HVA’ SØREN – ER DET DIG

Jeg stod helt desillusioneret ude foran banken nu med slet ingen penge, uden job og som om det ikke var nok så var vi lige på nippet til at blive forældre og jeg vil sige at set i det lys var det sgu lidt stressende det hele. Bedst som det næsten ikke kunne blive mere stressende så stod Mette Frederiksen lige pludselig, midt i det hele, eller mere sådan foran springvandet stod hun, det var jeg ikke lige forberedt på – Jeg er ellers gammel og relativt højt dekoreret spejder så plejer da nok at være udmærket godt beredt, men til mit eget forsvar, så var hun altså flankeret af både Morten Bødskov og yndlingsborgmester så det kom som meget af en overraskelse.

De delte blomster ud, og jeg lignede åbenbart en der godt kunne trænge til lidt opmuntring, det er jo det ignorante bankrådgivere gør ved en, for yndlingsborgmester genkendte mig og var da heller ikke sen til at tilbyde mig en blomst.

Kommer du ikke over og siger hej” sagde han og stak en blomst i hovedet på mig “Skal du ikke ha’ en rose?” – Nu er det sådan, det er faktisk en lille super-influencer-celebrity-secret, det er ikke noget jeg har skiltet så meget med igennem årene, men jeg lider af høfeber og så er helt uventede røde roser bare lidt som kryptonit!

Nej jeg vil overhovedet slet ikke ha’ en rose! jeg vil ha’ mine fucking penge og hvis i absolut skal stå hernede i gågaden og dele ud af halv-død biodiversitet ku’ du så ikk’ i det mindste ha’ inviteret Nicolai Wammen for jeg har da lige en sag han kan tage med i finanstilsynet” – Det var nogenlunde det der poppede op i mit hoved men det kan man jo ikke stå og sige og da slet ikke foran Mette Frederiksen og entourage.

Hva’ Søren – Hva’ ville en klog gøre?” – Spurgte jeg min halv-hemmelige-personlige-superhelte-rådgiver men inden han overhovedet nåede at svare og vi lis’som kunne komme op med et eller andet marginalt fornuftigt blev jeg afbrudt….

Undskyld – Men var det noget med et eksemplar af Hus Forbi?“.

Argh altså… ikke nok med at hele gågaden er propfyldt med nærgående og en anelse florale socialdemokrater, så står der gudhjælpemig også en hjemløs midt i det hele – Og så er det jo pludseligt sådan lidt pest eller kolera-agtigt. Da jeg kigger på ham ligner han heller ikke en gang sådan en rigtig hjemløs, altså han har Hus Forbi uniform på men fraregnet det så ligner han mere en kikset PET agent i en lidt halv tam forklædning.

Jeg ved ikke helt hvad det er med ham den hjemløse, eller på daværende tidspunkt vidste jeg det ikke, men jeg bliver af en eller anden årsag bare helt interesseret i at spørge ham om han måske ved, eller kan forklare mig, hvordan det kan være, at der er så mange hjemløse i Danmark, når det nu vrimler med socialdemokrater over det hele – Så jeg spørger ham, hvad han hedder, og hvorfor han står og ligner en PET agent i hovedet, mens han sælger aviser.

Jeg hedder Søren” – Sagde han og lige der vidste jeg jo godt hvad det var med ham den hjemløse…. “Perfekt!” – Tænkte jeg, en spritny personlig-superhelte-rådgiver til samlingen.

Det viste sig at Søren var en rigtig fin fyr, så jeg inviterede ham ud at spise, det afslog han godt nok, mest fordi han havde hjemløse uniform på og det syntes han ville virke malplaceret. Det kunne jeg sagtens sætte mig ind i, så vi blev enige om at købe noget at drikke, og gå en tur.

På trods af de umiddelbare forskelle indgik Søren og jeg alligevel hurtigt en slags pagt, en pagt hvor han lovede at lære mig alt hvad han vidste om det at være hjemløs, til gengæld lovede jeg ham at gøre hvad jeg kunne for at hjælpe dem der var det.

Søren var en helt atypisk hjemløs, det fornemmede jeg med det samme. Søren var veluddannet og havde det der CBS-agtige, karismatiske kongruente udtaletræk, men han var sød, rar og imødekommende, yderst velformuleret og mindst ligeså velsoigneret – Hvilket ellers godt kan være et issue når man bor på gaden.

