GULD OG GRØNNE SKOVE

Der er intet der er så galt at det ikke er godt for et eller andet andet…. Måske lige fraregnet syltede ingefær og alt i forbindelse hermed, som jo på alle mulige måder bare er helt kikset. Nogle gange kan det altså bare være lidt svært at se det når man står midt i – Ja hvad end man nu lige står i. Jeg havde brugt de sidste 9 måneder på at skrive planer og jeg var ikke for alvor i nærheden af at realisere en af dem.

Men så skete det… altså det der med at der ikke er noget der er så galt at det ikke er godt for noget andet. Jeg sidder hjemme hos verdens måske bedste forældre og helt tilfældigt er min yndlingssøster der også. Hun er mega ked af det for tiden for det fungerer dårligt på arbejdet, hun arbejder for det offentlige og nu er hun gået ned med stress og depression så kommunen har henvist tvunget hende til en eller anden afklarings-coach-psykolog med speciale i idioti og hans bedste bud på en langtidsholdbar løsning er at hun da bare ka’ æde en masse piller, ikke at det vil hjælpe synderligt på problemet, men så kan hun i det mindste lade som alt er fint…. Altså det er jo kun ind til man skal på pension men alligevel.

Lige da jeg hørte det syntes jeg det lød enormt åndssvagt og det synes jeg faktisk stadig det gør, altså hvis vi har et arbejdsmarked hvor man ligefrem er tvunget til at være medicineret for at kunne holde ud at virke i sin stilling så er der jo et eller andet fundamentalt forkert…Det vender jeg tilbage til – Ama’r halshug.

Men det var sådan en slags held i uheld, for det var oplagt at spørge yndlingssøster om hun ikke kunne tænke sig at være med til at redde de hjemløse, mest fordi det altså er sådan en lidt stor mundfuld at fikse det kaos helt alene – Og så ville det måske også være et frisk’t pust i forhold til den hverdag der ellers ikke umiddelbart bragte noget godt med sig. Hun syntes at det lød spændende og indvilligede ret hurtigt i at hjælpe.

Men hvordan skaffer vi pengene?” – Spurgte min søster mig…..

Jeg ved ikke om du kan huske det, men jeg har jo en allestedsværende ven, han er sådan en universal en af slagsen, Søren hedder han og hver gang jeg står i en svær situation så spørger jeg ham til råds og så dukker der som regel et eller andet op.

Men hvordan Søren, skaffer vi pengene?” – Gentog jeg … og inden jeg kunne nå at svare så kom Søren med en løsning, jeg vil ikke sige at det var forventeligt men omvendt kom det ikke som en kæmpe overraskelse. Søren er nemlig min far… eller det er jo også min søsters, men mest min og kun fordi jeg er ældst og ellers er han til deling. Han er også på den globale top 10 over verdens bedste forældre så han siger….

Hvis i er helt sikre på at det er det i gerne vil så vil jeg gerne hjælpe jer

Jeg var helt sikker! jeg er ikke helt sikker på at min søster for alvor var sikker men under alle omstændigheder så betød det at vi nu langt om længe kunne komme i gang med at redde de hjemløse – Så på den måde var det en ret go’ dag.

Nu er der på flere områder ret stor forskel på Lars Seier og min far og heldigvis for det da, jeg ved med sikkerhed at Lars er en drøngo’ far, men han er jo ikke i top 10 over verdens bedste forældre som min jo er. Til gengæld er min far ikke sådan en der har haft sin egen bank og/eller privatfly og fodboldklub og alt mulig andet milliardær-gejl.

Det betød to ting, for det første, at vi nu havde 3 måneder til at blive klar og at planen var underfinansieret med 1.5 millioner. Det var på mange måder problematisk, dels så skulle planen omskrives og så betød underfinansieringen også at en lang række af de opgaver der skulle løses i forbindelse med etableringen af virksomheden måtte vi selv stå for og at vi måtte begrænse sortimentet af rygsække. Og så kan det være at 3 måneder lyder af meget men det er det ikke rigtigt, ikke når man starter med ingenting.

