nyhed er at du må selv ligge og rode med dem for at få dem fikset – Den sidste gode nyhed er at jeg har gjort det en anelse nemmere at rode med dem for dig.

Så hvor mange problemer tror du at en gennemsnitlig dansker har på en tilfældig onsdag i December? Hvis nu du skulle komme med et kvalificeret gæt på antallet af dine egne problemer hvor mange ville det så være? Tror du at du har flere eller færre problemer end din nabo?

Det er lige meget med svaret for det var alligevel et relativt retorisk spørgsmål – Reelt set var det jo også mere tre spørgsmål men hvem tæller? Det gjorde jeg jo så åbenbart og jeg kan afsløre at langt de fleste mennesker, hvis ikke alle, maksimalt har 3 problemer, er det ikke vildt?!

Det er fordi at der rent faktisk kun findes tre slags problemer – Teknisk set så er det, på grund af kombinationsmulighederne, nærmere eller ret præcist lidt flere problemer, men i teorien har vi alle sammen kun tre sådan ægte grundproblemer og det er jo på mange måder meget nemmere at overskue for de fleste.

Hvis du nu talte alle dine problemer før eller hvis du bare tog de værste af dem så kom du sikkert frem til et pænt stykke over tre problemer, for har man for eksempel et par børn og AULA så er grænsen jo overskredet med en længde allerede der – Ja eller hvis man lider af svær høfeber er man jo også langt over tre problemer – Så hvis man har børn i skolealderen OG samtidig lider af svær høfeber så stiger mængden af problemer jo eksponentielt og inden man får set sig om så er svaret på spørgsmålet “Har du et fucking problem mand!” – Noget i retning af “Ja jeg har uendeligt mange”…. Så det er lidt forkert at tale om kun at have 3 problemer, men sådan er det med teori og praksis, det er ikke altid det hænger sammen til at starte med.

På det her tidspunkt i forløbet er jeg så heldig at jeg er helt nede på at have et enkelt problem, det er sjældent det sker, det der med kun at have et eneste problem – Det var til gengæld et grundproblem. Jeg havde ingen penge overhovedet og ingen indtægt, der var 3 måneder til vi fik vores rygsække og indtil da var vi helt uden mulighed for at skabe en form for indtægt i virksomheden, det var et problem men det var trods alt det eneste.

Heldigvis har jeg altid, altså før jeg blev super-influencer, været medlem af en fagforening og her havde jeg cirka 17.000 kr. tilgode i feriepenge, det var jo ikke det vilde men det rakte lige nøjagtigt til 3 måneders husleje og hvis man godt kan leve med eller af havregryn til morgenmad og rugbrød til aftensmad i hele perioden så går det lige an – Set i bakspejlet var det jo lidt idiotisk at fise rundt og dele wienerbrød ud til fremmede samtidig med jeg selv kun næsten havde råd til solgryn, men lige der skænkede jeg det ikke en tanke – Desuden er det her jo på et tidspunkt hvor min kæreste og jeg i forvejen har spist så meget havregryn og rugbrød at der i visse stenalderkost-undergrundsmiljøer opstår en debat om hvorvidt et SÅ stort indtag bunder i en form for ultraradikalisering.

Nå… Men jeg har altså kun det her ene problem og hvis man går rundt og kun har et problem kan det nemt løses, det bliver først en rigtig udfordring når man har en masse problemer. Da jeg udfylder de der feriepenge-formularer opstår der et problem mere, det er et udefrakommende et af slagsen for fagforeningens hjemmeside kommer med en eller anden fejl…. Allerede her har vi en fordobling af problemerne, det beviser den del af teorien omkring den eksponentielle vækst – Problemer avler problemer.

Så for at få løst mine problemer er jeg nødsaget til at tage hen til der hvor fagforeningen residerer og tale med en eller anden der kan hjælpe mig. Men fagforeningen har lukket mange af sine lokale afdelinger og der er vildt langt og det er et kæmpe problem for selvom vi har en bil er der seriøst ikke råd til at fylde benzin på den og det er også et problem – Så stramt er det.

Nu er jeg allerede oppe på fire problemer, endnu en eksponentiel vækst, det virker til at for hvert nyt problem der opstår fordobles antallet af problemer. Fordi jeg er ekstremt løsningsorienteret skynder jeg mig ned med tomme flasker så jeg har penge til at betale for at køre med bussen, det tager heldigvis kun 1 ½ time hver vej men det er ekstremt vigtigt at få ordnet feriepengene inden antallet af problemer eksploderer…. Det er nemlig bedst at holde mængden af problemer nede på et minimum.

Hej velkommen, hvad kan jeg gøre for dig?” Sagde hende fagforeningsdamen bag skranken og så meget serviceminded ud.