Søren var gift, eller han havde været det, han havde halvstore børn og boede før han blev hjemløs, med familien i et halvlækkert parcelhus i et attraktivt område i kongernes Nordsjælland, så var han direktør for en ret stor koncern med et kæmpe ansvar og følgelig også en årsløn der kunne honorere det meste af alt det man kan gå rundt og ønske sig.

Men en dag blev det bare for meget, korthuset væltede og det har en tendens til at starte en lavine af ulykker, så på den måde viste Sørens tilfælde ikke at være helt så atypisk i det alligevel, det var nok mere hans baggrund der stak ud. Søren var rigtig ked af det for tiden for han havde lige mistet en af sine bedste venner, en fyr ved navn Daniel der også var hjemløs – Han døde lige midt på metrotorvet totalt hjælpeløs. “Efter at en håndfuld personer forgæves i en tidsperiode på mindst tre kvarter havde ringet efter hjælp fra politi og akutberedskab fem-seks gange – Kom der ingen hjælp” – Det var sørgeligt syntes Søren og så talte vi ikke så meget mere om det.

Vi var også ved at være tilbage ved gågaden hvor vi først mødtes og helt utroligt vrimlede det stadig med topkendte socialdemokrater. Lige der blev jeg sgu en anelse provokeret faktisk, sådan lidt “Hvordan kan man bruge en hel dag på at fise rundt og dele roser ud mens alle de hjemløse ligger i gaderne og dør“. Men altså “The show must go on” som man siger på Broadway – Så Søren fortsatte med at sælge aviser, politikerne solgte fortsat sig selv, og jeg skulle i IKEA sammen med højgravid kæreste – Så kan man jo for eksempel diskutere hvad der er værst.

Det er ikke ligegyldigt hvad man får med i rygsækken – Husk det” – Sagde Søren da vi krammede farvel. Jeg besluttede mig for at gå hjem skrive en plan for hvordan man kunne hjælpe de hjemløse, bare så vi fremover kun skulle koncentrere os om alle mulige andre problemer – Der var bare lige den der åndssvage tur til IKEA, jeg er bestemt ikke fan for når alt kommer til alt er super-influencer’s jo ekstremt kvalitetsbevidste.

Da jeg hentede min kæreste på jobbet havde hun det også lidt skidt med at skulle i IKEA, eller hun havde det bare generelt lidt skidt så lægen havde bedt hende om at svinge forbi hospitalet til et hurtigt tjek først.

Det var heldigvis et ret hurtigt tjek, det tog ikke ret meget mere end 5 minutter, så kom der en meget oprevet dame i hvid kittel væltende ind i lokalet og sagde en hel masse helt utroligt hurtigt og så på en uskøn blanding af dansk, latin og panik. Lige her kan jeg godt fornemme at vi nok ikke kommer i IKEA lige med det samme men inden jeg når at glæde mig alt for meget over at slippe for indkøb af halvsløje saml-selv-møbler og ditto saml-selv-helvede så har hende den oprevne dame i kittel kaldt på en hel masse andre kittelklædte som alle er mindst lige så oprevne.

Her tag den her på” sagde en af dem i hvid kittel og langede mig min egen kittel – ikke sådan en helt lækker en som de andre havde på, men sådan en petroleums grøn engangskittel… “Hvis du så kommer med mig“.

Den søde sygeplejerske eller jordmoder eller hva’ hun nu er, viser mig ind i hvad, der viser sig at være et sted, hvor man skærer babyer ud af maven på deres forældre – eller mest på moderen, men det er da også rigeligt. “Her kan du sidde” sagde damen og plantede mig på en stol – “Herfra kan du følge med i det hele” sagde hun og gik i gang med at forklare hele processen omkring fødsel ved kejsersnit…

Når nu man skal føde ved kejser…bla bla men det skal man ikke være bla bla som så også kan betyde bla bla….” – Jeg hørte ikke et ord af hvad hun sagde og lige i det øjeblik ville jeg nok have foretrukket IKEA. Jeg sidder bare og betragter alle de her læger og sygeplejersker, jordemoderen og hvem der ellers er til stede og er dybt imponeret over hvordan de arbejder i forening og det eneste jeg lis’som kan bidrage med er at holde min kæreste i hånden og forsøge ikke at besvime.