Lige der var det dog ikke en bekymring, vi var bare helt på månen over at komme i gang og med sommerfugle i maven kastede vi os hovedkulds ud i det – Det er svært at beskrive følelsen når man som iværksætter har en drøm, en plan og en uendelig tro på eksekveringen, men det var da tæt på en manisk følelse, det skal jeg da ikke være bleg for at indrømme.

Første skridt på vejen var at få fat i nogle rygsække, her kommer en lille super-influencer-celebrity-secret, jeg er ikke ret glad for at flyve og jeg er ikke helt så stærk i kinesisk, så det der med at fise til østen og forhandle kontrakter uden tolk og advokat og rend mig det virkede helt uoverskueligt, så vi var indirekte tvunget til at ansætte en dame der gad at flyve ud i verden og indsamle egnede prøver, tage dem med tilbage for så bagefter igen at ville flyve ud og forhandle priser og alt det der – Det er alligevel, for en nybegynder, sin sag og grænseoverskridende at overføre en halv million kroner i forskud til en vidt fremmed kineser man aldrig har mødt eller bare talt med…. Hvilket i grunden også ville være underligt når jeg ikk kan tale kinesisk.

Så alt imens vores helt nye men mega dygtige Chief operating officer (rygsække dame) var på jagt efter vores tasker gik vi i gang med at registrere virksomhed. Vi valgte at gå med navnet Karmawear og i dag ville jeg nok have valgt et mere danskklingende navn men vi var allerede fra start meget opsatte på at brede det ud til andre lande såfremt det havde den forventede positive effekt i forhold til at undgå hjemløse døde af kulde rundt omkring – Der findes lande hvor det at være hjemløs er noget helt andet end i Danmark så alt andet ville da være åndssvagt. Karma fordi det gav god mening, køb en rygsæk og giv en rygsæk til en hjemløs det var en god gerning… God Karma.

Der var lige det problem i forhold til navnet at jeg anede ikke en skid om Karma…. altså jo.. Go Karma og ikke go Karma men så var det da også begrænset til det – Jeg havde så heldigvis 3 måneder til at læse lidt op på det og planen skulle jo alligevel ændres efter beslutningen om at gå med den underfinansierede løsning.

Nu bliver det en anelse teknisk, det er jo fordi du sidder lige midt i min Ph.d og derfor er jeg tvunget til at inkludere noget selvom det måske ikke er superfedt for alle.

Vi havde mange overvejelser i forhold til selskabskonstruktion, det viste sig underligt nok at være ret svært at lave en konstruktion hvor præmissen er at give pengene væk til folk der ingenting har, stik modsat en selskabskonstruktion der udelukkende er beregnet til at snyde, det i sig selv er jo lidt et paradoks.

Jeg ved ikke helt hvad der skete eller om det rent faktisk skete, men HVIS det skete ved jeg godt hvorfor, jeg tror nemlig der skete det at vi i opstartsfasen fik det man måske ville betegne som et “red flag” hos SKAT. Efter jeg utallige gange, uden held, forsøgte at skabe en voksenkontakt til SKAT for at finde ud af hvordan de skattetekniske regler er for at give penge eller effekter til hjemløse – Det viste sig at det kunne hverken advokaten, revisoren eller bogholderen finde ud af og hos SKAT troede de at jeg lavede fis med dem de første par gange jeg forsøgte at ringe…. Helt alvorligt.

Det er BIIIIIIP fra SKAT, hvad kan jeg hjælpe med” ?

Wow… det kom lidt som en overraskelse da hun svarede, jeg ved ikke hvorfor det lis’som kom som en overraskelse for jeg havde lige brugt over en time på at lytte til en stemme der fortalte mig at jeg var i telefon kø som nummer 47 og hele vejen ned til 15 for så derefter at blive afbrudt. Så efter at have ringet op igen og da der endelig langt om længe var gået en time mere med at være i kø og lytte til skattefinansieret easy-listening musik… Ja jeg tror det bedst kan bestegnes som jeg måske var gået i dvale.

Ja, hej, det BIIIIIIIIP fra Karmawear, jeg har lige sådan et skatteteknisk spørgsmål vedrørende reglerne for at give et eventuelt overskud til de hjemløse altså dem af dem der ingenting har.”?