Hejsa, nu skal du bare høre, jeg har et problem, ja faktisk er det allerede blevet til fire problemer og hvis du ikke hjælper mig ret hurtigt så er vi i overhængene fare for at stå med hænderne fulde af otte problemer lige om lidt! Jeg har nemlig nogle feriepenge til gode som jeg gerne vil have udbetalt fordi jeg skal ha’ ferie men når jeg så sender det ind via jeres hjemmeside så crasher jeres system og den melder fejl, hvad gør jeg ?“

Det lyder underligt, men mon ikke vi lige kan få ordnet det her så” Sagde hun og smilede “Må jeg ikke lige bede om dit CPR-nummer så slår jeg dig lige op” og så tastede hun ellers løs på sit tastatur, det er altid lidt fascinerende når folk bruger alle deres fingre til at skrive med på et tastatur synes jeg.

Ok så du er ledig eller hvad?

Øh nej det er jeg ikke

Ok så du er fuldtidsansat?

Ja men jeg, altså jeg er jo ansat men har ingen indtægt, eller jeg har ikke fået den første løn udbetalt endnu

Ok hvad laver du? Hvad er du ansat som? Hvis du ikke får løn hvad lever du så af?

Øøh.. Jamen jeg er.. Jamen teknisk set er jeg ansat som direktør men ret beset laver jeg jo det hele eller en stor del af det i al fald….. Ja og altså vi lever jo for det meste af havregryn og rugbrød?

Ok men hvis du ikke er registreret ledig eller du ikke har et arbejde så er reglerne sådan at du ikke kan få udbetalt dine feriepenge.

Jamen jeg har jo et arbejde?

Ja det kan godt være men det skal altså være et rigtigt voksenarbejde og det lyder dit arbejde ikke til at være

På det her tidspunkt er jeg ved at udvikle en usund apati overfor damer der sidder bag et skrivebord og siger helt komplet idiotiske ting – Det virkede som om hver gang jeg var i kontakt med en af slagsen efterlod det mig med flere problemer end jeg havde forinden.

Så var det åbenbart min tur til at sige noget helt idiotisk for jeg spørger helt museforsigtigt hende damen hvad et rigtigt voksenarbejde er og det fanger fagforeningsdamen med det samme, som var det invitationen til en battle om hvem der kan sige det mest idiotiske i en og samme samtale.

Det skal være et ordinært arbejde, og eftersom du ikke får løn af din arbejdsgiver for det arbejde du så påstår du laver så kan det ikke kategoriseres som et ordinært arbejde og så har du mistet retten til dine feriepenge, sådan er reglerne“.

Jeg ved sgu ikke, sagen er den at havde jeg bare udfyldt og indsendt den der åndssvage formular på fagforeningens hjemmeside så havde jeg jo fået mine feriepenge udbetalt helt automatisk – Nu sad der pludselig en halvforvirret og hel forvokset teenagepige som helt uden at blinke konfiskerede alle de penge jeg skulle bruge på husleje i de kommende 3 måneder…. Jeg turde slet ikke begynde at tælle hvor mange problemer jeg var oppe på efterhånden, vi er i hvert fald på 8 måske 16 for hver gang jeg spurgte hende teenagefagforeningsdamen om et eller andet så gav det bare nye problemer.

Jeg valgte at give det en chance mere, jeg mener, 3 timer med bus for at få bøffet sine penge inden for de første 2 minutter af mødet, det virkede som ret meget spild af tid… Ja og penge… mine penge faktisk.

Men hør her, jeg har jo et arbejde og selvom der ikke er sådan noget specielt ordinært i det jeg laver så er det et helt ordinært arbejde, jeg har brug for de feriepenge til at betale min husleje….” Og allerede inden jeg får forklaret færdig så afbryder hende damen mig og siger…

Ja nu har jeg forklaret dig reglerne så jeg kan ikke rigtig hjælpe dig mere desværre“.

Hjælpe mig mere!? Hvad fanden mente hun med det? Kunne hun på nogen tænkelig facon have formået at hjælpe mindre? Ej men jeg er lige på nippet til at få et vaskeægte blackout – Sådan et hvor man kommer til at tage damens computer og tyre den i en lige linje og ved hjælp af et såkaldt dobbelt overhåndskast direkte ud af vinduet.

Jeg havde været medlem af den fagforening allerede inden hun blev født hende der teenagefagforeningsdamen og da hun så fortæller mig at hun meget gerne vil hjælpe mig med at melde mig ud hvis jeg er så utilfreds med at få konfiskeret mine feriepenge bliver jeg ret hurtigt enig med mig selv om at det er bedst at gå inden tingene eskalerer og problemerne eksploderer – Jeg fik forresten aldrig de 17.000 kr og hvor de er blevet af er et godt spørgsmål… Nu jeg tænker over det.