Da damen kort forinden sagde “Herfra kan du følge med i det hele” så mente hun det faktisk alvorligt og jeg er ikke helt sikker på at jeg helt forstod, at med “du” mente hun mig, så lige der, da jeg kommer til at kigge ind i kærestens mave, der er skåret sådan helt op, og ham lægen samtidig hiver en baby ud, så bliver det alligevel en anelse for alvorligt – Jeg beslutter mig hurtigt at træde i karakter, så jeg rejser mig for at gå udenfor og dejse om, mest så jeg slipper for at ligge sådan midt i det hele – Og mere for ikke at skabe en unødvendig scene. Bedst som jeg står ude foran og er i fuld sving med at besvime, så kommer hende damen ud med en liiiiille lille bitte baby som hun så stikker mig og siger…

Tillykke til faderen, en lille velskabt pige, moderen har det efter omstændighederne udmærket men altså vi lapper hende lige lidt sammen, portøren følger dig og baby op og hvis du så lige klarer resten så kommer hun op på afdelingen løbet af et par dage når hun er kommet sig“.

Et par dage?!“…. Jeg kiggede hen på den der kuvøse med ledninger, alarmer og alt muligt… “ET PAR DAGE??!!” – Ej men det går jo under ingen omstændigheder!, det der er jeg simpelthen ikke voksen nok til at have ansvaret for helt alene, hun er jo lille bitte altså?! – Der var ikke så meget at stille op lige der, portøren var allerede gået og jeg vidste bare at jeg ville få sidestik i forsøget på at indhente ham inden han nåede elevatoren – Det er drønsvært at løbe rundt med en kuvøse når man hyperventilerer og hvis man så samtidig ikke kender vejen er det lidt stressende.

Neonatal kalder man det når en stork er fuldstændig ude af sync og beslutter sig for at levere babyer før tid, når det sker og det kan jo ske, så skal man blive på hospitalet, hvor længe afhænger helt af hvor meget ude af sync storken lis’som er – I vores tilfælde var det over en måned og i langt de fleste andre tilfælde minimum længe nok til at blive træt af maden.

Hvis man ikke har prøvet det så kan jeg godt afsløre at en måned på en neonatalafdeling kan føles som ret lang tid, men at det absolut intet er i forhold til den første nat som uden tvivl var den næst-længste nat i hele mit liv. Det at blive forældre er jo ubetinget en af de vildeste oplevelser man kan forestille sig og når det så sker på en lidt hård facon kan det godt være en anelse traumatiserende.

Det havde på alle mulige og helt umulige måder været en begivenhedsrig dag og bedst som jeg sad der helt alene på en helt trist hospitalstue, meget sent om natten og gloede smaskforelsket på min spritnye datter som på det her tidspunkt ikke er større end en halv liter cola, og ikke ældre end et par timer, men til gengæld er fyldt med alarmer over det hele og slanger i tuden, iltmåler, hjerterytmemålerdims og en masse andre elektrodiske dimsedutter…

Til lyden af de elektroniske dimsers monotone hjertelydsbippen forsøgte jeg, sådan kronologisk, at fordøje dagens mange indtryk mens jeg alligevel sad der og blev mere og mere forelsket i min helt nye baby….”Hva’ stiller man op med sådan en ignorant bankdame?” jeg havde alvorligt brug for mine penge for uden dem ville det blive svært at færdiggøre konceptualiseringen af smykkeeventyret og hvis det kiksede, hvad skulle jeg så stille op med den superkendte supermodel med det superkendte ansigt, hun ville helt sikkert blive en slags ret vred i det og ja så ryger alle milliarderne jo også lige der – Det duer bare overhovedet ikke for det er helt utroligt mega dyrt at ha’ børn altså.

Der lå også sådan lidt implicit, et tidspres på hele det her smykkeprojekt, for når man går rundt og får babyer og ikke for alvor har nogen indtægt, så løber man helt vildt hurtigt tør for penge til bleer, og når det sker, ja så går der ikke ret længe førend man står i lort til halsen.