Jeg tror måske hun blev lige så overrasket over spørgsmålet som jeg blev over at hun overhovedet gad at tage telefonen, så hun svarer bare…

Jamen det kan man ikke. Hvorfor i alverden vil du også det? Det er der jo ingen der gør

Hvis jeg blev lidt overrasket over hun tog telefonen så blev jeg da endnu mere overrasket over svaret på mit skattetekniske spørgsmål, for jeg sidder og forventer et svar der lyder noget mere i retning af “Det kræver en koncernstruktur med underliggende datterselskaber for at isolere og sikre driften, pengetanken og investeringer eller eventuelt en form for fondsejerskab” men der er jo en slags ret langt fra “Nu skal du høre….” og “Jamen det kan man ikke”.

Jeg var lige ved at svare “Hvorfor kan man ikke det, det vil jeg fordi jeg kom til at love en der hedder Søren det og nej det er langsomt ved at gå op for mig….” men inden jeg nåede dertil så tog hun igen selv teten.

Eller også skal du prøve at ringe herind igen og tale med BIIIIIIIIP, det kan være hun kan hjælpe dig”

Jeg ved ikke helt, altså efter to stive timer i PTSD fremkaldende easy-listening-musik-helvede afbrudt minutiøst af en meget irriterende dame med en meget insisterende… ej men altså, hvad er det også for et svar? Altså svaret på mit indledende spørgsmål er på nuværende, “Det kan man ikke fordi jeg ikke forstår det og ingen andre gør det”…. “Med mindre man altså ringer til en der hedder Bente – Så kan man måske”….. Jeg ved sgu ikk helt hvad man skal mene om det, men det er da ikke i den seriøse ende af skalaen – Og husk lige på at jeg var på en mission her… Vi er jo i gang med at redde de hjemløse fra at fryse ihjel og ingen har nogen anelse om det overhovedet er lovligt.

Bente kunne desværre heller ikke hjælpe og efter utallige forsøg gav jeg simpelthen op og jeg besluttede helt på eget initiativ at hvis de hos SKAT var så fuldstændigt ligeglade og/eller inkompetente – Så kunne jeg også tillade mig at være pisse ligeglad…. Det viste sig så senere at de hos SKAT slet ikke er ligeglade, det var mere inkompetencen den var gal med.

Anyways vi havde jo travlt med en hel masse ting og en af de vigtigere opgaver var at få et kontor – Jeg har ALTID ønsket mig et kontor og nu ku’ jeg oven i købet få mit eget – Det var helt perfekt, desværre var vi jo svært underfinansieret så direktionssekretariatet var for længst blevet sløjfet…. Men et kontor! Så kan man næsten ikk ønske sig ret meget mere.

Det var på ingen måder prangende, det var heller ikke et kontor placeret på sådan en mondæn adresse med en lækker udsigt, det var nok mere det stik modsatte, men det var mit kontor og jeg var simpelthen så stolt, det kan virke infantilt eller det ER infantilt, men det er nu engang sådan jeg havde det….Det var endnu et iværksætter-fikspunkt, nøjagtigt som første møde med banken – Du får da lige et billede af det.

Det var bare verdens bedste sommer altså….Vejret var så lækkert med lange lyse sommeraftener, jeg var gået fra at være arbejdsløs nybagt far, til helt friskbagt koncerndirektør, halvt på barsel og når jeg ikke skrev på planer for at gøre verden til et bedre sted eller malede mit nye opturs-kontor brugte jeg tiden på at vælte rundt med barnevogn inklusiv baby og blev som dagene gik mere og mere tilfreds med mig selv – Det gik jo faktisk meget godt og nu ventede vi bare på at få nogle rygsække.

Det viste sig dog hurtigt at hvis ens job er iværksætter så arbejder man stort set hele tiden, jeg tror ikke jeg sov mere end 5 timer sammenhængende de første 3 måneder. Det betød til gengæld ikke det store, hver eneste dag lod til at være den ene optur efterfulgt af den anden. Allerede inden vi fik set os om og kontoret overhovedet var helt færdigt kom vores COO Chief operating officer (mega dygtig rygsække dame) tilbage fra den store vide verden med en hel masse rygsække-venner med rygsække fabrikker.