Det er ikke ligegyldigt hvad man får med i rygsækken” det var det Søren sagde, det kunne han jo ha’ ret meget ret i, det er bestemt ikke helt ligegyldigt men til gengæld virker det en anelse tilfældigt ik? Man bestemmer jo ikke selv hvem ens forældre er og det er trods alt dem der bærer hovedansvaret for at der er pakket til rejsen…. Jeg kiggede på min datter og lovede mig selv at jeg ville for altid være en super-cool far – Ja det var lidt dumt, men jeg havde hverken sovet eller spist så jeg var i den lidt deliriske ende af skalaen.

Nu forholder det sådan, at hvis jeg selv skulle have valgt forældre, altså hvis nu der fandtes sådan en slags forældre-fritsvalgsordning, så havde jeg uden at blinke valgt dem jeg har nu, for de er, hvis ikke verdens bedste forældre, så i al fald i top 10…..Og her taler vi globalt! For mig har det været ret heldigt, for når man nu ikke selv kan vælge sin mor og far, og man som teenager er lidt af en mundfuld, så er det bare enormt befriende at være endt op med meget tålmodige forældre.

Der er bare det kæmpe store problem ved at have verdens måske bedste forældre – Det er, at det er stort set umuligt at leve op til. Det gik først sådan for alvor op for mig lige som jeg sad der og selv var blevet forældre og det var sgu en anelse præstationsangstfremkaldende. Det er jo benhårdt arbejde det der med at være verdens bedste et eller andet, og specielt verdens bedste forældre, for der er jo relativ hård konkurrence – Så er det jo trods alt lidt nemmere at være verdens bedste til at spise tarteletter eller noget, det er stadig svært bevares og det kræver øvelse, men man har jo lige barberet lidt over 6 milliarder konkurrenter væk ik?!

Nu har jeg aldrig for alvor været verdens bedste tartelet spiser – Selvom jeg faktisk har deltaget i en konkurrence om at spise verdens måske største tartelet, og uden at prale kom ind på en ret sikker andenplads, hvilket jeg selv synes er en præstation man afgjort godt kan være bekendt lige at dele med sin borddame hvis man nu er til bryllup eller sårn.

Ooh så du synes at jeg virker bekendt? – Det er måske fordi det var mig der blev 2’er til den der internationale tartelet-konkurrence på Bornholm tilbage i 2016?

Det er ikke ligegyldigt hvad man får med i rygsækken….” – Den sætning blev bare ved og ved med at dukke op i hovedet på mig. Hvor var det i grunden da også bare pisse dumt at love ham Søren at fikse udfordringerne med alle de der hjemløse. Altså der må jo helt sikkert være et eller andet som man kan gøre anderledes, men hvad og for hvem? Og hvordan fanden skriver man overhovedet lige en funktionel plan for at hjælpe en hel gruppe af mennesker man ikke ved hvem er, ikke kender og ikke har mødt? Er der overhovedet et problem? Er det så i virkeligheden ikke deres eget problem?

Ej men hvordan er det helt seriøst overhovedet muligt at blive hjemløs i Danmark med mindre det er en slags selvvalgt, vi har jo uendeligt mange systemer og instanser der skal afhjælpe de problematikker langt de fleste går rundt og sysler med inden de for alvor udvikler sig i retning af det komplette forfald – Velfærdssamfundet kalder vi det jo.

Pludselig fik jeg en ide! – Heldigvis, det kom godt nok som lidt af en overraskelse for lige med et løste alle mine problemer sig helt af sig selv – Eller det var jo på grund af ideen. Det eneste rigtige at gøre ville jo være at hive fat i Lars Seier og tilbyde ham et smykkeeventyr i milliardklassen, inklusiv en superkendt supermodel med et superkendt ansigt, i bytte for finansieringen af en kommende plan der skal hjælpe de hjemløse med alle deres hjemløse issues….win/win lige der.