I forhold til valg af rygsække var jeg udelukkende interesseret i en ting og det var at rygsækken skulle kunne holde til et liv på gaden, hvis vi bare gav de hjemløse et eller andet billigt lort for at få os til at se godt ud kunne det jo være fuldstændigt ligegyldigt alligevel – Heldigvis er min søster designer så hun stod for den del af processen – Og nok skulle rygsækken være holdbar men den skulle samtidig stadig appellere til en slutbruger så det var lidt af en udfordring at få de to ting til at gå op i en højere enhed – Jeg er barn af 70’erne og dengang var der ingen der havde problemer med at gå grimt klædt bare det var varmt og funktionelt, den går jo ikke rigtig mere.

Vi blev ret hurtige enige om en løsning i forhold til den nødvendige kvalitet og de krævede design og funktionsmæssige ændringer. Når man sætter sådan en produktion op så vil man rigtig gerne sikre sig at man ikke ender op med 5 containere med et eller andet ubrugeligt og usælgeligt lort som man ikke kan returnere. Så fremgangsmåden er den, at kinesisk rygsække-ven laver nogle færdige prøver på sin rygsække-fabrik som man så skal godkende inden den endelige produktion – Den proces tog en måned og så yderligere 3 måneder for den endelige produktion – Så nu havde jeg pludselig igen 3 måneder til at få styr på det sidste.

Vi manglede stadig at lukke aftaler med en del samarbejdspartnere, salgskanalerne var jo svære at gøre så meget ved så længe vi ikke havde et færdigt produkt. Så var der spejderne, men også i forhold til den aftale var det mere formålstjenstligt at vente til vi rent faktisk havde de helt færdige rygsække. Så vi besluttede at bruge tiden på 3 områder i følgende prioritering… Først og fremmest så find så mange hjemløse som muligt, få dem i tale og find ud af hvad der er bedst at proppe i de der rygsække sådan de får mest muligt glæde af dem. For det andet, omskriv forretningsplanen så den passer til det underfinansierede kontor uden vandkig på en knapt så mondæn adresse på vestegnen. Og sidst men ikke mindst, netværke… Er du vimmer vi netværkede mand, fra Herodes til Pilatus.

Jeg absolut hader at netværke, nu kommer der en lille super-influencer-celebrity-secret, jeg er bare helt utroligt introvert altså nogle gange så udtalt og lige på grænsen til at folk rent faktisk tror jeg er arrogant og så er de der netværksmøder lige pludselig ikke sådan en hyggelig konstruktion – Heldigvis er min søster ret god til det, så det var hendes tjans.

Hvis man kan forestille sig hvor grænseoverskridende det er for en lidt introvert type at gå til netværksmøder med relativt ligesindede iværksættertyper – For selvom de kan være meget forskellige og til tider uendeligt nørdede så har man stadig den der fælles referenceramme.

Så forestil dig hvordan man adresserer en vidt fremmed hjemløs og hvor grænseoverskridende det er ikke kun for den lidt introverte type men så sandelig også den hjemløse.

For ikke at bringe os selv i en uhensigtsmæssig situation ved bare at vælte rundt og hive fat i hjemløse på Christianshavns Torv en tilfældig tirsdag aften omkring 20:30 lavede vi en aftale med SAND som er de hjemløses fællesorganisation eller landsorganisation eller sådan noget. Et møde med dele af administrationen og repræsentanter for de hjemløse deltog, jeg er ikke helt klar over den dag i dag, hvem de hjemløse var eller hvad deres funktion i organisationen rent faktisk var, men de var hjemløse og det var de hjemløse vi gerne ville italesætte.

Jeg husker ellers mødet ret detaljeret for det var endnu et iværksætter-fikspunkt, altså sådan en episode der ændrede historiens retning. På mødet forklarer vi selvfølgelig hvad vores mission er og hvordan vi har brug for deres hjælp i vores forsøg på at hjælpe dem. De virker overraskende positive og det er gennem hele forløbet mig magtpåliggende at understrege at vi ikke er ude på at kapitalisere på triste menneskeskæbner. Vi er udelukkende interesseret i at lave et setup der fungerer i praksis og jeg tror de kan fornemme vores oprigtighed for det er på mange måder et konstruktivt møde. Men så sker der noget underligt på mødet, noget der fuldstændigt ændrer hele mit syn på problemstillingen.

På et tidspunkt i løbet af mødet taler vi om hvad sådan en rygsæk koster og da den ledende medarbejder fra SAND hører prisen læner han sig ind mod mig og så siger han helt spontant… “Ej men de skal da ikke ha’ sådan en dyr rygsæk skal de det? Kan man ikke lave en der er billigere?”. Jeg kiggede bare på ham, nok helt tom i ansigtet, mest fordi jeg forstod ikke spørgsmålet, eller det er jo et simpelt spørgsmål, jeg forstod bare ikke at han stillede det.

Jeg ville gerne have svaret ham “Jo vi kunne sagtens give dem en billigere rygsæk, altså ret beset kunne vi jo også bare give dem en plastikpose eller skære dem i kontanthjælp, vi kunne også være pisse ligeglade, men fordi vi ikke er ligeglade så skal de have noget der virker og hvis det skal holde til det liv dine hjemløse venner lever så skal det være kvalitet og det koster, desuden så skal vi også tjene penge, det skal spejdersport også ellers fungerer planen desværre ikke – Så det er lidt derfor den koster det den koster, men jeg har da et spørgsmål? Hvorfor er det at de, i din optik, skal ha’ noget billigt lort? Hvis man er ansat som leder i en organisation og ens holdning er at ens medlemmer bare skal ha’ lort er man så ikke en lorteleder?

Men altså… vi var jo helt oprigtigt interesseret i at skabe et, for alle parter, givtigt og frugtbart samarbejde, så jeg nøjedes med at forklare ham at kvalitet desværre koster. Det var på mange måder et konstruktivt møde på trods og der var en væsentlig bekymring vi var tvunget til at adressere – Nemlig at at meget dyr rygsæk, eller en rygsæk der repræsenterer en relativ stor værdi ville kunne gøre den hjemløse til et mål for tyveri og/eller røverisk overfald – Det skulle selvfølgelig løses.

Det blev det sidste møde med SAND, i bagklogskabens klare lys var det nok en overreaktion men jeg blev simpelthen så skuffet over at de mennesker der er ansat til at varetage de hjemløses interesser kunne have sådan en holdning, det var mig sgu helt ubegribeligt.

Anyways – Vi besluttede os for at gå udenom SAND og selv støve nogle hjemløse op, tale med dem for, først og fremmest, at finde ud af hvad der skulle i de der skide rygsække men vi ville også gerne have den hjemløse til at fortælle eller forklare hvordan og hvorfor han/hun nu var havnet i den situation de nu en gang var havnet i. Det var vigtigt for mig at finde så mange fælles problemstillinger som muligt for bedre at kunne finde en løsning på problemet. Vi havde også en anden agenda, vi ville rigtigt gerne videreformidle de her historier til vores kunder når de købte en rygsæk – Ja det er har noget med hvordan man skaber og fastholder kunderelationer og sådan noget….

Nu er, eller var, jeg ikke ekspert i at støve hjemløse op i større danske byer så det var en lidt vanskelig øvelse, det vil jeg sige. Hvor starter man overhovedet, hvordan finder man en hjemløs og hvordan henvender man sig til en vildt fremmed person som på alle mulige måder kan være utilregnelig og ustabil, måske eller højst tænkeligt påvirket af alkohol og/eller stoffer?

Jeg havde ingen anelse så vi besluttede at den bedste måde at spotte og komme i kontakt med en hjemløs på var tidligt om morgenen, meget tidligt om morgenen inden byen blev fyldt af morgentravle københavnere som ville få de hjemløse til at forsvinde i mængden. Hvis man skal have en undskyldning for at snige sig op på en sovende hjemløs og vække ham – Så skal man ha’ en ret go’ undskyldning for ellers ender det helt sikkert i ballade – Det lærte jeg ret hurtigt.