What’s in it for me?” er sådan en slags CBS term og en af hovedingredienserne i en udmærket “win/win-opskrift” jeg har brugt nogle gange efterhånden. Det går i alt sin enkelthed ud på at skabe en nogenlunde ensartet værdiforøgelse for alle deltagende interessenter i en given aftale – Der var bare lige den hage ved byttehandlen med Lars Seier, at det selvfølgelig var en win/win, men når en aftale består af tre interessenter og kun 2/3 står til at vinde ved sådan en aftale så kan det vise sig lidt besværligt i længden, specielt når det var Lars Seier og de hjemløse der stod til at vinde på bekostning af mine milliarder og hvordan så med Lamborghini’en?

Pludselig fik jeg en ny ide! “Hvad nu hvis vi bare sagde fuck de hjemløse!?

Helt ærligt ik, så er hjemløse alligevel fuldstændigt “biip” op. De vælter jo rundt på stoffer, helt blæste og “biiip“. De er mega “biiiip” og så er de også totalt “biiiiip“. Så “biiiiiip” dem i deres “biiiiiiiiip” hårde “biiiiIIIIIIP“. Hva’ fanden er det der bipper sådan nåede jeg lige at tænke inden det blev helt umuligt at tænke….

BIIIP BIIIP BIIIP BIIIP BIIIP BIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIP

Jeg gloede over på den der maskine der var koblet til min helt nye baby og på skærmen blinkede en masse tal, de fleste med rødt – “Det ser sgu da ud som om hun ikke trækker vejret…Maskinen siger at hun ikke trækker vejret, hvorfor siger maskinen at hun ikke trækker vejret???” – “HEY” råbte jeg højt mens jeg hev i sådan en kom-og-hjælp-mig-snor der hang ved siden af kuvøsen.

HJÆLP! en eller anden… HJÆLP MIG!! hun trækker ikke vejret… ER DER NOGEN DER KAN HJÆLPE MIG?!

Når man står i en form nærdødssituation går tiden bare helt utroligt langsomt og sekunderne kan virke som minutter, det er en rigtig underlig fornemmelse og man når at tænke en helt masse meget hurtigt. Da jeg havde tænkt en hel masse så skulle der lis’som også til at ske et eller andet i praksis, for det er jo svært at blive kåret til verdens bedste forældre hvis man ikke er forældre i mere end et par timer – Problemet var bare at det eneste jeg lige sådan kunne komme op med i forhold til førstehjælp på neonatale spædbørn med vejrtrækningsproblemer var at hive ekstra hysterisk i den der kom-og-hjælp-mig-snor.

Lige der var jeg helt tom for løsningsforslag og jeg kunne bare mærke panikken komme væltende, så jeg besluttede mig for at bede til Gud, det var sådan lidt en mærkværdig beslutning for jeg har det meste af livet været sådan en slags halv-ateistisk anlagt, men nu var det her jo en åbenlys nødsituation og jeg er da trods alt blevet både døbt og konfirmeret.

Kære Gud…. Jeg har ret meget brug for din hjælp, jeg har virkelig brug for at min baby begynder at trække vejret igen til gengæld lover jeg, for altid, at være verdens bedste far. Ps. Jeg mente overhovedet ikke det der med fuck de hjemløse.

Jeg åbnede øjnene og i samme sekund jeg åbnede øjnene og kiggede over på den der maskine der før blinkede med røde tal, skete der på helt magisk vis absolut ingenting…..Ingenting, den blinkede bare videre.

Lige som jeg skal til at tage fat i døren for at løbe ud på gangen for at lede efter en voksen der kan hjælpe lidt til, så kommer der en hospitalsdame ind på stuen, en voksen en af slagsen. Hun trykker lidt på den blinkende og enormt bippende maskine og så bliver der helt stille. “Du skal ikke være nervøs” sagde hun og smilede. “Det gør den altså sommetider, det er ikke farligt, det er bare sådan en føler der var faldet af og så kan maskinen ikke længere registrere noget og så brokker den sig. Tillykke med hende, hun er da bare superfin og dejlig. Du ligner forresten en der ikke har sovet så meget, hvad med mad, har du overhovedet fået noget at spise?

Jeg havde allermest lyst til bare at tude alt hvad jeg kunne og kramme hende hospitalsdamen. “Hør her, nu henter jeg noget mad til dig, og mens vi venter på at der bliver gjort en stue klar til jer, i skal nemlig flyttes fra intensiv senere, så skal jeg nok kigge efter din datter og så du kan få sovet lidt – Hvad siger du til det?

Det tror jeg helt sikkert jeg siger ja tak til! Det var lige præcist hvad jeg trængte til, så jeg bestilte en omelet med ristede svampe & parmesan, et par skiver ristet rugbrød, lidt kaffe og en juice. “Jeg skal se hvad jeg kan finde” sagde hende den søde hospitalsdame og forsvandt ud af stuen. Jeg kiggede på uret, klokken var 6:02, hvis nu jeg så sover til klokken 13:13 så passer det ret sikkert ret godt.

Hende den søde hospitalsdame kom ret hurtigt tilbage og da hun rakte mig min omelet lignede den mest af alt en drikke skyr, sådan en med jordbærsmag – “Her, det var lige hvad der var i køkkenet” sagde hun “Hvis du så prøver at få sovet lidt, så vækker jeg dig om en time”….

Det var på mange måde en meget lærerrig oplevelse at være på hospitalet så længe, jeg har aldrig før eller siden været på hospitalet, så det var helt nyt for mig. Jeg vil dog gerne tilføje at hvis du en dag går med tanken om at blive indlagt, så vil jeg helt klart anbefale neonatalafdelingen, for de er simpelthen så søde som man overhovedet kan blive det. Jeg har tit tænkt om jeg måske skulle give dem 5 stjerner på Trustpilot bare sådan for alvor at vise min taknemmelighed, men det er næsten for meget at gøre ud af det, så i stedet kigger vi hvert år, omkring fødselsdagen, forbi afdelingen med kage til alle dem der har lyst, som en lille bitte tak for at guide os gennem de første meget svære uger som nybagte forældre.

God morgen, har du sovet godt?” Det var hende den søde hospitalsdame igen, hende der ikke så godt kunne kende forskel på 4 piskede æg med svampe og ost og så en drikkeskyr fra Cheasy, da jeg kiggede på uret, var den 6:45 og svaret på det indledende spørgsmål måtte i sagens natur være… “Jeg har sgu da overhovedet ikk sovet, du var her for lidt over en halv time siden for at putte mig og nu er du her igen, allerede inden der er gået den time som jeg vidst for øvrigt men åbenbart kun fik en halv lovning på” men inden jeg fik svaret hende fortsatte hun “Jeres stue er klar, både mor og datter venter på dig” sagde hun og smilede “Hvis du tager dine ting og kommer med mig, så skal jeg følge dig hen til dem“.

I det samme vi kommer ind på stuen kan jeg se at den er helt gal, min kæreste ligger i sengen og har det lidt stramt, det er selvfølgelig forventeligt når man relativt kort forinden har fået hele mavsen skåret op på tværs, ved siden af hende, mellem sengen og et par skabe, sådan i hjørnet af stuen, ligger vores bebs og sover og hvis du nu, ligesom jeg, har læst til Feng Shui på internettet, så ved man altså bare at det er helt forkert. Nobody puts Baby in a corner!

Der er intet der er så galt at det ikke er godt for noget, det ved alle der har bagt fået stjålet sine peberkager – Og 4-6 ugers barsel på en hospitalsstue gav mig en oplagt mulighed for at skrive den der plan for de hjemløse. Det burde jo være tid nok til at strikke noget fornuftigt sammen, i al fald noget der er seriøst nok til at få det finansieret.

Min mentor Søren – Ham den overakademiske, han lærte mig heldigvis hvordan man skriver en plan, det var en del af den pagt vi indgik, han gav mig de værktøjer jeg manglede og den indsigt det kræver og alt sammen på rekordtid, “Vi asfalterer imens vi kører!” – Sagde Søren, der er bare lige den detalje at det ikke helt er nok at skrive planen, den skal også eksekveres og der er, har jeg erfaret, en enorm stor forskel på skriveri og eksekvering men det sagde Søren bare ikke lige så meget om.

Så hvis det nu ikke er ligegyldigt hvad man får med i rygsækken og man skal forsøge at hjælpe de hjemløse sådan på en mere permanent basis og måske samtidig lave tiltag der på sigt gør en positiv forskel for dem som har det absolut sværest… Hvor Søren starter man så?

Det havde sgu været noget nemmere hvis vi bare var kommet i IKEA altså – Fucking stork!