Jeg har en bachelor i konflikthåndtering og det var altså ret handy’t – Så havde jeg en anden klar fordel, jeg kan nemlig tale ret mange sprog og et af dem er flydende “street”, under normale omstændigheder eller til hverdag gik jeg for det meste rundt med en sådan lidt akademisk dialekt, men det blev ret hurtigt evident at hvis vi skulle have den mindste chance for at italesætte de her mennesker så krævede det tillid og den får man ikke med mindre man på en eller anden måde kunne skabe en fælles reference og hvis man taler vidt forskellige sprog er det en dårlig start.

Så den eneste undskyldning for at løbe rundt og vække sovende hjemløse meget tidligt om morgenen jeg kunne komme op med var hvis vi nu kom med morgenmad, det virkede som en udmærket måde at komme i kontakt med en hjemløs på… Helt ærligt, så er der faktisk ikke rigtigt noget der er rigtigt nemt når det kommer til hjemløse og det der med morgenmad var en pisse god men på mange måder dårlig idé.

Altså det virkede i forhold til at skabe kontakt, de fleste vi rakte ud til responderede positivt, selvfølgelig oplevede vi også det modsatte, men som udgangspunkt fungerede ideen med morgenmaden som en god “icebreaker”. Der var lige den detalje at der er er enormt stor forskel på hvad man forstår ved en god morgenmad, vi brugte en fu**ing formue på juice, Cocio’s, kaffe, rundstykker, smør, ost, marmelade, sukker, nutella, wienerbrød og hvad man nu ellers kan finde hos en bager og som går ind under kategorien morgenmad – Så pakkede vi det i sådan nogle forsejlede papirposer og så delte vi ellers ud til dem vi kunne finde.

Det tog lang tid, meget længere tid end jeg havde forventet, men det viste sig at det var de færreste hjemløse som overhovedet havde interesse i at tale med os om noget som helst. Det var først efter flere måneder og uendeligt mange poser med morgenmad at vi lis’som lærte flere af de her mennesker at kende, eller kende er jo svært overdrevet, men altså vi begyndte gradvist at blive accepteret som de der idioter der fiser rundt og deler Cocio’s ud hver nat – Men de forstod efterhånden at vi ikke var fra kommunen og vi begyndte så småt at skabe den kontakt vi var på jagt efter.

Det stod på indtil min CFO – Chief financial officer eller hende med pengekassen gik fuldstændig ned med stress over hvordan hun skulle kunne forsvare en morgenmadspost overfor SKAT på 50k i en virksomhed hvor det var den eneste postering… Nåh men altså hvis jeg skal være helt ærlig og det skal jeg for det er præmissen for projektet her, så var langt de fleste af de hjemløse hamrende ligeglade med morgenmad – Indtil vi byttede lidt rundt på indholdet og skiftede Cocio, & Juice ud med guldøl, det viste sig at være mere den slags morgenmad en stor del af hjemløse spiser – Vi lavede en aftale der betød at hvis man skulle ha’ guldøl til morgenmad så skulle man minimum spise et rundstykke….Det tror jeg at sundhedsstyrelsen ville ha’ sat pris på, man skal jo ikke drikke på tom mave.

Når nu vi nu ikke fes rundt og bespiste alle mulige meget tidligt om morgenen så forsøgte jeg at gøre vestegns-kontor nogenlunde lækkert og selvfølgelig skrive videre på forretningsplanen, det er jo en løbende dynamisk proces der regelmæssigt skal rettes til – Dels på grund af underfinansieringen men også den læring vi havde fået og de erfaringer vi havde gjort os i forhold hele det her morgenmadsræs de skulle jo helst omsættes til noget brugbart i praksis.

Lige pludselig en dag kom vores COO Chief operator officer (mega dygtig rygsække-dame) tilbage med de første prøver på vores rygsække og er du vimmer de var fede! Jeg var helt oppe og ringe og næstefter min datter så var de rygsække uden tvivl det smukkeste syn ever – Det var som om, at i det øjeblik blev det hele lidt mere virkeligt. Jeg er faktisk stadig, den dag i dag, lidt forelsket i dem selvom de i den grad har kostet blod, sved og uendeligt mange tårer…